Læserbreve

Hit med rejsekortet

Morten Nørholm, læser

Jeg bor fast i Sverige. I 2019, inden vi rejste hjem efter årets sommerferie, fyldte vi på vores Rejsekort, så vi året efter kunne rejse fra Hovedbanegården og videre på sommerferie. Imidlertid kom pandemien og ødelagde først to års sommerferieplaner og derefter pludselig også gyldigheden af vores Rejsekort. Næste gang vi kom til Danmark, var tilbagebetalingstiden på Rejsekort udløbet, så vi endte med at kassere vores kort og måtte indse, at de godt 1.500 kroner, der stod på kortene, var tabt.

Men nu har forbrugerombudsmanden slået fast, at Rejsekort & Rejseplan A/S er forpligtet til at betale pengene tilbage, modsat det, de selv oplyste.

Forbrugerombudsmandens afgørelse kommer desværre for sent for os, og underligt nok er det ikke Rejsekort & Rejseplan A/S’ eget ansvar at finde ud af, hvem de skylder penge. De beholder bare de penge, der stod på vores kort.

Dansk mad, tak

Bo Jacobsen, tidligere kok

Uge efter uge bliver der i Serveret i kultursektionen skrevet om etnisk mad. Ikke etnisk dansk mad. Uge efter uge bringes opskrifter, som ikke har med de danske årstider at gøre, og som stort set altid indeholder mange ingredienser, der er hel- eller halvfabrikata, frost og importvarer.

Den rige danske madkultur bliver totalt ignoreret. Både den historiske og den nutidige. Hvorfor ser Weekendavisen det som en opgave at udradere de sidste stumper af den danske madkultur? Det er mig fuldstændig uforståeligt, at Weekendavisen tillader så ringe journalistik på det gastronomiske område.

Træklatrerne

Jørgen Posborg, abonnent

I Weekendavisen #61 fortæller Bo Bjørnvig om sin fascination af træer i artiklen »Himmelfalden«. Han undrer sig over, at der er så få bøger om træliv, men nævner dog et par stykker. Lad mig pege på en vigtig bog, nemlig Italo Calvinos Il barone rampante, oversat til dansk af Erik Koed Westergaard under titlen Klatrebaronen (Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck 1959).

Italo Calvino behøver næppe nogen introduktion, og bogen er fremragende.

Martin og Mette

Dan Harder, redaktør, Israel-Online.dk

I et interview med statsminister Mette Frederiksen (»Inden for murene«, 6. oktober 2024) kalder chefredaktør Martin Krasnik Israels besættelse af Vestbredden for »apartheid«. Herefter udviser han forståelse for palæstinensernes mangeårige præference for terror. Hans argument er, at Israel i 25 år har »lukket fredelige politiske kanaler og undergravet det palæstinensiske selvstyre«.

Problemet med Krasniks synspunkt er, at det er baseret på et falsum. Israel har gennem de sidste 25 år holdt døren åben for forhandlinger.

I år 2000 – for 24 år siden – tilbød Israels daværende premierminister, Ehud Barak, den palæstinensiske leder Yassir Arafat en stat i hele Gaza og hovedparten af Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad. Det er det bedste tilbud, palæstinenserne nogensinde vil få. Arafat sagde nej og kvitterede med en terrorkampagne, der kostede omkring 1.000 israelske civile livet.

Alligevel fremsatte Israels premierminister Ehud Olmert i 2008 nogenlunde samme forslag for den nuværende palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, som desværre ignorerede fredsouverturen.

Selv Israels nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, holdt i årevis døren åben for fredsforhandlinger. Han erklærede sig i 2009 rede til at indgå forhandlinger om alle store spørgsmål inklusive bosættelser og grænser. Palæstinensernes svar var at opstille en række forhåndsbetingelser, som man vidste Israel ikke kunne gå med til. Præcis samme mønster så man i 2011 og i 2012.

I 2013 udtalte Netanyahu endda, at målet var en demilitariseret palæstinensisk stat, der anerkender Israel som en jødisk stat, men at Israel – i modsætning til palæstinenserne – var villig til at indgå i forhandlinger uden forhåndsbetingelser. Obama opfordrede palæstinenserne til at opgive deres forhåndsbetingelser og komme til forhandlingsbordet. Det afviste Mahmoud Abbas, så Martin Krasniks påstand om 25 års manglende israelsk vilje er decideret forkert.

I virkeligheden er det lige omvendt.

