Cuba er ikke et hashtag

Hele ugen har tusindvis af cubanere deltaget i de største protester i Cuba i årtier og måske siden revolutionen i 1959. Konservative præsidenter som Brasiliens Jair Bolsonaro håner derfor »kommunisterne« i regimet. Også frie liberale som Simon Emil Ammitzbøll-Bille kalder med begejstret præcision styret for »det marxistisk-leninistiske diktatur«. Lige så forudsigeligt er det, at Enhedslistens Poya Pakzad skælder ud på USAs blokade og botaniserer i, hvorvidt det åbenlyst diktatoriske styre måske blot er »et hårdhændet autokrati frem for et diktatur«. Mexicos socialistiske leder, Manuel Obrador, og autokrater som Putin ekkoer ligeledes styrets bragesnak om »udenlandsk indblanding«.

Diktatoren selv, Miguel Díaz-Canel, kalder hånligt protesterne en »provokation udført af lejesoldater«. Bizart nok gav han mandag ekspornostjernen Mia Khalifa skylden for oprøret, fordi hun har »opildnet« til det ved at kalde Díaz-Canel for »singao«, altså røvhul. At andet end Díaz-Canel kan optage folk, faldt ham ikke ind. Cubanerne trækkes ellers både med kronisk fattigdom, politisk korruption, hyppige strømafbrydelser, for lidt mad til stadig højere priser og, efter længe at have haft styr på corona, med løbske smitterater.