I politik skal man huske at tælle de lyse timer, og især Venstre skal for tiden være vakse, når der en sjælden gang indtræder en af slagsen.
Mandagens måling fra Voxmeter viste eksempelvis 11,3 procent, hvilket er det bedste i måneder. Og som en journalist fra Ritzau gjorde opmærksom på, er det den første måling, hvor samtlige respondenter havde mulighed for at kende planen om Jakob Ellemann-Jensens tilbagevenden.
Selv om Venstre dermed igen er det største af partierne i den gamle blå blok, er der næppe tale om tal, der fremkalder tilnærmelsesvis hyperventilering hos hverken kommentatorer eller venstrefolk.
Det er stadig et par procent under valgresultatet, der i sig selv var tæt på det katastrofale, og en umiddelbar farbar vej mod tidligere tiders tilslutning tegner sig ikke.
Som proklamatorisk modstander af Mette Frederiksen som statsminister var Venstre selvsagt det af de tre regeringspartier, der havde det største forklaringsproblem, da SVM-regeringen blev dannet.
Begrundelsen blev, at man dermed forhindrede noget værre, da valgresultatet under alle omstændigheder gjorde Frederiksen til statsminister. Spørgsmålet var kun, om det skulle være sammen med Venstre eller sammen med den røde blok med de konsekvenser, det sidste måtte få.
Analysen, som Jakob Ellemann-Jensen udfoldede på Venstres landsmøde i november, var sådan set faktuelt korrekt, men også så defensiv, at den næppe kommer til at samle begejstrede blå vælgere i hobetal.
At Ellemann så siden blev stressramt og efterlod partiet med en uafklaret ledelsessituation, gjorde selvsagt ikke problemerne mindre. Internt lykkedes det for duoen Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen at holde sammen på partiet, men at forlange mirakler udi vælgergunst af en midlertidig ledelse havde nok været for meget at forlange. Derfor kan der sagtens være en grad af sandhed i formodningen om, at meddelelsen om Ellemanns genkomst i august giver udslag. Afklaring er som regel bedre end det modsatte.
Internt i Venstre er der dog næppe noget stort lettelsessuk. Tværtom var mange allerede ved at indstille sig på nye tider, som Lund Poulsen og Lose måske kunne have båret igennem. Med Ellemann er det igen usikkert. Flere topfolk har sagt det direkte: Det bliver ikke lettere end den situation, han forlod med sin sygemelding.
I denne uge fremlægger Troels Lund Poulsen regeringens udspil til det kommende forsvarsforlig. Som Weekendavisen skrev fredag bliver det et økonomisk rammeforlig, der afsætter 100 milliarder kroner til nyinvesteringer over de næste 10 år. Selv om det lyder af meget, vil man næppe undgå kritik for, at det er for lidt, og især for at pengene kommer for langsomt.
Skulle man tro, at Ellemann så kan se frem til blot med rund hånd at skulle uddele de penge, Lund Poulsen i hans fravær har skaffet til veje, tager man fejl. Der bliver benhårde kampe om prioriteringer, for der er langt fra penge nok til alt det, Forsvaret ønsker sig. Dertil kommer pres fra lokalpolitiske og erhvervsmæssige interessenter. Oveni det tilbagestår stadig at få orden på et område, der er kendt for dårlig økonomistyring og en organisation plaget af indre modsætninger.
Det burde i sig selv være mindst et fuldtidsjob, men for en partiformand i regering er der mere. Venstre mangler stadig at finde den offensive fortælling om regeringsdeltagelsen. De synlige resultater, der ikke var nået uden deres deltagelse. Den historie skal findes i intern konkurrence med de drevne regeringsdeltagere Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen samt under konstant beskydning fra resterne af blå blok.
Det sidste vil givet ikke tage af. En CO2-afgift på landbruget og en potentiel ny flygtningekrise er oplagte angrebspunkter.
Det kunne godt tale for, at man skal huske at glæde sig over, at denne uge ser en kende lysere ud.
