Brændevinsstenene. Navnet vidner om en helt særlig aktivitet. Det er en række sten ved Vårø Knude på Tåsinge, som danner en naturlig skibsbro. De ligger afsides og er et oplagt sted at lægge til, når man skal i land med lyssky last. For eksempel brændevin, som engang blev importeret i rigt omfang til Tåsinge.

»Det er det eneste sted på Sydfyn, jeg kender til, hvor smugleriet har aflejret sig i et stednavn. Hvis vi kigger på England og Cornwall, så har de jo alle mulige steder, der hedder Smugglers Bay og sådan noget. Hvis vores stednavne her på Sydfyn skulle stå mål med, hvor meget smugleri der har været, så skulle vi også have en Vodkastrand og en Cigaretbugt.«

Det fortæller Nils Valdersdorf Jensen, historiker og museumsinspektør på Svendborg Museum. Han er netop gået i gang med en ph.d.-afhandling om smugleriets kulturhistorie fra 1850-2000 i det sydfynske øhav i samarbejde med SDUs Center for Maritim og Erhvervshistorie.

Det begyndte med, at han skulle skrive en ny bog om et gammelt skib, som museet havde erhvervet sig i 1970erne. Skibet havde fungeret som toldkrydsjagt tilbage i 1800-tallet, og Nils Valdersdorf Jensen fandt det oplagt at fortælle om smugleri i farvandet syd for Svendborg. Han var rimeligt sikker på, at han kunne støve et par historier op fra arkiverne.

Det kunne han i den grad.

»Det væltede bare frem. Jeg havde egentlig bare brug for et par stykker, men lige pludselig sad jeg med 30, 40, 50 sager,« fortæller han.

Da han begyndte at holde foredrag om skibet og smuglerhistorierne, gik det op for ham, at der var mere end bare en række gamle smuglersager fra arkivet.

»Når jeg kom og fortalte om det, oplevede jeg, at der var helt vild respons. Alle havde jo deres egen smuglerhistorie, de havde selv været i gang, eller de kendte nogen, som kendte nogen.«

Alle har kendt til det. Mange har gjort det.

»Min egen mormor har også fået en bøde for at transportere ulovlige varer engang,« siger Nils Valdersdorf Jensen, der selv er opvokset i Odense.

Han dykkede ned i emnet og kunne hurtigt konstatere, at smugleriet havde en lang tradition i området. I historiske kilder omtales det første gang i 1400-tallet, og herfra fortsætter det helt op til vore dage. Den sidste store sag blev oprullet i 2007. Han så, at der var potentiale for decideret forskning i en helt særlig del af den danske kulturhistorie.

Smugleriet, mener Nils Valdersdorf Jensen, kan blandt andet bidrage til forståelsen af meget af den skattesvig, vi ser i Danmark, hvor borgerne ellers i høj grad hylder en velfærdsstat finansieret af høje skatter og afgifter.

Smugleri er som sådan ikke usædvanligt i grænseområder. Man kender også til det i Nord- og Sønderjylland. Men der er noget særligt ved netop dette farvand, det sydfynske øhav. I toldvæsenets dokumenter fra 1960erne omtales det sydfynske øhav som »erfaringsmæssigt særligt smuglerifarlige strækninger«.

I det hele taget er 1960erne og 1970erne en form for »massesmugleriets tidsalder«, og området blev af Ekstra Bladet kaldt »smuglernes paradis«. Når det ligefrem giver mening at forske i feltet, er det, fordi smugleriet kan sige noget dybere om befolkningen på egnen, mener Nils Valdersdorf Jensen.

