Dagen ifølge Anders Boas

Kære læser

Er duellen et punktum eller måske snarere tre afventende tøveprikker?

Mennesket ser historien som et resultat af store begivenheder, der uafvendeligt ændrer alting. De dramatiske forløsninger, hvor hovedmodstanderne endelig står ansigt til ansigt, og der kan slås to streger under, hvem der er vinderen, og hvem der ligger tilbage på den kolde jord med et dødeligt sår efter tvekampen.

Men virkeligheden er ofte mere mudret og kompleks: Øjeblikkets vindere kan ende med at tabe, og de store dueller er måske ikke altid den kulmination, vi havde forventet.

1. Og vinderen er …

Tidens mest imødesete duel foregik i nat i Philadelphia, hvor de amerikanske præsidentkandidater for første gang skulle debattere, og de umiddelbare reaktioner lader ikke meget tvivl om vinderen:

Harris fik Trump til at gå i alle de nøje opsatte fælder, så hans oplagte muligheder for at tale om eksempelvis illegal indvandring, som optager mange af hans potentielle vælgere, blev spildt på rablende konspirationsteorier om kattespisende haitianere.

Man kan selvtilfredst grine ad den arrige og narcissistiske Trump og hans komiske svar om, at han har »concepts of a plan«, der skal erstatte Obamacare, som den tidligere præsident nu i snart et årti har kritiseret uden at levere et alternativ.

Men vil Harris' sejr og Trumps nederlag sætte sig i svingvælgernes hjerter?

Der er ingen garanti for, at debatten vil påvirke vælgernes holdning, lyder analysen fra Stephen Collinson på CNN, og i Politico vil Jeff Greenfield også gerne se obduktionsrapporten, før han erklærer Trumps politiske karriere for død:

»Hvis Trump ikke lider nogen politisk skade på grund af den her debat, så betyder det, at han er mere usårlig i forhold til det traditionelle politiske tidevand, end vi har forestillet os.«

Ofte optager debatten primært vælgere, der allerede er interesseret i politik og har en klar idé om, hvem de vil stemme på. Måske opdager mange slet ikke, at Trump ligger forslået tilbage.

Det må tiden vise, og indtil da kan man læse Weekendavisens Markus Bernsens analyse fra nattens debat.

2. Mellemspil …

Nok er der intet som en afgørende scoring i overtiden, men når man ser nogle af overskrifterne i dækningen af de to store domme, som EU-Domstolen i går afsagde mod Apple og Google, kunne man næsten få det indtryk, at det var den afgående konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, der var sagens egentlige kerne.

I virkeligheden handler sagen mod Apple om en skatteaftale med Irland, som ifølge domstolen er i strid med EUs regler om statsstøtte, mens den anden sag handler om, hvorvidt Google har favoriseret sin egen shoppingportal i firmaets altdominerende søgemaskine.

Uanset hvad følgerne af dommene bliver, står det dog klart, at det langtfra var en finale i techgiganternes tvekamp med magthaverne.

De langtrukne dueller i retssalene handler i sagens natur ofte om fortiden, og Irland har for længst kunnet etablere sig som et reservat for de internationale techgiganter, selvom de nu modvilligt må tage imod 13 milliarder euro fra deres amerikanske gæst, Apple.

Dommen mod Google vedrører forhold fra 2009, og måske er det i hele taget for længst for sent at forhindre firmaets dominans:

En analyse i Financial Times beskrev for nylig, hvordan EU i marts indførte lovgivning, der kræver, at firmaet giver forbrugerne et frit valg om søgemaskine og regulerer muligheden for at favorisere egne tjenester i deres søgeresultater, skriver avisen, men påpeger, at det ikke for alvor har gjort noget indhug i Googles monopol i Europa.

Det er tydeligvis svært at bryde et monopol, som de færreste efterhånden kan forestille sig at leve uden.

3. Cowboytricks

En god duel begynder, når den ene duellant smider handsken, og det gjorde den amerikanske superstjerne Beyoncé i marts i år, da hun i forbindelse med udgivelsen af albummet Cowboy Carter på Instagram skrev, at værket var født ud af oplevelsen af ikke at føle sig velkommen i countrygenren.

Hun hentydede angiveligt til en oplevelse ved branchens prisuddeling Country Music Award i 2016, og nu er handsken blevet samlet op: De nominerede til årets udgave af prisuddelingen er meldt ud, og Cowboy Carter glimrer ved sit fravær.

Det har skabt forudsigelige reaktioner fra folk, der mener, at countryindustrien stadig ikke kan anerkende selv ubestridelig succes for sorte kunstnere.

Hitlisteanalytikeren Chris Molanphy har dog tidligere forklaret, at albummet faktisk ikke var så overvældende populært blandt genrens lyttere.

Siden da har en anden sort kunstner haft større held: Shaboozey, der gæstede Cowboy Carter, har ikke bare erobret den amerikanske singlehitliste, men er også blevet ganske populær i countrysegmentet – og han er skam nomineret til prisuddelingen.

Da albummet blev udgivet, sagde Beyoncé da også, at hun ikke havde lavet et countryalbum, men et Beyoncé-album.

Måske har Country Music Award bare taget hende på ordet.

Duellerne er afgjort, men kampen fortsætter, og jeg fortsætter med at skrive det daglige nyhedsbrev i morgen. Indtil da kan jeg træffes på xboa@weekendavisen.dk.

Med venlig hilsen
Anders Boas