I sidste uge kunne Weekendavisen afsløre, at den tidligere grønlandske minister Jørgen Wæver Johansen, der er gift med politiker Vivian Motzfeldt, har fået betalt et hus til 5,4 millioner kroner af en amerikansk investorgruppe med relationer til Donald Trump. Siden da har mange mennesker på diverse sociale medier spekuleret i, om huskøbet kan være i strid med en lov fra januar.

Spørgsmålet er ikke blevet mindre aktuelt, efter at USA, Grønland og Danmark tirsdag underskrev en ny sikkerhedsaftale. Det er en aftale, der vil åbne døren for endnu flere amerikanske investeringer i Grønland. Som den amerikanske investor Drew Horn, som danske medier tidligere har anklaget for at udføre hemmelige påvirkningsaktioner i Grønland, siger til Klaus Wivel i ugens avis: »Fra et forretningsmæssigt perspektiv er det en perfekt aftale.«

Den omtalte lov fra januar blev vedtaget med netop det formål at undgå udenlandsk opkøb af ejendomme i Grønland. Mere specifikt er der tale om lov nummer 78 kaldet »Inatsisartutlov om erhvervelse af adkomst eller brugsret til fast ejendom«. Her står der blandt andet, at man kun må eje ejendom i Grønland, hvis man enten er dansk statsborger eller har haft fast bopæl i Grønland i mindst to år.

Originalfoto: Tim Barsoe, Scanpix.

Jørgen Wæver Johansen har oplyst til det grønlandske medie KNR, hvad huset skulle bruges til: »Formålet er enkelt: at sikre, at vore medarbejdere og samarbejdspartnere har adgang til trygge og pålidelige overnatningsmuligheder, når de arbejder i Nuuk.«

Spørgsmålet er, om dette er i strid med den del af loven, der eksplicit forbyder stråmandsvirksomhed. I § 13 står der: »Retshandler, der må antages at være indgået med det formål at omgå de i denne Inatsisartutlov indeholdte regler, er ugyldige.«

KNR har spurgt Departementet for Boliger, Infrastruktur, Yderdistrikter og Beredskab for at finde ud af, hvordan de fortolker lovgivningen. De skriver:

»Det fremgår af lovbemærkningerne, at omgåelse eksempelvis kan ske ved benyttelse af stedfortrædere, ofte betegnet som stråmænd, der formelt opfylder betingelserne i loven, skriver departementet. Lovbemærkningerne fremhæver blandt andet aftalegrundlaget, betalings- og finansieringsforholdene samt de involverede aftaleparter. Det kan også indgå i vurderingen, om den retlige organisering af erhvervelsen må anses for tyndt kapitaliseret, om der er foretaget en sædvanlig projekt- og kreditvurdering, og om finansieringen er ydet mod sædvanlig og betryggende sikkerhed.«

I artiklen erkender Wæver Johansen desuden, at de amerikanske penge er et lån. Spørgsmålet er nu, om hans mærkelige huskøb er i strid med bestemmelserne. Lever den besynderlige udenlandske finansiering op til kravene? Og kan det anses for stråmandsvirksomhed, at han vil lade sine amerikanske forretningspartnere opholde sig i huset?

Selv er Jørgen Wæver Johansen ikke i tvivl. Han siger til KNR:

»Det er noget, vi selv sagt har fået undersøgt, inden man gennemfører sådan noget her. Selvfølgelig har vi et juridisk belæg for, at der er tale om en almindelig finansiering (...) Vi har sikret, at vores långiver ikke på nogen måde kan erhverve ejendommen uden selv at skulle igennem en ansøgningsproces, ligesom alle andre skal.«

I øvrigt

Historien om Jørgen Wæver Johansens nye hus er nået helt til USA. Tirsdag havde den kendte journalist Rachel Maddow et indslag i sit program på MS Now om huskøbet og de bemærkelsesværdige forbindelser til den Trump-relaterede investorgruppe Greenland Development Partners. 

Ros herfra til Maddow for en næsten perfekt udtale af »Weekendavisen«.