Mit liv som arbejdsløs

Martha Othmar Haskiel, cand.mag. i dansk

Otte måneder og 29 dage som arbejdsløs, 231 ansøgninger, seks samtaler og stadig i frit fald. Som nyuddannet har man tre måneder med fuld dagpengesats og ét år i alt til at lande sit første job. Den nye dagpengereform, der skulle bygge på fleksibilitet, tryghed og forudsigelighed, har for mig kun medført svedige håndflader og hjertebanken.

Jeg undrer mig over, hvorfor netop nyuddannede rammes så hårdt af den nye dagpengereform. Statistisk set tager det os længere tid at finde et job. Siden jeg blev cand.mag. i januar, har jeg brugt utallige timer på Jobindex, men jeg modtager afslag på afslag.

Mine jobsamtaler ender næsten altid i det samme telefonopkald: De har valgt en kandidat med mere erfaring. Jeg har også oplevet at blive ghostet efter en samtale, hvilket efter min mening ikke er en ordentlig måde at behandle et andet menneske på.

Det kan være svært ikke at miste modet, for hvordan skal jeg nogensinde opnå erfaring, hvis ingen vil give mig chancen? Som nyuddannet har jeg ellers meget at byde ind med. Jeg kommer med den nyeste viden inden for mit felt, er fuld af energi og kan se nye vinkler. Mit cv er ikke det længste, men jeg har haft gode studiejob inden for medie- og rekrutteringsbranchen. Det synes desværre ikke at betyde noget, når virksomheder kigger på antallet af år på cv’et. Samtidig bliver jeg konstant presset af mennesker fra dagpengesystemet, der fortæller mig, at jeg skal bombardere mit netværk og kontakte virksomheder både før, under og efter ansøgningsfristen. Systemet kræver konstant aktivitet uden at tage hensyn til, hvor opslidende det er at stå i et limbo mellem studie- og arbejdsliv.

Hvad sker der, hvis jeg ikke finder et job inden årets udgang? Hvordan skal jeg betale næste måneds husleje?

Mit ønske er, at fremtidige nyuddannede får en chance for at træde ind på arbejdsmarkedet uden at blive ædt op af stress og angst, inden de overhovedet er begyndt. Vi er villige til at yde vores bedste, men vi har brug for støtte og mennesker, der tror på os.

Spørgsmålet er, hvem der har ansvaret – regeringen, der har skabt en reform, der presser og stiller urealistiske krav til nyuddannede, eller virksomhederne, der skal give nyuddannede en reel chance?

Fejlagtig kritik i WA

Teaterchef Kasper Holten

Sidste fredag bragte Weekendavisen en på mange måder interessant artikel om Balletskolens historie skrevet af Synne Rifbjerg. Baggrunden for artiklen er, at vi har besluttet at gennemføre en række store ændringer på skolen, herunder en udfasning af indskolingen. Ændringerne sker på baggrund af en række børnefaglige eksperters anbefalinger om, at børnene så længe som muligt har et så normalt børneliv som muligt, med almindelig skolegang i deres eget nærmiljø. Men i artiklen anfører balletkritiker Alexander Meinertz, at Det Kongelige Teater ikke har inddraget balletsagkyndige i vores beslutninger.

Det er naturligvis decideret forkert og en smule svært at forstå, hvordan den idé er opstået. Selvom vores balletmester p.t. er sygemeldt, er han jo bestemt ikke den eneste med balletfaglighed på teatret. Især er Balletskolens leder naturligvis dybt inddraget i disse processer, men også mange andre, og vi har i øvrigt trukket på erfaringer fra balletskoler og -kompagnier i hele verden undervejs. Det havde vi gerne fortalt – hvis man havde gjort sig ulejligheden med at spørge. Så havde man også kunnet spare Weekendavisens kulturredaktør, Kathrine Tschemerinsky, for den bekymring, dette ifølge en kommentar på Weekendavisen.dk giver anledning til.

På Det Kongelige Teater tror vi ikke på, at børns trivsel og det at uddanne dansere på højeste internationale niveau er et enten-eller. Faktisk tror vi, det er en lidt gammeldags måde at tænke på, og måske er det ene endda en forudsætning for det andet i fremtiden. Derfor er både børnefaglige eksperter og eksperter fra talentudvikling i sportens verden såvel som – naturligvis – også balletfagligheden med i vores ambitiøse arbejde med at skabe fremtidens balletskole.

Svar: I sidste uges artikel »Berømmelsens trappe« fremgik det fejlagtigt, at der ikke har været balletsagkyndige inde over beslutningen om at ændre Det Kongelige Teaters Balletskoles struktur. Desuden blev teaterchef Kasper Holten ikke forelagt kritikken, inden den blev bragt i avisen. Weekendavisen beklager begge dele.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.