Dagen ifølge Christoffer Zieler

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

At kalde det en morgenrutine ville være at gå for vidt, men ret ofte indleder jeg dagen ved at spadsere gennem det edderkoppespind, der hænger foran min hoveddør.

Og mens jeg mærker det lette net udspænde sig over ansigtet – først næsen og de blottede øjeæbler, så skægget, panden og håret og rundt om ørene – har jeg blandede følelser: Lige dele skam, idet jeg jo havde glemt, igen, at spindet hang cirka samme sted dagen før, og mild panik, fordi en fuldvoksen, overrasket og højgravid korsedderkop muligvis lige nu kravler rundt et sted på mit hoved.

Det er sådan, jeg ved, at efteråret nærmer sig; hvis morgenerne ikke var så mørke, havde jeg nok bemærket edderkoppespindet.

I morges var der ikke noget spind; de store edderkopper dør her i oktober, cirka halvandet år gamle, efter at have lagt deres æg i en sprække eller et hulrum et sted. Næste års edderkop vil aldrig have mødt sin mor.

1. 7. oktober

I dag er det et år siden, at Hamas drog på mordtogt i Israel og indledte den krig, der nu er vokset til den regionale konflikt, som mange frygtede og advarede imod. Tusinder af palæstinensere og hundredvis af libanesere er dræbt, og selvom et ukendt, men utvivlsomt stort antal af de døde var krigere, er Israel fortsat truet, og antisemitismen spreder sig som en slim i de vestlige samfund.

I nat lød en eksplosion i Hellerup nær den israelske ambassade. I skrivende stund er det uklart, om der er sammenhæng med sidste uges håndgranatkasterier i samme område, der resulterede i anholdelsen af to mistænkte svenskere. De to pågrebne, en ung mand på 19 og en dreng på 16, blev i weekenden sigtet for terror. Iran er muligvis involveret, forlyder det på TV 2. 

Her er nogle relevante historier i anledning af årsdagen for 7. oktober-massakren:

• Klaus Wivels positive anmeldelse af terrorforsker Magnus Ranstorps nye bog, Hamas – Terror indefra, om, hvilken organisation Hamas i grunden er. 

• Emil Jørgensens interview med palæstinensere i Danmark, som deler deres sorg over det palæstinensiske folks enorme lidelser og taler om den byrde, det er at opretholde drømmen om et tabt land.

• Lasse Winther Jensens reportage fra de områder i Israel, der grænser op til Gazastriben. »Oplevelsen af at besøge Kfar Aza er ikke helt ulig et besøg i Auschwitz, i den forstand at store dele af kibbutzen allerede føles som et museum. Mens resten af Israel har gennemlevet et uhørt dramatisk og omskifteligt år, har tiden stået stille her,« skriver han.

• I weekenden bragte vi desuden optagelsen af Martin Krasniks interview med statsminister Mette Frederiksen, hvori hun gør status over sit syn på krigen og på Israel som statsmagt. Statsministeren argumenterer for en tostatsløsning, om nødvendigt indført hen over hovedet på de stridende folkeslag. Værd at lytte til, også hvis man skulle have læst interviewet i fredagens papirudgave af avisen.

2. Kald hende farmand

Ja, det er noget andet at høre en politiker formulere sine tanker og hensigter end blot at læse om dem. Sådan tænkte jeg, da jeg hørte Kamala Harris tale om kvinders rettigheder her til morgen i podcasten Call Her Daddy, hvis målgruppe er fortrinsvis yngre kvinder.

Selvom vært Alex Cooper gør det klart, at hun egentlig nødig nedværdiger sig til at tale om politik i sin podcast, men har tænkt sig at gå hårdt til den demokratiske præsidentkandidat, når nu det skal være, møder Harris ikke andet hos Cooper end venlighed og bløde bolde. Alligevel er det uhyre interessant at høre Harris tale om borgerrettigheder og fordelingspolitik, og man må undre sig over, at hun ikke lader sig grille mere af medierne, end hun faktisk gør.

Hvornår har en politiker egentlig mistet noget ved at tale med folk?

Heldigvis er den amerikanske valgkamp en grotesk evighedsforestilling, så Harris kan nå at give mange interview endnu.

3. Gammel ost

Ekskandidat Joe Bidens åbenlyse alderssvækkelse har delvis skygget for, at den republikanske præsidentkandidat Donald Trump heller ikke er nogen springfyr. Men er Trumps hjerne også ved at blive til ost? 

Derom spekulerer The New York Times i en artikel fra i går.

Trump har, for eksempel, blæret sig med, at folk i salen hujede og støttede ham, da han dystede mod demokraten Kamala Harris i en tv-debat i september, men som The New York Times bemærker, var der slet ikke noget publikum ved denne begivenhed.

»Enhver kan selvfølgelig huske galt,« skriver avisen. »Men debatten havde fundet sted blot en uge forinden, og den var et relativt mindeværdigt øjeblik. Desuden var det ikke ligefrem den eneste gang på det seneste, hvor hr. Trump har forekommet forvirret, glemsom, usammenhængende eller ude af trit med virkeligheden. Faktisk sker det så ofte for tiden, at det ikke engang vækker den store opsigt.«

New York Times bøffer sit postulat op med computeranalyser af Trumps taler og optrædener.

Denne type analyse, der skal tjene til at afgøre, om Trumps pølsesnak er udtryk for sygdom og svækkelse snarere end blot en usædvanlig politikers overlagte vrøvlerier, har floreret i al den tid, Trump har været politiker. Nu er manden 78, så på et eller andet tidspunkt inden så længe vil det jo nok være sandt, at der ikke længere er lys i alle lamperne i hans hoved. Men mon det nogensinde har været intellektet, der har tiltrukket hans støtter?

Trump kalder selv sin talestil, hvor han hopper fra emne til emne og synes tilfreds med at sige de ord, der nu engang plumper først ned i hans mund, for »the weave« (væveriet eller spindet), en veritabel retorisk gobelin.

4. Bøffet Nors

Nogen har stjålet forfatteren Dorthe Nors' manuskript til romanen Spænd, der endnu ikke er udkommet. På Facebook skriver Nors, at bogtyven over flere dage forsøgte at få fingre i manuskriptet ved at sende svigagtige mails til hende selv og mindst to andre forlagspersoner, som havde adgang til det, før en fjerde person desværre gik i fælden og udleverede manuskriptet til vedkommende.

Jacob Søndergaard, forlagschef hos Gutkind, der udgiver Nors, siger til DR, at han er mystificeret: »Det er gådefuldt for mig. Jeg antager, at personerne bag sådanne mails har en egeninteresse i at læse et nyt manuskript, inden andre gør det. Men jeg kan ikke se, at der er noget økonomisk incitament i det.«

PS: Når det bliver efterår og orange udenfor, og man køber halspastiller til frakkelommen osv., læser jeg altid lige The Onions lille historie om hr. Efterårsmand. Kender man den ikke, bør man ikke snyde sig selv.

På gensyn i morgen

Venlig hilsen
Christoffer Zieler