Universitetets værdi

Regeringen ønsker at gøre universitetsuddannelserne mere erhvervsrettede. Kandidatuddannelsen skal forkortes, og uddannelsens indhold skal i højere grad afspejle de kompetencer, arbejdsmarkedet efterspørger.

Der har været meget diskussion af, om man kan nå det hele på den halve tid. Men der er noget mere fundamentalt galt med den måde, hvorpå regeringen ønsker at reformere universitetsuddannelserne. For pointen med disse uddannelser er netop, at de ikke er rettet mod et bestemt erhverv.

I modsætning til professions- og erhvervsuddannelser er universitetsuddannelsen kendetegnet ved at give nogle generelle kompetencer, som kan bruges i mange forskellige stillinger. Disse kompetencer kommer til dels i form af konkrete værktøjer, men i højere grad ved at motivere de studerende til at se verden fra et nyt perspektiv og vænne sig til at tilegne sig og forholde sig kritisk til ny viden. Det er op til den studerende at bruge disse kompetencer til at gøre en forskel i verden.

Dette gælder selv for relativt erhvervsrettede universitetsuddannelser som jura eller psykologi, hvor nogle bliver advokater og psykologer, men mange bruger deres uddannelse på andre måder. De hjælper eksempelvis staten med at lave lovgivning eller virksomheder med at rekruttere de rette medarbejdere. Fordelen ved universitetsuddannelsen er netop denne fleksibilitet.

En universitetsuddannelse gør kandidaten mere produktiv i mange forskellige slags stillinger, men har også en omkostning: Det bliver således op til den enkelte at finde ud af, hvordan man vil bruge de kompetencer, de har fået. Her hjælper den nuværende, toårige kandidat, da den giver plads til en gradvis udslusning til arbejdsmarkedet gennem praktik og studiejob.

En universitetsuddannelse kan heller ikke reduceres til en efteruddannelse. Der er ingen tvivl om, at livslang læring er vigtigt, men en universitetsuddannelse skal give de grundlæggende kompetencer, som kan videreudvikles i løbet af et arbejdsliv. Derfor er det klart at foretrække, at den bliver taget tidligt i livet – og ikke drypvis over en 40-årig periode.

Der er tale om en investering, og afkastet er følgelig størst, hvis den lægges tidligt i livet. Derudover er sandsynligheden for, at den enkelte har tid og råd til mere uddannelse, væsentligt mindre, når først man erhverver sig villa, vovse og – endnu værre – børn! Af samme grund vil de fleste have behov for, at deres arbejdsgiver bakker økonomisk op om projektet. Alene det benspænd vil indskrænke typen af uddannelse, man kan tage. Den vil være af kortere varighed og målrettet virksomhedens behov fremfor samfundets eller den enkeltes ønske om at skifte spor.

Det er vigtigt at huske på, at for langt de fleste er universitetsuddannelsen en stor succes. De nyudklækkede kandidater er meget værdifulde for virksomhederne.

En gennemsnitlig humanistisk kandidat tjener ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd knap 20 millioner kroner efter skat i livtidsindkomst. Mange samfundsvidenskabelige uddannelser kommer op i nærheden af 34 millioner kroner. Til sammenligning tjener en faglært i gennemsnit 16 millioner kroner over et arbejdsliv. Det giver altså mening, at unge mennesker vælger universitetet til og erhvervsuddannelserne fra. Det er med andre ord ikke kun manglen på sløjdtimer, der får de unge til at søge mod universitetet.

Universitetsuddannelser skal selvfølgelig være lydhøre over for arbejdsmarkedets behov, men der er allerede i det nuværende system indbygget strukturer, der sørger for dette. De enkelte uddannelser har løbende kontakt med arbejdsgivere på deres område gennem aftagerpaneler, og dimensioneringen, der blev indført i 2015, betyder, at uddannelser med høj ledighed får reduceret deres optag.

Regeringen har misforstået formålet med en universitetsuddannelse, og derfor risikerer den kommende reform at koste samfundet dyrt. Vi får dårligere uddannede kandidater med mindre studierelevant erhvervserfaring. Det vil gøre dem mindre værd for arbejdsgiverne og for samfundet. Vi må virkelig håbe, at et lidt højere arbejdsudbud er alt det værd.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk