Alle hader Washington

WASHINGTON – For nylig kunne man følge med i to amerikanske ritualer, mens de blev udført i hovedstaden med få dages mellemrum.

Det første var mindehøjtideligheden for dronning Elizabeth.

Den foregik i National Cathedral, den smukke gotiske kirke på den grønne bakke i den nordlige del af byen. Tv-stationerne sendte som sædvanlig live fra stedet, hvor præsidenter og prominente politikere også bliver mindet, og fotograferne zoomede ind på kirkens sorte biskop, før de panorerede hen over den markant hvidere forsamling. De var der allesammen. Hele »Klubben«, som Washingtons parnas også bliver kaldt. Senatorer og studieværter. Vicepræsident Kamala Harris på første række i sort sørgedragt og perleøreringe. Lobbyister og kontorchefer. Nancy Pelosi, som takket være sin mands aktiehandler har sikret sig en personlig formue på mere end en milliard kroner. Det rækker dog kun til en sjetteplads på listen over Kongressens rigeste medlemmer.

Det andet Washington-ritual var et bandeopgør.

Det begyndte for foden af den grønne bakke og bølgede frem og tilbage hele dagen, med skyderi og udrykning i flere dele af byen. Om aftenen var fem personer indlagt med skudsår.

Skyderiet var kulminationen på et usædvanligt voldeligt år. For USA i det hele taget og for Washington i særdeleshed. I hovedstaden bliver der igen skudt foran kontorbygningerne i centrum og turistfælderne i Chinatown. En 23-årig running back for byens football-hold blev skudt to gange, da han forlod en berømt krabberestaurant et par gader fra højesteret.

I 2021 blev 200 personer myrdet i den lille firkant på 15 gange 15 kilometer, som udgør Columbia-distriktet. Det er det højeste tal i to årtier, og det tegner til at blive endnu højere i år.

De to ritualer hænger sammen med et tredje, som en stor del af landet er i færd med at udføre i disse dage. Man kunne kalde det Washington-bashing. Til midtvejsvalget den 8. november stiller mange kandidater op med støtte fra Donald Trump, og de gentager hans valgløfte om at »dræne sumpen«. Det er lobbyisterne, karrierepolitikerne, hele det selvgode og pengegriske parnas i National Cathedral, de vil have skyllet ud.

Men også mange demokrater har fået nok af det, som de kalder »korruptionen i Washington«. De vil have strammet de regler, der lader politikere som Nancy Pelosi blive styrtende rige på mistænkeligt rettidige aktiehandler. Som mørklægger donationerne fra private virksomheder og smører svingdørene mellem regeringen og det private erhvervsliv.

Én ting kan kandidaterne faktisk godt blive enige om i en valgkamp, hvor begge partiers yderfløje fylder usædvanligt meget: Amerikas problemer begynder i Washington.

En gryderet af korruption

Det synspunkt er selvfølgelig ikke spor nyt. I 1790erne var hovedstaden ikke meget mere end en kajplads med malariamyg, da senator Thomas Tredwell fra New York kaldte stedet »en politisk bikube, hvor samfundets parasitter kan samles og næres af landets honning«. Senere klagede Mark Twain over, at selv de mest uduelige mennesker tilsyneladende kunne få et job i Washington, og i 1880 kaldte historikeren Henry Adams byen for en »gryderet af korruption«.

Begge partier har set fordele i at tale hovedstaden ned. Det var republikaneren Ronald Reagan, der i sin første præsidentperiode kaldte Washington for en »sump«, og hans rådgiver Pat Buchanan, der beskrev byen som et »fredet vådområde« for pampere og karrierepolitikere. »De formerer sig og bliver udklækket i det,« forklarede han.

Men også demokrater har malket metaforen. Tilbage i 2006 gik Nancy Pelosi fra Californien til valg på at »dræne sumpen«, nøjagtig som hendes politiske ærkefjende Donald Trump lovede det ti år senere. Da Massachusetts-demokraten Elizabeth Warren forsøgte at blive partiets præsidentkandidat i 2020, var sumpen og alle dens dårligdomme selve hendes svuppende platform.