»Det er nemt nok at se, at der altid har været meget smugleri. Det, der så er spændende, er at få belyst hvorfor, og hvad det egentlig siger om sydfynboerne? Hvilket perspektiv ligger der i det? Det nye er ikke kun at betragte smugleri som en kuriøs historie.«

Det sydfynske øhav er et flydende grænseland til Tyskland i syd og – indtil det blev en fuldgyldig del af Danmark i 1920 – Slesvig i øst. Det betyder, at varer, som ellers er særligt beskattede, findes meget tæt på og er nemme at sejle over et forholdsvis lille hav. Der er således blevet smuglet mange forskellige varer – korn, kvæg, sprut, cigaretter og slik – afhængigt af, hvad der var efterspørgsel efter på et givent tidspunkt.

Som historiker undersøger Nils Valdersdorf Jensen fænomenet gennem historiske kilder som toldmyndighedernes journaler og de oplysninger, han kan finde om lokale smuglere og deres skrevne udsagn. Men der er en begrænsning.

»Jeg har et kæmpe kildeproblem: Jeg kender jo kun de smuglere, der er inkompetente nok til at blive fanget,« som han siger.

Heldigvis for historikeren er en af de mest aktive smuglerperioder, 1960erne og 1970erne, ikke så langt væk, og han har derfor adgang til mundtlige kilder. Og de har ikke været svære at få i tale.

»De, der ikke bliver fanget, de vil jo gerne, når de er på afstand af begivenhederne, prale lidt med deres gerninger. Det er jo et studie i sig selv, hvorfor folk gerne vil det.«

Det er også tydeligt, at smugleriet sjældent er noget, folk lever af. Det er en bibeskæftigelse, og det adskiller sig derfor også fra andre former for kriminalitet, ved at det i mindre grad er noget, folk gør af nødvendighed. Der er også eksempler på smugleri af hash og hårde stoffer, men den slags varer er i højere grad blevet håndteret af mere professionelle kræfter, egentlige kriminelle så at sige. Det udbredte smugleri blandt de i øvrigt lovlydige borgere har primært handlet om ellers lovlige varer som spiritus og cigaretter. Derfor er smugleriet heller ikke voldeligt.

En tolder, som Nils Valdersdorf Jensen har interviewet, havde gennem et helt arbejdsliv kun oplevet en enkelt voldelig episode. Da han på en færge fra Tyskland opdagede en bil med mere gods end tilladt, blev han slået ned af bilens ejer. Ejeren var en overlæge fra Svendborg Sygehus.

»Smugleriet er ikke sådan en lavkastekriminalitet. Det er en folkelig kriminalitet, som har gennemsyret store dele af befolkningen og været accepteret af mange. Man har set på det lidt ligesom at gå over for det røde lys. Man må ikke, men alle gør det.«

Alle har deltaget. Fra de unge knægte, der sejlede til Tyskland i små joller og hentede spiritus for eventyrets skyld (sådan en tur har næppe kunnet betale sig), til større organiserede smuglernetværk. I 1983 blev en smuglerring af tyske og langelandske pensionister optrevlet. De havde smuglet over 800 flasker vin og 125.000 cigaretter.

Ifølge Nils Valdersdorf Jensen er smugleri netop interessant, fordi det er en kriminel handling, som tilsyneladende er accepteret og udført af mange.

»Historikeren Johannes Olsen skrev i 1930rne den lokale søfartshistorie og skrev, at ’alle smuglede, om ikke for fordelens skyld, så for glæden ved at snyde toldvæsenet’. Jeg er sikker på, at mange af de smuglere, jeg har talt med, og som er aktive i dag, vil være 100 procent enige i det. Der ligger en del glæde i på den måde at snyde staten, og det er den glæde, der er interessant. Hvorfor får man glæde af det?« siger Nils Valdersdorf og fortsætter:

»Jeg tror, der er mange, der sagtens kan hylde velfærdsstaten og støtte op om den med den ene hånd, samtidig med at de jo i virkeligheden undergraver den ved ikke at betale afgifter ved at smugle eller lave sort arbejde med den anden hånd.«

{embedded type="node/node_image" id="9498" width="screen_width"}

Man kan betragte smugleriet som en forhandling om magt. Smugleriet er til dels en form for oprør eller civil ulydighed, en modreaktion på statens kontrol, hvor borgerne forhandler med staten om, hvad der er rimelige afgifter og regler. Smugleri straffes også mildere end meget anden kriminalitet. Oftest er det bøder og ikke fængsel.

