Leder. Vesten med Danmark trækkes nu ind i den eskalerende konflikt i Mellemøsten. Det er desværre nødvendigt.
Alternativet er værre
VESTEN trækkes nu direkte ind i den krig i Mellemøsten, som massakren i Israel 7. oktober satte i gang. Som i alle andre krige følger denne en drejebog, som føles uafvendelig og ildevarslende. I første omgang handler det om at slå houthierne ned, den islamistiske bevægelse i Yemen, som er gået til angreb på den internationale skibsfart. Danmark deltager i koalitionen og sender en fregat til området med en bemanding på 175. Deres opgave er på et helt andet trusselsniveau end at nedkæmpe pirater.
GÅR Danmark med i koalitionen, er det en naturlig konsekvens af, at vi er en søfartsnation. Mærsk-skibe har været under direkte beskydning, og disse vedvarende angreb på international skibsfart er utålelige og utilladelige. Amerikanske og britiske styrker har allerede angrebet mål i Yemen, og USA har anbragt houthierne på den terrorliste, som gør det vanskeligere for bevægelsen at modtage støtte. I denne uge bordede amerikanske styrker en båd lastet med våben til houthierne, og det frygtes, at operationen har kostet to marinesoldater livet.
Del: