Pokerfjæs

Statsministeren har ladet sig interviewe af det britiske dameblad Vogue, og her viser hun, at Socialdemokratiets politikere håndterer kvindekortet med forsigtighed. De ved, hvornår de skal lade det blive i skuffen, og hvornår det skal spilles. 

Interviewet handler om Danmarks EU-formandskab, og Mette Frederiksen fortæller blandt andet, at hun føler sig udsat for en hårdere behandling som kvindelig statsminister: 

»Helle Thorning-Schmidt blev ramt af kønsspørgsmålet, fordi hun var den første. Så vi har meget at takke hende for. Jeg er meget bevidst om, at ting har været nemmere for mig (...) Men [misogyni] findes stadig. Vi ser det, når noget er giftigt i Danmark. Hvis du ser på de ord, der bruges om mig, når folk kritiserer mig, især under covid-19 – og covid-19 var giftigt – var der et kønsaspekt. Jeg blev beskyldt for at være ‘for magtfuld’, ‘for stærk.’ Og jeg er nødt til at sige, at det ville ikke være sket for en mand.«

Kvindekortet er det dårligste kort på hånden i det politiske spil. At det kun er anden gang, Mette Frederiksen trækker det, og at det sker i et udenlandsk, kosmopolitisk medie, viser da også, at det næppe tager kegler hos hendes hjemlige publikum. Det er svært at forestille sig en statsminister, der hylder det arbejdende Danmark og drikker øl med nedslidte Arne, mens hun selv bliver såret over et tarveligt ord på en computerskærm.

Hun sagde det samme til Radio IIII i 2022, så man må tro på, at hun mener det, men doseringen viser, at Socialdemokratiets syn på kønsspørgsmål har været behandlet med usikre hænder, siden Helle Thorning-Schmidt blev statsminister i 2011. 

De centrale mærkesager – kvindekvoter, sexkøbsforbud og øremærket barsel – blev alle droppet i hendes regeringstid, og Helle Thorning-Schmidt sprang først retroaktivt ud som feminist, efter at hun forlod politik. I sin bog Blondinens Betragtninger forklarer hun hvorfor: 

»Hvis jeg havde talt ofte og engageret om køn og ulighed, da jeg var partileder, ville det efter min bedste overbevisning have forhindret mig i at blive valgt som statsminister. Så kan man indvende, at jeg dermed gik på kompromis for at vinde magten, og det er sandt.«

I bogen anklagede hun andre S-kvinder, herunder Ritt Bjerregaard, for ikke at bakke hende op, og skrev, at Mette Frederiksen havde modarbejdet hende, men at »hun var dygtig – og kvinde – og derfor skulle hun selvfølgelig frem i rækkerne«.

Nu erklærer Mette Frederiksen sig så retroaktivt søstersolidarisk med Helle Thorning-Schmidt, som hun ellers ikke delte meget andet end køn med.

Der er intet nyt i, at politikere føler sig uretfærdigt behandlet af deres samtid, men vil man have magt, må man også tåle magtkritikken. Mette Frederiksens popularitet steg i øvrigt voldsomt under pandemien, fordi vælgerne ville have en stærk leder, der ikke rystede på hånden. 

Det var næppe sket for Jakob Ellemann-Jensen. Heller ikke selvom han er en mand.