Toget var forsinket på grund af luftangrebene, så min samtalepartner nåede frem til Kyiv fire timer senere end planlagt. Til gengæld virkede internetforbindelsen upåklageligt, da Vladyslav Duttjak ringede til Danmark over Skype.

I de seneste måneder er hans eftertænksomme ansigt blevet kendt i både Ukraine og Rusland – men på meget forskellige måder. For millioner af russiske tv-seere er han blevet præsenteret som Kyivs svar på Joseph Goebbels, en »overbevist nazist, som hader alt og alle og forvandler mennesker til nådesløse mordere«.