Den verden, vi er vokset op i, blev bygget i årene efter Anden Verdenskrig. USA var chefarkitekt, Europa medkonstruktør – og Sovjetunionen med et stykke ad vejen. Den har tjent os godt, og vi har bygget tryghed og velstand på et fundament af den tids nye ideer om afkolonisering, internationalt samarbejde og global handel. Blandt de vigtigste opfindelser fra den tid er ideen, som NATO-alliancen bygger på: at sikkerhed er kollektiv og udelelig – så vi blot med vores loyalitet kunne få vores sikkerhed på det tørre under den amerikanske atomparaply. 

Hele Vesten nød godt af denne nye verdensorden, og få har forstået at udnytte den bedre end os i de nordiske velfærdssamfund. Det er derfor ikke overraskende, at vi er tilbøjelige til at opfatte den forandring, vi står midt i, som en trussel – og har ondt ved at se de muligheder, den også indebærer.