Læserbreve

Urealistisk realisme

Kristian L. Nielsen, research fellow, ph.d.

I WA#14 går Kasper Støvring og Frederik Christensen i rette med Anna Libaks anmeldelse af deres nylige bog. De insisterer på, at der i 1990 blev givet et amerikansk løfte om ikke at udvide NATO. Det blev der ikke.

De henviser til Joshua Shifrinsons artikel fra 2016, hvori der argumenteres for, at et sådant løfte blev givet det år, men at USA i virkeligheden aldrig havde til hensigt at binde sig til ikkeudvidelse. Af Mary Elise Sarottes anmelderroste bog Not One Inch fremgår det imidlertid klart, at den daværende amerikanske udenrigsminister, James Baker, talte i en meget specifik kontekst, tysk genforening, og aldrig havde hverken mandat til eller til hensigt at udstede et langsigtet ikkeudvidelsesløfte.

Mere væsentligt er, hvad de to debattører overser.

For det første: En amerikansk udenrigsminister kan ikke mundtligt forpligte USA på langt sigt. Især ikke uden at have afstemt med præsidenten, hvilket Baker ikke havde. End ikke en præsident kan give mundtlige løfter, som gælder ud over hans egen embedsperiode. Det vidste russerne naturligvis godt.

For det andet: Der blev aldrig skrevet noget ned om ikkeudvidelse af NATO. Det er ikke en bortforklaring, men faktisk et ret afgørende faktum. På langt sigt tæller kun det skrevne. At ophæve ikkeskrevne (og tvivlsomme) »aftaler« til moralsk eller politisk bindende med evig gyldighed er ikke »realisme«, men ønsketænkning – en påfaldende position for »tragiske realister«.

For det tredje: Det sovjetiske lederskab var senest i juni 1990 fuldt ud klar over, at der ingen garantier var angående NATOs fremtid. Sarotte beskriver, hvordan Gorbatjov under Washington-topmødet eksplicit anerkendte, at Helsinki-erklæringens principper, herunder at alle lande har ret til frit at vælge deres alliancer, også gjaldt for Warszawapagtens medlemmer.

Var der overhovedet på noget tidspunkt for Sovjetunionens ledelse uklarhed om, hvorvidt amerikanerne ville garantere ikkeudvidelse af NATO, så var den væk i juni 1990. Løftet fandtes aldrig – og kunne derfor heller ikke brydes.

Udemokratisk

Jørgen Elklit, professor emeritus 

I WA#14 problematiserer lektor i statskundskab Frederik Hjorth den danske spærregrænse. Det er ikke første gang, at resultatet af et folketingsvalg er blevet fulgt til dørs af en diskussion om rimeligheden af en spærregrænse på to procent.

Frederik Hjorth peger med inspiration fra Sverige og Tyskland blandt andet på muligheden af at sætte spærregrænsen op til fire eller fem procent. Den aktuelle politisk-parlamentariske situation i de to lande er dog ikke et stærkt argument for noget sådant, og en gennemtænkning af Hjorths forslag viser da også med al ønskelig tydelighed, at det ikke ville løse hans problem, som er behovet for en hurtigere regeringsdannelse, end der nok er udsigt til.

Hvis vi for argumentets skyld ser bort fra Alternativets ene kredsmandat, ville en spærregrænse på fire eller fem procent naturligvis have efterladt Alternativet og Borgernes Parti ude i kulden. Deres tilsammen ni mandater skulle så fordeles mellem de resterende ti partier – og med deres indbyrdes størrelsesforhold ville det give ni af dem hver ét mandat mere.

Der havde altså så været ti partier, der skulle finde ud af at danne en ny regering, og deres indbyrdes størrelsesforhold ville have været som nu. Det er svært at tro på, at det ville efterlade Mette Frederiksen, Lars Løkke eller andre anderledes end nu.

Så vejen til en ny regering forudsætter fortsat en vilje hos de mest ansvarlige partier til at bøje sig mod hinanden, ikke en fiflen med spærregrænsen eller kravet om et betydeligt højere antal vælgererklæringer som forudsætning for godkendelse af et nyt parti.