»Alle hader Washington, når de er på valg,« siger journalisten Mark Leibovich, der har skrevet flere bøger om hovedstadens politiske miljø.

»Så længe de taler til vælgerne, vil ingen have noget med byen at gøre. Det gælder også dem, der helt indiskutabelt er en del af landets politiske elite. Jeg er sikker på, at John F. Kennedy også skældte ud på Washington, dengang han førte valgkamp.«

Som regel bliver det dog ved snakken. Når man først er flyttet ind, lærer man hurtigt at leve med rodet. Som den tidligere senator Jim DeMint skriver i forordet til bogen Drain The Swamp fra 2017:

»Der sker noget med næsten alle, der bliver valgt til Senatet eller Repræsentanternes Hus. De lover allesammen at storme ind i Washington og dræne sumpen. Men det tager dem kun et par måneder at opdage, at sumpen også kan være en behagelig spa. Og at de gerne vil ligge i blød så længe som muligt.«

De fleste er enige om, at det blev værre under Obama.

Washington ændrede sig i de år, og det var ikke kun den unge, hippe nye administrations fortjeneste. Obamas indsættelse i 2008 faldt sammen med en ny æra af sociale medier og iPhones, som politikere brugte til at tage selfier og kommunikere direkte med vælgerne. Politik blev visuelt og personbåret og glamourøst og overfladisk på en måde, det ikke havde været før. Milliardæren Jeff Bezos købte The Washington Post og flyttede ind i Kalorama-kvarteret i en storm af blitzlys. I frokosttimen sad der pludselig rappere og filmstjerner mellem de brune jakkesæt på The Palm og Café Milano.

Det var også her, den politiske klasse blev endegyldigt afkoblet fra resten af landet, mener Mark Leibovich. Hans bog fra 2013, This Town, handler om Obama-æraen, hvor dele af Washington blev svøbt i en boble:

»Det blev muligt at leve et meget behageligt liv i Washington uden rigtig at forstå eller behøve at interessere sig for, hvad andre amerikanere er udsat for. Man ser det også nu, hvor inflationen er relativt meget lavere i Washington end i andre dele af landet, så magthaverne i byen undervurderer med garanti den kamp, som middelklassen udkæmper.«

Evan Osnos flyttede tilbage til Washington i 2013, samme år som This Town udkom. Han voksede op i en forstad til byen, men havde tilbragt 12 år i Kina og kunne næsten ikke genkende byen. Journalisten og forfatteren har skrevet Joe Bidens biografi og bogen Wildland om årsagerne til USAs splittelse. En af årsagerne, mener Osnos, er, at parnasset i hovedstaden er blevet voldsomt meget rigere i de seneste 20 år, mens den gennemsnitlige amerikaner er blevet fattigere.

»Det mest slående ved at flytte tilbage til Washington var, hvor opulent og luksuriøs byen var blevet,« husker han. »Folk bruger sjældent økonomiske begreber, når de skal forklare, hvorfor de føler sig fremmedgjorte fra politik og politikere. Men jeg tror, at de opfanger de økonomiske skel. Da jeg flyttede tilbage, var halvdelen af kongresmedlemmerne mangemillionærer. Sådan plejede det ikke at være, og det er jo egentlig bizart. Det er i hvert fald ikke repræsentativt.«

Glorificerede telefonsælgere

Spørger man amerikanerne, er hovedstadens sumpmonstre ikke de samme som før. De ændrer udseende og adfærd med tidsånden. På Reagans tid var det bureaukraterne i Big Government, som mæskede sig i Washingtons overflod, på bekostning af de hårdtarbejdende amerikanere uden for ringvejen. Reagan ville ikke være glad for udviklingen siden da: Omkring en halv million embedsmænd arbejder i dag i og omkring hovedstaden, og hertil skal lægges knap 600.000 ansatte i ngo’er, velgørende organisationer og tænketanke.

Senere blev lobbyisterne de ækleste monstre i sumpen. Det var dem, Donald Trump var ude efter i 2016, og som Trump-støttede kandidater som Marjorie Taylor Greene fra Georgia lover at smide ud på røv og albuer. De har fat i noget, mener journalisten Tara Palmeri, der skriver nyhedsbrevet The Washington Mall om byens politiske liv.