»Nogle forskere argumenterer for, at hvis man begyndte at straffe smugleri hårdt og sætte hårdt ind over for det – særligt da det var så udbredt, som det var i 1960erne – så ville staten få et legitimationsproblem. Og det er derfor, man faktisk så lidt igennem fingre med noget af det for at opretholde sin egen legitimitet,« siger Nils Valdersdorf Jensen.

Når han skal forklare, hvorfor smugleriet er blevet så stort i grænsehavet syd for Fyn, lægger han særlig vægt på geografien i området. Det sydfynske øhav består af over 50 større og mindre øer, Ærø, Tåsinge og Langeland som nogle af de største. De mange små øer udgør sammenlagt en enorm kyststrækning, som er svær for myndighederne at kontrollere. Det er også meget fladt. Vårø Knude, på sydspidsen af Tåsinge, er otte meter høj, og herfra kan man se hele vejen til Als. Det gør det nemt for smuglere at undgå toldfartøjer – og et dyrt foretagende for staten at kontrollere området.

Der er altså nogle fysiske egenskaber ved området, der gør det nemt at smugle. Men ifølge Nils Valdersdorf Jensen er der også nogle kulturelle forhold, som følger med geografien. For eksempel at der er tale om små øsamfund, som på mange måder ligger langt fra den centrale statsmagt, der udsteder love og regler.

»De er jo selvregulerende små samfund. Det er de i dag, og det har de også været historisk. Der er ikke nogen myndighedspersoner derude, og hvis der har været en tolder på for eksempel Skarø, så har man udpeget en skarøbo, som har haft det som bibeskæftigelse. Så det har måske været købmanden, som har haft det ved siden af. Tror du, købmanden har lyst til at stikke sine kunder til toldvæsenet?«

Historikeren taler ud fra et konkret eksempel:

»Vi har toldvæsenets patruljejournal fra Skarø i 1960erne, hvor der var en toldbetjent, som ved siden af var købmand, og der står ikke noget på de sider. Han ser ikke noget. Og det kan selvfølgelig godt skyldes, der ikke skete noget. Men det var jo en periode, hvor der beviseligt var rigtig, rigtig meget smugleri, og der er det sjovt, at han bare ikke ser noget på Skarø. Der har jeg en idé om – og det er noget af det, vi skal undersøge nærmere – at det er her, vi møder den der grænselands- eller udkantsmoral i sin reneste form. Der støtter man op om det lokale. Fravælger det store samfund til fordel for det nære.«

Der findes næsten ikke noget forskning om smugleri i Danmark. Så Nils Valdersdorf Jensen ser på historisk forskning uden for landet. Caribien var i 16-, 17- og 1800-tallet en kæmpestor smuglerøkonomi. Johan Heinsen, historiker og lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, har studeret Caribien i kolonitiden, hvor særligt de danske kolonier, de daværende Vestindiske Øer, endte som store smuglerhavne.

{embedded type="node/bondquotes" id="9499"}

De store kolonimagter England, Frankrig og Spanien havde mange kolonier på de caribiske øer, mens Holland og Danmark havde nogle få kolonier. Hele økonomien i området handlede i udgangspunktet om at levere rigdom til kolonimagternes centre – London, Paris, Madrid – og de lokale fik derfor ikke meget ud af handlen, forklarer Johan Heinsen.

Handel med de andre kolonier var ofte forbudt, og de lokale var begrænset i, hvem de måtte handle med. Så selvom der manglede varer på Skt. Croix, kunne man ikke bare sejle over til naboøen, som var en engelsk koloni, og handle. Derfor begyndte de lokale at handle på tværs af øerne uden om myndighederne.

