Pernille Rosenkrantz-Theils kampagne for at blive overborgmester sluttede, som den begyndte, ikke med et brag, men med et klynk: »Jeg sagde, det ville være næsten umuligt. Det viste sig så at være forkert. Det var helt umuligt,« sagde den trætte socialdemokratiske spidskandidat efter fiaskoen på valgnatten.

Blot 12,7 procent af stemmerne og otte mandater blev det til. For 20 år siden fik Ritt Bjerregaard 37,6 procent, og ved sit dårligste valg i 2017 fik Frank Jensen 27,6. Partiet er mere end halveret på to valg. Den store tragedie for Socialdemokratiet i København er, at man under valgkampen har byttet plads med SF, der har erobret rollen som samlende centrum-venstre-parti med den nye overborgmester, Sisse Marie Welling, i spidsen. Hun er angiveligt en lidt kedelig, men kompetent KL-teknokrat, der kan formidle samarbejde både til højre og venstre. Det lyder næsten socialdemokratisk.