Læserbreve

De udeladte unge

Signe Elstrøm, pædagogmedhjælper og midt i andet sabbatår

I sin nytårstale lykkedes det statsminister Mette Frederiksen helt at undgå at tale til landets ungdom, selvom fremtiden unægteligt også har en smule med os at gøre. Danmark skal opruste, og vi skal være klar til at kæmpe for vores frihed. Derfor forlænges værnepligten til 11 måneder. Det er os unge, der skal være værnepligtige, og det er os, som dermed bliver en del af frontlinjen, hvis krigen skulle komme tættere på Danmark.

Og så er der jo den grønne trepart: Frederiksen smilede stolt og fortalte om aftalen, der skal redde fjordene og omlægge landbrugsjord til skov – i hvert fald frem mod 2045 og såfremt det lykkes kommunerne, der skal stå for implementeringen, at forvalte opgaven. Netop klimakampen er jo ungdommens kamp, men reduceres i statsministerens tale altså til et par sætninger om den trepart, der formentlig skuffede lige så mange, som den begejstrede.

På samme vis nævner Frederiksen, at der er en ny ungdomsuddannelse på vej: epx. En uddannelse, hvis reklamekampagne hovedsageligt består i at fremhæve, at elever på epx bliver fri for oldtidskundskab og integralregning. Man lover desuden, at der på epx bliver et livligt ungdomsmiljø.

Men har man da ikke lært fra eux, at et nyt uddannelseskoncept og et større milliardbeløb ikke har den naturlige følge, at der vil blive skabt et godt sammenhold og sundt studiemiljø? For at gøre plads til epx afskaffer man så 10. klasse og hf som selvstændig uddannelse. Derudover fjernes det ekstra SU-år, mens kandidatreformen vil forkorte en væsentlig del af kandidatuddannelserne. Mette Frederiksens fremtid synes ikke lys – og ung er den vist heller ikke.

Vindens kraft

Søren Nielsen, professor og cand.arch.

I forsideartiklen »Flere vindmøller for enhver pris« (WA #52) advarer journalist Frede Vestergaard indsigtsfuldt om, at det formentlig bliver nødvendigt at subsidiere vindmølleindustrien, hvis den skal udbygges i den nære fremtid. Vindenergien er for tiden ikke rentabel på markedsvilkår. Subsidier er for nogle værre end en fremtid med fortsat forsyning fra fossilt og biologisk brændstof. Og endda værre end den medfølgende afhængighed af politisk ustabile leverandører og klimatisk ustabile planetære systemer.

Hvad med a-kraft, der som bekendt har den fordel, at den er leveringsdygtig, også når vinden ikke blæser? Det må da kunne tiltrække investorerne. Lad os få det lovliggjort hurtigst muligt! Skulle det dernæst vise sig, at det også er nødvendigt at subsidiere denne investeringstunge energiform, kan vi måske omsider drage den konklusion, at det forholder sig med landets energiforsyning ganske som med landets forsvar: Den er for vigtig til at overlade til den fluktuerende rente, investorernes forgodtbefindende og et turbulent, dysfunktionelt marked. Hvis markedskræfterne var en energikilde, ville investorerne holde sig tilbage. Markedet leverer, som vinden blæser.

Hvid om næsen

Lars Werner, civiløkonom

Christian Bennikes artikel (WA #49) om kokainens vej gennem samfundet er fascinerende – ikke mindst fordi han vælger at indtage stoffet som en del af sin research. Jeg kan næsten se det for mig: Bennike, hvid om næsen, sniffer en bane kokain direkte fra skødet af en prostitueret. Det ville vel være den ultimative journalistiske deltagelse – eller hvad?

Sagen er, at både kokain og prostitution har alvorlige konsekvenser for mennesker på kanten af samfundet. Kokainens glamour gemmer på en brutal underverden af vold, udnyttelse og død, mens prostitution ofte indebærer magtmisbrug, traumer og fattigdom. Bennike virker fuldt bevidst om kokainens bagside, men hvordan mon han ville forholde sig til at skrive om prostitution? Ville han kaste sig ind i feltarbejdet dér også?

Når man som journalist vælger at blive en del af det fænomen, man beskriver, risikerer man at mudre grænsen mellem analyse og medansvar. At indtage kokain for at »forstå« det, virker lige så problematisk som at købe seksuelle ydelser for at skildre prostitutionens virkelighed. Begge dele normaliserer handlinger, der har dybt destruktive konsekvenser – ikke mindst for dem, der ikke har noget valg.

Nytår er en tid til refleksion, og måske også en anledning for journalister til at overveje, om fascinationen af deltagelse nogle gange overskygger den nødvendige kritiske afstand.

