Læserbreve

Europas to ben

Sara Dommerby Toft, sognepræst

Foranlediget af Donald Trumps indtræden i Det Hvide Hus og hans vicepræsidents tale i München blæser Svend Brinkmann nu til kamp mod MAGA-bevægelsens tumultariske verdensorden. Han fremsætter et bud på europæisk dannelse i 11 punkter, men viser os desværre kun en amputeret version af den europæiske kultur.

Traditionelt har man talt om, at Europa har to kulturelle hovedstæder, Athen og Jerusalem. Den græsk-romerske og den jødisk-kristne arv har hver sin oprindelse disse steder og har i tusinder af år befrugtet hinanden i en levende vekselvirkning. Hvis Europa skulle tegnes som et menneske, ville det have ét ben i hver hovedstad. Selvom kristendommen ikke er én kultur, men altid virker ind i den kultur, hvor den findes, så er et Europa uden kristendommen som et menneske med kun ét ben.

Alligevel ignorerer Brinkmann kristendommen i sin kulturelle oprustning. Han hugger det ben af, der skulle være plantet i Jerusalem, og således fremstår Europa som en etbenet og halvstuderet røver. Men hvis vi forsøger at slette den kristne arv fra vores tankeverden, er jeg bange for, at Europa ender som USA med to uforsonlige lejre (woke mod MAGA), der begge så at sige kun ønsker at holde balancen på ét ben. Jeg håber, at folk, heriblandt Brinkmann, vil begynde at medtænke kristendommen.

Frankrigs vej

Frederik O. Rahbek, stud.mag. i filosofi

Allerede dagen efter Donald Trumps sejr ved det amerikanske valg indkaldte regeringen til pressemøde, mest af alt for at forsikre danskerne om, at USA stadig er Danmarks tætteste allierede. Efter bare lidt over en måned med Donald Trump som USAs præsident er det kun blevet cementeret, at vi lever i en ny verdensorden, hvor Europa alene har sig selv, og at vi nu må stå for egen sikkerhed.

Dette scenarie har Frankrig efterhånden brugt 70 år på at advare os imod. Grundlæggeren af Den Femte Republik, præsident Charles de Gaulle, gjorde det til en mærkesag, at franskmændene ikke skulle være afhængige af USA. Han så hellere en stærk vesteuropæisk alliance, der kunne sætte sit præg på verdensordenen frem for at følge amerikanernes.

Desværre har vi aldrig villet lytte til franskmændene. Når Emmanuel Macron eksempelvis har talt for en europæisk militæralliance, er det især i Danmark blevet afvist som et forsøg på at få resten af Europa trukket ind i franskmændenes ambition om at ville bevare deres efterhånden svækkede position i Afrika. Men først med Brexit og nu med Trump 2.0 må vi erkende, at de Gaulles og franskmændenes skepsis over for angelsakserne ikke udelukkende har handlet om Frankrigs indflydelse i de tidligere kolonier.

Nu skal vi så i gang med en fuldstændig genopbygning af det danske forsvar, og mange andre europæiske lande er nødt til at gøre det samme, fordi vi har insisteret på, at vores tætte alliance med amerikanerne var garanteret (vi sendte jo soldater til Irak!). Tænk, hvor mange milliarder og bekymringer vi kunne have sparet, hvis vi ikke havde ignoreret franskmændenes advarsel.

Patetiske Egede

Sven Fuglsig, læser

Når formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, giver udtryk for, at den såkaldte afpublicering af Grønlands hvide guld er en benægtelse af essensen i DRs »dokumentar«, nemlig at Danmark har tjent stort på Grønlands bekostning, så bliver man træt. Det er selvfølgelig træls, når noget, som kan bruges i ens offerfortælling, viser sig ikke at holde vand. Men ved at fremture sådan fremstår Egede patetisk. Det svarer til historien om højdespringeren, der satte ny rekord ved at komme over syv meter. Det var selvfølgelig løgn, men alligevel ... syv meter!

Og så skulle man måske overveje, at grønlandsk selvstændighed kun er en ting, fordi man har været så heldige at være underlagt Danmark. Havde vi ikke været til stede på Grønland, ville man blot have været andenklassesborgere i en amerikansk eller russisk landsdel, afsides og med eget reservat på indlandsisen, hvor man så kunne leve af kasinovirksomhed og trommedans for turisterne. Velbekomme, det var såmænd så lidt.

Hoffmann har ret

Henrik Højlund, valgmenighedspræst

Stor tak til professor Thomas Hoffmann for en nuanceret tekst (WA #08) om skoleelevers og studerendes muligheder for bederum. Grundlæggende siger han ja til, at alle slags religiøse må have lov til at finde rum til forskellige former for åndeligt samvær, ligesom der i øvrigt er mulighed for så meget andet samvær for studerende på studiestedet.

