Brat opvågnen

I denne uge invaderede Putin den vestlige bevidsthed, og intet tyder på, at han har tænkt sig at trække sig ud foreløbig. På alles læber var det brændende spørgsmål: Går Putin i krig? Bliver det i morgen? Eller venter han til efter olympiaden? Hvad skal vi gøre? Hvad sker der nu? Putin selv virker til at nyde den store opmærksomhed, som han forsøger at fastholde ved bevidst at agere tvetydigt. Det ene øjeblik siger han, at han vil fred i Europa. Det næste, at der er et folkemord i gang i Østukraine, som må forhindres. På samme måde optræder alle omkring ham: Det russiske forsvarsministerium meddeler, at det har påbegyndt tilbagetrækningen af styrker fra den ukrainske grænse. Men hov, så er der pludselig en stor russisk militærøvelse i gang ved Norge, og hov, så bliver Ukraine ramt af et cyberangreb, og på satellitbillederne ser det forresten ikke ud til, at styrkerne er på vej hjem.

VESTEN er altså henvist til at gætte på, hvad Putin har tænkt sig. Sandheden er desværre nok, at han har tænkt sig at gøre alt, hvad der overhovedet står i hans magt for at svække Vesten, for det er det, han har arbejdet på i de sidste tyve år. Man forstår ham på sin vis godt. Han er ikke kommet ærligt til sit embede eller til sin enorme formue, og den største trussel mod en autokrat som ham er naturligvis, at der findes en alternativ samfundsmodel: nemlig demokratiet. Det er en yderst nærværende trussel: Pludselig var halvdelen af befolkningen på gaden i Belarus, pludselig var der opstand i Kasakhstan; når som helst kan folket rejse sig og styrte usurpatoren fra tronen. Derfor bliver det i sagens natur meget vigtigt at få de vestlige demokratier til at fremstå som en fiasko: Og man får just fornemmelsen af et ophørsudsalg, når den ene vestlige leder efter den anden drager på pilgrimsfærd til Moskva for at tigge Putin om ikke at angribe Ukraine. Det er noget, russisk tv dækker virkelig intensivt.

SKAL vi forhindre, at Putin gradvist øger sin magt, skal vi stoppe med at gætte på, hvad han vil, og spørge os selv, hvad vi egentlig selv vil. Hvad er så dyrebart for os, at vi skal være villige til at kæmpe for det, om nødvendigt i en krig? I mange år har vi brugt tiden på at bilde os ind, at Putin ikke for alvor var en trussel. Det har heddet sig, at det gør da ikke noget, hvis vi bliver afhængige af russisk gas, for selv under Den Kolde Krig brugte Sovjetmagten ikke gassen som våben. Ikke desto mindre er der i dag akut mangel på russisk gas i Europa. Det har også heddet sig, at med en økonomi på størrelse med den italienske og med en uddøende befolkning, jamen så kan Putin slet ikke true os militært. Og hvis man lægger NATOs styrker sammen, har man sagt, så tør han slet ikke. Men hvad nu? Spørg nordmændene, om de føler sig truet af oprustningen ved den norske grænse i nord og øvelsen i Barentshavet. Eller spørg balterne, der i henhold til de russiske krav til USA og NATO skal afvæbnes.

VI bliver nødt til at erkende, at styrke måles i militær kampkraft og viljen til at bruge den, og at begge dele for vores vedkommende først skal mobiliseres. NATO har ikke et troværdigt forsvar i øst, og det giver Putin blod på tanden.

VÅGNE op af slummeren er ganske ubehageligt, specielt når der er udsigt til en langvarig forstyrrelse, der skal stresse og presse Vesten til indrømmelser. Men det er nu, vi skal stå fast på vores principper; nu, vi skal styrke vores forsvar, og nu, vi skal sørge for, at Rusland ikke ustraffet kan true Europa på den måde. For hver indrømmelse Putin får, vil han bede om en ny. For det er ikke kun Ukraine, der skal ned med nakken. Det er Vesten. AL