Svar udbedes

HER ER ET spørgsmål til de borgerlige partier: Hvem er ofrene for den alt for store velfærdsstat?

Svaret er afgørende, for hvis de ikke kan forklare, hvorfor det er skadeligt for danskerne at leve med en altomfattende offentlige sektor, kan de næppe overbevise vælgerne om det til næste valg.

Alligevel er det i dag et af de borgerliges største forklaringsproblemer. De vil have en borgerlig statsminister, men ingen ved hvorfor. Det borgerlige projekt er blevet uidentificerbart, hovedsageligt for de borgerlige partier selv.

Problemet bliver tydeligt, når man sammenligner med Socialdemokratiets politiske stringens. Socialdemokrater kan i søvne opremse ofrene for en underfinansieret velfærdsstat: børn uden pædagoger, patienter uden sygeplejersker, ældre uden plejehjemspersonale. Partiet har disciplineret sin tænkning langs en rød tråd, der fra toppen og hele vejen ned igennem erhvervsuddannelserne, boligområderne og vuggestuerne trækker en direkte forbindelse mellem beskyttelsen af velfærdsstaten og sammenhængskraften og så den lovgivning, der vedtages.

Velfærdsstaten som politisk forretningsmodel er i det hele taget nem at forstå. Danskerne fodrer en stor og stærk offentlig sektor med deres skattepenge, og til gengæld lover den tryghed hele vejen igennem livet. Vi hjælper dig. Vi griber dig. Også selvom det ikke altid passer.

Bagefter pudser Socialdemokratiet så staten på borgerne som en kamphund og bruger ydelserne og lovgivningen imod dem for at få dem til at opføre sig, som systemet ønsker.

BORGERLIGHEDEN ER STRAKS sværere at forklare, for hvem går den alt for store velfærdsstat egentlig ud over? Rige skatteflygtninge, der undslipper til Schweiz i privatfly? Arbejdsudbuddet? En OECD-graf?

De borgerlige partier forsøger for tiden at løbe et momentum i gang ved at erklære et »borgerligt fundament« med tilhørende hjemmeside, skrive fælles kronikker og afholde et borgerligt konvent til september. Foreløbig føles det mest som at se nogen starte en stadionbølge igen og igen, uden at der bliver scoret et eneste mål.

Mona Juul, de Konservatives formand, har også forsøgt at accelerere et borgerligt alternativ. For nylig udsatte hun Troels Lund Poulsen for et svært tilfælde af uønsket politisk opmærksomhed, da hun i Berlingske udråbte ham som de borgerliges statsministerkandidat. Venstres formand svarede med sit vanlige, beherskede temperament:

»Det vil dog kræve en større folkelig opbakning til Venstre, hvis jeg skal melde mig som statsministerkandidat.«

Sandheden er, at borgerlighedens blå tråd p.t. ingen vegne fører hen. Borgerligheden er i dag mest en sindstilstand, der handler om at være fornuftig eller forarget eller bare imod. 

Det virker som et fjernt minde, at den borgerlige skabelsesberetning begynder med borgeren. Et frit menneske, der ejer sig selv og er sin egen højeste autoritet. Den blå tråd er individet, der skal sikres maksimal handlefrihed over for systemet, og anerkendelsen af, at systemet er til for borgerne. Ikke omvendt.

Efter snart tre år med midterregeringen er svaret nedslående. De tydeligste ofre for velfærdsstaten er de borgerlige partier selv.