Hoffmann gør også klogt opmærksom på, hvordan det blandt muslimer kan udnyttes til at fremme forskellige former for menneskediskrimination i strid med dansk kultur. Professoren begrunder det blandt andet med en grundig indføring i et britisk-muslimsk tiltag, som særdeles dygtigt har formået at fremme den muslimske kultur i en vestlig sammenhæng på bekostning af Vestens egen (frie) kultur.

Gid Hoffmanns nuancering måtte blive bragt i spil, når man for tiden taler om totalforbud mod enhver form for religiøst samvær i gymnasiet eller på studiestedet. Jeg er selv vokset op med et fuldstændig frit, afslappet forhold til dette på både gymnasiet og universitetet. Der var aldrig antydningen af problematisering af vores religiøse sammenkomst diverse steder.

Da jeg selv havde mit første arbejde efter studietiden som studentersekretær i Kristeligt Forbund for Studerende, var der stadig fuldstændig frihed overalt i Danmark til den slags. Det har ændret sig markant, og nu begynder det at lugte af total nedlukning. Meget ofte med henvisning til sekulariseringens frirum. Som Roya Moore, medlem af Det Konservative Folkeparti, sagde det for nylig: »Den slags hører ikke til i et sekulært samfund som Danmark.«

Det havde jeg ikke lige set for mig i det parti – dyrkelsen af det sekulære, så det overtrumfer alt andet og ender med at blive til totalitær sekularisme. Jeg ville omvendt have troet, at en konservativ politiker ville have syn for, at sekularitet ikke er ensbetydende med neutralitet. Intetsteds i et samfund findes ren neutralitet, men tværtimod altid menneskers livsholdning i alle facetter.

Jeg anbefaler Hoffmanns kloge nuancering, som grundlæggende giver frihed til religiøst samvær på et studiested, men som også understreger tydeligt, at islamismen kan skabe reelle problemer. Så sæt nu fingeren på det konkrete ømme punkt i stedet for at ramme alle helt urimeligt. At nægte kristne elever eller studenter et rum til samtale og bøn på et gymnasium eller et universitet er komplet meningsløst set i lyset af, hvad der ellers gives af plads til mennesker de samme steder.

Atomvåben i Norden

Peter Jensen, økonom

Danmark er forsvarsløs i egen ret, og i en usikker verden skylder vi os selv og vores børn at skabe tilstrækkelig styrke til at forsvare vores suverænitet og levevis. Jeg mener derfor, at vi bør starte et atomvåbenprogram med vores nordiske naboer. I en tid med et USA, der trækker sig fra Europa, og et imperialistisk Rusland, er det den eneste stærke garanti for vores sikkerhed og suverænitet.

Sikkerheden for Danmark og Vesteuropa har siden 1949 været leveret igennem et NATO-løfte garanteret af amerikanske styrker og atomvåben, men garantien er svagere end nogensinde før med et trumpsk Amerika uden den mindste interesse i at beskytte et Europa, der beviseligt ikke har udvist viljen til at tage sin egen sikkerhed seriøst.

Uden løftet om amerikansk hjælp er både Europa og Danmark sårbart, og hvis ikke vi udvikler en pålidelig forsvarsparaply, vil vores ambitiøse oprustning ikke være tilstrækkelig. Et mere formelt forsvarssamarbejde i EU synes oplagt, men systemets byzantinske bureaukrati og konsensusbehov betyder, at det ikke er muligt her at skabe en slagkraftig organisation. Desuden har både de militære budgetter og Ukraine-støtten vist, at selv store EU-økonomier ikke har nogen nævneværdig interesse i at øge deres egen sikkerhed eller deltage aktivt i forsvaret for et frit Europa.

Et oplagt sted at videreudvikle vores forsvarssamarbejde vil derfor være i Norden, hvor et styrket militært samarbejde og produktions- og indkøbssamarbejde på tværs af Norge, Sverige, Finland og Danmark vil kunne udgøre et godt fundament under en konventionel militærstyrke, der ikke længere kan stå alene. Den ultimative sikkerhedsgaranti – atomvåbnet – leveres i dag af Frankrig, England og USA.

Frankrig, som ud over at være lokaliseret trygt ved atlanterhavskysten snart risikerer at blive ledet af russiskvenlige højrefløjstosser; England med de atomare Trident-missiler, som kun er funktionsdygtige med amerikansk hjælp. Og til sidst et USA, der som nævnt ikke ønsker at tage del i vores fælles forsvar og nu positionerer sig som modpol til Europa. I et styrket samarbejde i en nordisk forsvarsalliance bør vi hurtigst muligt skabe et fælles atomvåbenarsenal som garanti mod udenlandske aggressioner.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.