Udbytteskat

Michael Gøtze, professor på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet

I december faldt hammeren i et vigtigt hjørne af den retshistoriske udbytteskattesag. Efter stort drama med udlevering fra Dubai og spektakulær straffesag blev en meget omtalt 54-årig britisk finansmand dømt for bedrageri. Glostrup Ret så ham som ansvarlig for et setup med at trække udbytteskatterefusioner ud af den danske statskasse. Beløbet var astronomisk, godt ni milliarder kroner, og dommen var da også hård: 12 år. Dommen er anket af finansmanden, og den er dermed et halvlegsresultat.

Anklagemyndigheden havde flere gode dage på kontoret i 2024. En anden britisk finansmand blev i februar idømt seks års fængsel for groft bedrageri over for Skat ved uberettiget at have tilbagesøgt og modtaget refusion af udbytteskat for 320 millioner kroner. Dommen er anket af tiltalte. En tredje britisk finansmand (Anthony Mark Patterson) blev i marts idømt otte års fængsel efter at have tilstået medvirken til bedrageri med udbytteskat for 8,4 milliarder kroner. Dommen er endelig.

Zoomer vi imidlertid ud fra straffesagerne, er det en smertefuld, men vigtig lære, at de administrative forhold i Skat ikke var i god gænge i de kritiske år. Der var sparsom bemanding på de kontorer, der behandlede og godkendte refusionsanmodninger. Nu hedder myndigheden Skattestyrelsen, og man vil – helt forståeligt – gerne videre. Det vigtige er her at finde balancen.

Tidligere var sagsoplysningen for begrænset, men nu kan det tænkes, at pendulet svinger modsat, så der indføres så mange kontroller, at man står over for en bjergetape uden for kategori. De dramatiske straffedomme overskygger det meste i udbytteskattesagen, men de frifinder ikke de administrative myndigheder. Der skal læres noget af sagen.

Boldcirkus

Hans Mouritzen, læser

Tak til Asker Hedegaard Boye for analysen af aktuel europæisk fodbold i artiklen »Et frikvarter fra kapitalens tvang« (WA #50). Ifølge argumentet er Europas fodbold i sin megalomani og pengegriskhed ved at grave sin egen grav. I storklubbernes iver efter at sikre sig mod uventede nederlag etablerer disse – i samarbejde med det europæiske fodboldforbund UEFA – diverse sikkerhedsnet under sig, så investorer kan være sikre på fortsat eksponering. Herved forbryder man sig mod sportens essens: risikoen for eliminering – hvorved både nederlag og sejr bliver temmelig ligegyldige.

Hvem gider at se de samme otte hold hvert år i Champions Leagues kvartfinaler; klubber uden nævneværdig identitet, der blot bytter dyre spillere i næste transfervindue? Så vil jeg hellere se landsholdsfodbold (med national identitet) eller fodbold på lavere niveau, i eksempelvis Conference League eller for den sags skyld Sjællandsserien. Blot to betingelser er opfyldt: at holdene har en identitet, og at resultatet faktisk betyder noget. Ellers kan man jo lige så godt gå i cirkus (intet ondt sagt om det, dog).

Hvis dette var et repræsentativt synspunkt, ville Boye få ret i sin forudsigelse. Men tv-medierne og de sociale medier er med til at konservere det nuværende system: eksponeringen af de pengestærke hold og »idolerne« på banen samt den såkaldte transferjournalistik om, hvem der rygtes til hvilken klub for x antal hundrede millioner kroner. Og mere vil som bekendt have mere: Vi får et usportsligt, selvforstærkende kredsløb.

Selvom fodbold er en holdsport, er der åbenbart et publikum for idoldyrkelsen. Men hvad, hvis David for en gang skyld besejrer Goliat? Kan det ikke true systemet (det håb antyder Boye mod slutningen af sin artikel)? Nej! For hvad gør medierne så? De fokuserer på »skandalen« og »tragedien« ved, at storholdet har tabt, og overser dermed mere eller mindre det sejrende hold.

Da danske B 1903 i 1991 besejrede storklubben Bayern München (med flere verdensmestre på holdet) med 6-2, morede jeg mig med at tjekke reportagerne i neutrale tredjelande. Næsten alt handlede om Bayerns tragedie og den mulige trænerfyring; ingen gad præsentere opkomlingene fra den mærkelige årstalsklub.

Helt analogt da Helsingborgs IF ni år senere besejrede Milano-klubben Inter, eller da Sheriff fra Transnistrien i 2021 slog selveste Real Madrid. Fanoprør har undertiden haft en (kortvarig) systemtruende effekt. Et fald i abonnementstallene kunne hjælpe. Jeg håber, Boye får ret, men tvivler. Systemet er en selvbærende konstruktion.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.