Del 1. Tryghedsskabende indsatser, mærkelige replikker i julekalenderen og Helle Thornings kvindekamp i Saudi-Arabien. Her er ...
Året ifølge Leny Malacinski
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Weekendavisens daglige nyhedsbrev udkom første gang 15. januar i år. En uge ad gangen har avisens journalister skrevet nyhedsbrevet på skift og udstillet vores totale mangel på redaktionel stringens. Mens andre mediers nyhedsbreve kan tilbyde kriterier som overblik, aktualitet og relevans, bliver Weekendavisens nyhedsbreve mest til efter spørgsmålet: Hvad føler du selv er vigtigt i dag?
For Christoffer Zieler var det blandt andet, dengang hans fastboende edderkop foran hoveddøren pludselig forsvandt på poetisk vis. For Aske Munck begynder det tit med noget, den franske filosof François de La Rochefoucauld har sagt, og ender med noget, der irriterer ham.

Heldigvis kan vi konstatere, at læserne er lige så uinteresserede i objektivitet som os selv.
Nyhedsbrevet er egentlig gået på juleferie, men frem til anden juledag vil jeg her gennemgå de begivenheder fra året, der gik, som i særlig grad fortjener at blive fremhævet og offentligt udskammet. Det er ikke i kronologisk rækkefølge. Det er ikke repræsentativt. Velkommen til det værste af 2024.
1. Danske manuskriptforfattere
DRs julekalender Tidsrejsen 2 handlede om to børn, der rejser tilbage til middelalderen via en tidsrejsemaskine. Her kan man høre den 13-årige dreng Romeo sige ting som »Lokummet brænder, så vi skal væk nu«. Til pigen Holly siger han: »Jeg kan gøre en ende på jeres firma og sætte dig bag tremmer.« På et tidspunkt får Romeo også sagt om sine mange tidsrejser, hvor han leder efter sin ukendte far: »Jeg fik givet besked videre om min eksistens.«
Hvem skriver de replikker? Maude fra Matador?

2. Tryghedsskabende indsatser
Agedrup Skole i Odense kom i mediernes søgelys, da 113 forældre i februar måned slog alarm over en forrået kultur. Børn udsatte hinanden for tæsk, trusler og seksuelle krænkelser, og skoleledelsen indførte derfor en ordning, der skulle forbedre miljøet på skolen. I en besked til forældrene lød det således:
»Vi laver toiletmakkere for alle pigerne i FSFO for at imødekomme utrygheden ved at gå på toilettet alene.«
Intet er mere ildevarslende end offentlige retningslinjer, der forsikrer om, at man ikke skal være bange, så længe man bolter dørene indefra.

3. VM til Saudi-Arabien
Helle Thorning-Schmidt, der er formand for DBUs Governance- og Udviklingskomité støtter op om, at Saudi-Arabien bliver vært for VM i 2034. Saudi-Arabien er en legitim, dansk handelspartner, og hvis der skal protesteres imod landets massive kvindeundertrykkelse, bør det ikke være ske via sporten, sagde hun til DR.
»Så har jeg et problem med, at lige præcis fodbolden, ikke andre sportsgrene, ikke golf, ikke hestesport, skal være dem, som skal op på den allerhøjeste tinde eller allerhøjest oppe i træet for at kæmpe nogle af de her kampe. Det må politikerne tage sig af.«

Helle Thorning-Schmidt udgav i 2021 bogen Blondinens betragtninger, der blandt andet handler om, at hun blev udsat for sexisme som kvindelig statsminister. I bogen skriver hun blandt andet, at der findes et »patriarkalsk system, som gennemsyrer vores samfund og bevidsthed«, og at mænd må »gøre op med sig selv, om de er allierede med kvinder eller ej«.
Måske kan hun uddele sin bog til de saudiarabiske kvinder, der ikke ved, hvor hårdt det er at blive kaldt Gucci-Helle.
I morgen fortsætter nyhedsbrevet. Året ifølge Leny Malacinski udkommer samlet i Weekendavisen fredag den 27. december.
Venlig hilsen
Leny Malacinski
Del: