Nostalgi. Når Socialdemokratiet drømmer, er det om fortiden. Men uden troen på fremskridt forvansker partiet sin egen ideologiske tradition og reducerer sig til et konservativt parti, skriver historikeren Jesper Vestermark Køber. Mens Mette Frederiksen hylder arbejderromantikken og bekæmper storbyeliten, forsømmer hun visionerne for et nyt Danmark.
Socialdemokratiets afsked med fremtiden

Illustration: Rasmus Meisler.
I de sidste 100 år satte intet andet parti så store aftryk på det danske samfund som Socialdemokratiet. Fra at være et arbejderparti rodfæstet i socialismens kamp for kapitalismens afskaffelse, udviklede Socialdemokratiet sig til et folkeparti med ambitioner om at skabe et retfærdigt samfund med lige muligheder, medbestemmelse og frihed for den enkelte til at forme sit liv og sit land. De talrige sociale reformer, som omformede Danmark fra mellemkrigstiden og langt ind i efterkrigstiden, er et bevis på partiets indsats for at skabe det, vi i dag kalder velfærdssamfundet. Et land med udpræget grad af social sikring, ydelser og rettigheder til den enkelte.
Mere end nogle andre er de efterfølgende generationer af socialdemokrater klar over denne arv. Ledende figurer i Socialdemokratiet forsømmer sjældent at forbinde partiets nuværende mærkesager med fortidens meritter. I et interview med Altinget i 2024 kårede partileder Mette Frederiksen Danmark til verdens bedste velfærdssamfund og erklærede samtidig, at ingen kunne nå os til sokkeholderne. Men bag hyldesten af partiets resultater gemmer sig et Socialdemokrati, der i dag står et helt andet sted, end det engang gjorde – præget af nye ideer, nye fjendebilleder og en bemærkelsesværdig mangel på visioner for fremtiden. Socialdemokratiets drøm om et andet samfund fortoner sig under Mette Frederiksen, hvor partiet nu mere ligner sine gamle modstandere end sig selv.
Del:


