Dagen ifølge Anders Boas

Kære læser

Den dejlige forårssol skinner, og man har lige besluttet sig for, hvad man mener om et af tidens store samtaleemner, men så sker der noget, der får en til at vakle.

Man læser noget, taler med en kollega over frokosten eller hører om en begivenhed, og med et er alting vendt på hovedet.

1. Overvågningssamfundets dilemma

En sådan begivenhed udrulles i dag i retten i Næstved. Her er en 33-årig mand tiltalt i sagen om det såkaldte »Kirkerup-kompleks«, der udover drabet på Emilie Meng omhandler et drabsforsøg på en pige fra Kirkerup og forsøg på voldtægt af en pige ved en efterskole ved Sorø.

Vi har lært, at overvågning er et onde. Hvem husker ikke, hvordan daværende justitsminister Nick Hækkerup blev kritiseret for at sige, at mere overvågning er lig med større frihed.

Naturligvis skal politiet ikke kunne følge vores mindste bevægelse. Man skal da kunne færdes uden at blive videoovervåget eller sporet digitalt hele tiden? Skal man ikke?

Men den ubegribeligt bestialske sag fra Midtsjælland gør det lidt sværere at være urokkelig. Her har anklagemyndigheden på vejen mod den endelige retssag præsenteret retten for overvågningsbilleder, oplysninger fra betalingskort og data fra telemaster, der potentielt kan knytte den tiltalte til gerningsstedet.

Når det er blevet så utroligt svært at være morder, som min kollega Gunver Lystbæk Vestergård kunne fortælle her i avisen sidste sommer, skyldes det i høj grad de nye muligheder for at spore folks færden:

»90 procent af de her elektroniske spor har en gerningsmand måske tænkt over. Men ikke de sidste ti procent,« som en professor dengang sagde til Vestergård.

På en gang skræmmende og betryggende. Problemet er selvfølgelig, at hensynet til at fange mordere og voldtægtsmænd er næsten umuligt at argumentere imod. Der må selvfølgelig være grænser for overvågningen – eller må der?

2. En falsk Frederiksen

Mens politiet sætter stadig større lid til overvågningsoptagelser, er videomediet på vej ind i sin egen troværdighedskrise. Levende billeder plejede at være garant for troværdighed, men den æra ser ud til at være forbi, efter at kunstig intelligens har gjort det nemmere at generere falske videosekvenser.

I Danmark har Dansk Folkeparti ikke været sene til at udnytte den nye teknologi til at lave et satireklip med statsminister Mette Frederiksen.

Den slags bør man imidlertid afholde sig fra, mener Frederiksen.

»Det er så grundlæggende for os mennesker, at når vi ser ting – hvad enten det er nyheder fra jeres medier, eller det er på internettet – ligger det jo, især som danskere, tror jeg, helt dybt nede, at vi stoler på det, vi ser,« udtalte statsministeren i går til DR.

Men ligger det virkelig så dybt i mennesket at stole på det, vi ser? Måske vil de nye muligheder fuldstændigt ændre vores syn på videomediet, som The New Yorkers Joshua Rothman argumenterede for tidligere på året, da firmaet OpenAI kunne præsentere tjenesten Sora, hvor man ved hjælp af kunstig intelligens kan forvandle tekst til levende billeder.

»Vi forstår intuitivt, at tekst altid er en gengivelse af en idé, og at ideer er flydende. Vi ved, at en bog ikke er en optagelse,« skriver Rothman.

Det forbehold, vi naturligt har over for tekst, vil vi måske også få over for lydoptagelser og levende billeder. Vi stoler ikke på en bog, bare fordi det er en bog, men leder efter tegn på troværdighed uden for selve bogen. Sådan bliver vores standardindstilling måske også i forhold til lyd og video.

3. Nedjusterede dødstal

Mennesket ser da også ud til at kunne tages ved næsen selv uden kunstig intelligens. For nylig kunne medier berette, at FN har halveret det anslåede dødstal for dræbte kvinder og børn i krigen i Gaza.

Årsagen er angiveligt, at FN ikke længere får sine oplysninger fra de Hamas-kontrollerede pressemyndigheder, men fra de lokale sundhedsmyndigheder. Det har ført til en nedjustering fra 14.500 dræbte børn og 9.500 kvinder til 7.797 børn og 4.959 kvinder.

Nedjusteringen gør jo ikke rigtigt situationen mindre ubærlig, men måske er det et forvarsel om, hvad der kan ske, når vi pludselig ikke kan stole på de oplysninger, vi ser.

Som TV 2s korrespondent Benjamin Kürstein siger det til tv-kanalen:

»Pr-mæssigt har Hamas skudt sig selv i foden ved at dele nogle tal, som det nu viser sig, at deres egne sundhedsmyndigheder åbenbart ikke er enige i.«

Måske er en situation, hvor vi får bedre muligheder for at lyve, ikke nødvendigvis en situation, hvor tillid bliver mindre afgørende.

Nej, pludselig stiger værdien af det gode ry og rygte, så det måske i nogle tilfælde bliver endnu mere værd end de budskaber, vi forsøger at sælge, og her kan den gevinst, man får ved at lyve problemerne større, ikke altid måle sig med de omkostninger, det kan have at blive taget i løgnen.

Venlig hilsen
Anders Boas

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.