»Trump tager ikke nødvendigvis fejl, når han kalder den del af Washington for en sump,« siger hun. »Der er efterhånden så mange penge i byen, og hver enkelt politiske beslutning har så stor en værdi, at særinteresser har fået en ret enestående magt over systemet. Der er ingen, der rigtig har formået at dræne sumpen, fordi der simpelthen er for mange penge at tjene i den. Selvom Trump lovede at gøre det, så fik han heller ikke for alvor gjort noget ved problemet. Og nu har vi Bidens administration, hvor flere topfolk er tidligere lobbyister, så der kommer helt sikkert heller ikke til at ske noget i hans tid.«

Ét er, at der er en meget ligefrem forbindelse mellem penge og politik i Washington. Kongresmedlemmer er hele tiden i gang med at samle penge ind til partiet gennem fundraising-middage eller ved at sidde i timevis og ringe til faste donorer som glorificerede telefonsælgere. Det er nemt at købe sig til politisk indflydelse i sådan et system, og der er tale om store beløb. Som Demokraternes majoritetsleder skal Nancy Pelosi eksempelvis skrabe mellem 350 og 600 millioner kroner ind hvert år. Det er også hendes opgave at straffe partifæller, der ikke når deres mål, ved at smide dem ud af diverse udvalg og komiteer.

Noget andet er, at det er så nemt at veksle politisk magt til kontanter i Washington. Der findes love, som skal begrænse lobbyisme, men man kan omgå dem ved at kalde det Public Relations og stadig tjene et hav af penge på sin viden og kontakter, så snart man forlader sit embede.

Dét er svært at sige nej til. Republikaneren Thomas Massie har sammenlignet den reversnål, som alle kongresmedlemmer modtager, med ringen i Ringenes Herre: Så snart de tager den på, begynder de at forvandle sig til Gollum.

Som noget tredje ved ingen helt, hvor pengene kommer fra. Lovene om gennemsigtighed virker ikke. I de seneste år er nogle kandidater ganske vist begyndt at bruge sociale medier til at skaffe mikrodonationer på 200 dollar eller mindre direkte fra vælgerne. (Det er især republikanere, der gør brug af den mulighed, mens demokraterne har overgået dem i kunsten at kanalisere såkaldte Dark Money uden om offentlighedens bevågenhed). Med mikrodonationer skulle kandidater kunne undgå at komme i lommen på private virksomheder og andre særinteresser. Men ifølge Anna Massoglia, der følger pengestrømmene for organisationen Open Secrets, er det mere kompliceret end som så:

»Ideen er, at de små donationer skal gøre kandidaterne fri af særinteresser. Men det har vist sig at være tomme løfter, fordi det nogle gange er de samme store donorer, der deler donationerne op i mange små bidrag og på den måde kan skjule deres støtte. Så det ændrer ikke systemet. Tværtimod har særinteresserne kun fået flere muligheder, når det handler om at finansiere politikere, uden at offentligheden opdager det.«

Pædofile pizzabagere

Ikke alt i sumpen lugter af penge. Mange konservative amerikanere betragter stadig først og fremmest Washington som en moralsk sump. En sump af synd, stoffer og udenomsægteskabelig sex.

Man behøver ikke læse mange aviser for at få styrket den mistanke. Forårets store skandale var de republikanske sexorgier, som det 26-årige kongresmedlem Madison Cawthorn var blevet inviteret til. I et interview blev Cawthorn spurgt, om eskapaderne i tv-serien House of Cards var taget ud af den blå luft, hvortil han begyndte at fortælle om invitationer til »seksuelle forsamlinger« og misbrugseksperter, der tog kokain for næsen af ham.

Efterårets skandale tegner til at blive præsidentens søn. Hunter Biden bliver i øjeblikket efterforsket for skumle forretninger i udlandet og et våbenkøb, han måske har løjet om. Biden junior har også et langvarigt misbrug bag sig og skriver blandt andet i sin erindringsbog, at han i en periode »røg crack hvert kvarter«.