Her kom udkantsmoralen i spil. Lokalbefolkningen begyndte at agere i strid med kolonimagten, fordi den ikke tilgodeså lokale interesser. De danske og hollandske kolonier udviklede sig til deciderede smuglerhavne, fordi de to kolonimagter ikke var så stærkt til stede i området og ikke havde ressourcer til at kontrollere deres kolonier på samme måde som de store kolonimagter.

Johan Heinsen mener, at Nils Valdersdorf Jensens projekt har spændende perspektiver, og sammenligningen mellem Caribien og det sydfynske øhav giver god mening. Blandt andet har områderne nogle geografiske fællestræk, om end i meget forskellig skala.

»Det er begge områder, hvor statsmagten ikke er lige så stærk, som den er i andre dele af riget. Der er simpelthen ikke en statsmagt, som kan gå ind og undertrykke smugleriet effektivt. Både i Caribien og på Sydfyn er smugleri noget, som gavner de lokales økonomi og er til skade for en statsmagt, som alligevel ikke rigtigt er der.«

Han understreger dog, at smugleriet i Caribien er af en noget anden karakter. Dels er der en undertone af vold, som ikke ses i det sydfynske. Dels var varerne meget anderledes. I Caribien var det i høj grad slaver, der blev smuglet, og det er på mange måder en mere grum historie, man finder i Caribien om smugleriet.

Nils Valdersdorf Jensen har taget fat på et område af dansk kriminalitetshistorie, som ikke er særligt velbelyst, og håber at kunne bringe nye perspektiver til forståelsen af ellers lovlydige borgeres lovbrud samt de såkaldte udkantsområders forhold til staten:

»Udkant er et problematisk ord, for jeg tror ikke, at hverken fynboerne eller beboerne på de caribiske øer har følt sig som udkant overhovedet. Det er nok mere sådan en grænselandsmoral. Og hvis de så ovenikøbet er fjernt fra den hovedstad, der udsteder regler og love og regulerer, så tager folk sagen i egen hånd. Jeg tror, at smugleri er en måde at få kontrol med sit eget forbrug på, når der er udstedt regler, som måske ikke harmonerer med den virkelighed, du selv synes, du lever i,« siger Nils Valderdorf Jensen.

»Her i grænselandet har det været socialt acceptabelt, landskabet er perfekt til det. Så er spørgsmålet ikke ’hvorfor smugler du?’, men ’hvorfor smugler du ikke?’ Der skal være en moralsk stopklods, der siger, at de her penge går fra den skole, som jeg i virkeligheden er glad for eller fra sygehusvæsenet.«

Smugleriet er, så vidt Nils Valdersdorf Jensen ved, ikke helt så udbredt nu, som det var i 1960erne og 1970erne. En del af årsagen kan være, at priserne på mange varer i Tyskland og Danmark er blevet udlignet, så det kan ikke betale sig. I stedet er smugleriet blevet mere professionaliseret, og varerne er hårdere, mener han.

Der har dog været sager fra nyere tid, hvor det var lokale med lokalområdets interesser i sinde, der smuglede. Den sidste store smuglersag i området var på Langeland i 2007. På en række adresser på Langeland beslaglagde politiet øl, vin, spiritus, cigaretter og slik, der fyldte to lastbiler. De havde oprullet et smuglernetværk, som havde lastbilchauffører på lønningslisten, der kørte rundt på hele Langeland og solgte ud af varer, der var købt i Tyskland. Bagmanden for foretagendet var kendt af mange i lokalområdet. Han gik under navnet Steen Tobak. Hans borgerlige navn er Steen Hougaard Frederiksen, og han var på det tidspunkt næstformand for Dansk Folkeparti på Langeland. En ægte lokalpatriot.

I næste uge interviewer Annette K. Nielsen Johan Heinsen, der fik Årets Historiske Forskningspris for »Mutiny in the Danish Atlantic World«.

Eskild Bang Heinemeier

En mumlende fortrop