Mandag den 26. marts 2001 blev »Kejserens nye klæder« genopført i Danmark. I medierne kunne man læse, at De Radikales udviklingsminister Anita Bay Bundegaard havde pyntet sig med lånte akademiske fjer. På hendes cv stod der »cand.ling.merc. i engelsk og spansk«, men hun havde ikke afsluttet uddannelsen. »Falsk cv på radikal hjemmeside,« skrev Ekstra Bladet, mens B.T. udbasunerede: »Vælgernes dom over minister: Hun lyver«. Avisen refererede til en måling, hvor 56 procent mente, at Bundegaard bevidst havde snydt med sin akademiske titel.

Den radikale minister blev latterliggjort i ugen før 1. april, og det gav journalisten og forfatteren Kenneth Bo Jørgensen en idé til en aprilsnar, der endte med at præge et politisk landsmøde i et helt andet parti, Enhedslisten.