Et væsentligt element i regeringens reformprogram Danmark kan mere III er en vidtgående omlægning af de uddannelser, som universiteterne udbyder. Forslaget er, at kandidatuddannelserne skal forkortes fra fem til fire år. Det gælder godt nok ikke for alle uddannelser. Men for humaniora og samfundsvidenskab skal det være fremtidens norm. Uddannelser på sundhedsområdet og det teknisk-naturvidenskabelige område går derimod i realiteten fri.

I reformudspillet ligger også, at koblingen mellem uddannelser og arbejdsmarked skal være tættere. Det indebærer blandt andet øget praktik på den etårige kandidatuddannelse, indførelse af toårige forløb for erhvervskandidater, større fleksibilitet ved overgangen fra bachelor- til kandidatuddannelser, hvor studenterne i dag altovervejende fortsætter i sporet fra deres grunduddannelse, og mere intensiv undervisning. Et væsentligt led i udspillet er en opprioritering af livslang efter- og videreuddannelse for kandidater, der er på arbejdsmarkedet. Overse endelig ikke, at forslaget også lægger op til en koordineret tilmelding på centralt niveau. Så der er ikke herfra bidrag til afbureaukratisering.