For nogle amerikanere er sumpmonstrene både ondere og mere virkelige end nogensinde. Under valgkampen i 2016 udråbte konspirationsteoretikerne i QAnon mit lokale pizzeria i den nordvestlige del af byen til at være en del af en satanistisk pædofiliring anført af Hillary Clinton. Tusinder af amerikanere tror stadig på »Pizzagate«, hvor Hillary og hendes kumpaner skulle stjæle børn fra deres hjem og skjule dem i kælderen under Comet Ping Pong Pizza. En mand fra North Carolina besluttede sig for at afsløre de pædofile pizzabagere, fyldte sin bil med våben og kørte nordpå. I 45 minutter truede han de ansatte med sin riffel, mens han ledte efter en underetage, som ikke findes. Han skød mod låsen til et lagerrum i frustration, inden han overgav sig til politiet udenfor.

Episoden på Comet Ping Pong blev set som endnu et eksempel på, at amerikanerne lever i forskellige virkeligheder. Det blev tydeligt i Trump-årene, hvor dødstrusler mod embedsmænd og journalister sad mere løst end før. Der kom sikkerhedsvagter foran The New York Times’ kontor, og da republikaneren Liz Cheney undsagde Trump, måtte hun rejse med særlig politibeskyttelse i hovedstaden.

Her begyndte republikanske politikere også at blive overfuset på gaden og nægtet betjening på byens barer og restauranter. Især var der episoder på byens mexicanske restauranter. Måske havde ejerne lyttet til demokraten Maxine Waters, der opfordrede folk til at smide medlemmer af Trumps regering ud, hver gang de så dem i butikker eller restauranter.

Men i Washington begyndte den store opdeling længe før Trump. Og ansvaret ligger et andet sted, mener Derek Hyra, der forsker i byudvikling ved American University.

»Se lige det her sted!« siger han, da vi har klemt os ind på en café med cubansk mad og dyr, stærk kaffe. Hyra har selv foreslået at mødes på The Wharf, byens nye havnefront med lækre restauranter og høje kvadratmeterpriser, hvor han laver feltarbejde for tiden. Før prestigeprojektet begyndte, kunne man højst få en håndmad i kvarteret. I dag åbner Gordon Ramsay en restaurant rundt om hjørnet, og der er stor koncert på en af molerne. Det er helt vildt. Det er også et kæmpestort problem for byen, forklarer Hyra:

»Byen ser meget bedre ud i dag, end den gjorde i 1990erne, og hele området rundt om Washington er blevet et økonomisk kraftcenter på linje med New York eller Chicago. Det er selvfølgelig glædeligt. Men i selve byen er der også større økonomisk og racemæssig ulighed end nogensinde. I det her kvarter har mange været nødt til at flytte, fordi de ikke har råd til at bo her. De sociale boligbyggerier begynder lige derovre, og alle de her restauranter og barer er ikke noget for dem. De kommer her slet ikke.«

Det er et problem for en by, som skal forestille at føre noget af den mest progressive politik i landet, mener Derek Hyra. Washington, D.C., er det demokratiske parti. Demokraterne har et overvældende flertal i distriktet, som i 1970erne blev kaldt Chocolate City, fordi 70 procent af indbyggerne var sorte, og byen skulle være et forbillede for andre. Men nu bliver den mere hvid og ulige for hver dag.

Det er den nye sump i Washington, mener Derek Hyra. Det uforenelige liv på The Wharf og i boligblokkene ved siden af. Afgrunden mellem den hvide menighed på bakken og de sorte i byen. Hvis ikke Demokraterne kan sætte skik på Washington, hvorfor skulle man så betro dem resten af landet?

»Det demokratiske bystyre i Washington har i hvert fald ikke håndteret det ret godt,« siger han.

»Selvom den ene administration efter den anden har været demokrater og sorte, har de ikke styret udviklingen i en retning, hvor borgere med lav indtægt fik gavn af den store velstand, der er blevet skabt i byen. Det er den samme historie i San Francisco, der også er en demokratisk højborg, hvor de fattigste også bliver skubbet ud af byen. Man hører den ene borgmester efter den anden sige, at de skal skabe mere velfærd og inklusion, men det slår altid fejl.«