På den øverste etage i Novo Nordisks hovedsæde i Bagsværd sidder hele topledelsen i et åbent kontorlandskab. Der er ingen skillevægge, og alle sidder ved de samme møbler. Når topchef Mike Doustdar eller en anden direktør skal føre en fortrolig telefonsamtale, må de krybe ind i en af de lydtætte telefonbokse.

Det var den tidligere Novo-topchef Lars Rebien Sørensen, der i sin tid fik revet væggene på direktionsgangen ned. Så da Mike Doustdar for et år siden blev udpeget som ny topchef efter den spektakulære fyring af forgængeren Lars Fruergaard Jørgensen, skulle hjørnekontoret ikke først ryddes for personlige genstande og indrettes med nye møbler og andre malerier.