Intolerant venstrefløj

Henrik Schrøder, abonnent

I WA #46 havde den altid velformulerede Pelle Dragsted en anprisning af venstrefløjens fremmarch i Amerika. Nu kan venstrefløj jo være mange ting, men hvis man ønsker et indblik i, hvad den yderligtgående venstrefløj har været i stand til i USA, kan jeg kun anbefale dokumentaren Speechless – kampen på Campus, som kan streames hos DR.

Efter at have set den var min umiddelbare fornemmelse, at selv Trump fremstod som et næsten normalt menneske sammenlignet med de hadefulde og intolerante aktivister. Det er han så desværre nok ikke, men det blinde had til anderledes tænkende er overvældende. Og mange af Pelles idoler har vist haft ubehageligt svært ved at tage afstand fra dette idioti.

Pelle Dragsted havde en anprisning af venstrefløjens fremmarch i Amerika i WA #46. Henrik Schrøder, abonnent, anbefaler i denne sammenhæng dokumentaren Speechless – kampen på Campus. Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix. 

En ensidig dom

Martin Kryhl Jensen, historiker

Christoffer Zieler hævder i WA #46, at historiker Bent Jensen og politologen Bjørn Lomborg i 00erne lod sig bruge af det borgerlige flertal »som én gruppes kølle til at fladmase en anden gruppes ideer med«, og at det endte som »en møllesten om halsen på de to forskere«.

Zieler glemmer for det første at nævne, at det ikke er spor usædvanligt, at der i Danmark på politisk initiativ igangsættes forskning: Omkring årtusindskiftet fik Enhedslisten afsat penge til undersøgelser af danske virksomheders ageren under Besættelsen, og regeringen Helle Thorning-Schmidt gav på finansloven for 2012 flere millioner til Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. DIIS-undersøgelsen »Danmark under Den Kolde Krig« var ligeledes oprettet på politisk initiativ.

For det andet synes både Jensen og Lomborg i øvrigt at have klaret sig ganske godt i de sidste 20 år – trods Zielers dom om det modsatte.

Den allersidste globalist

Mathias Stoltenberg, statskundskabsstuderende

Johan Norberg beskrives i WA #46 som »den sidste globalist«, og det med god grund. Hans neoliberale argument har to problemer. 

For det første er det ikke særlig interessant at fremføre en simpel korrelation mellem antallet af milliardærer og niveauet af fattigdom. Jeg kunne fremføre korrelationer fra Wilkinson & Picketts (2010) undersøgelser, hvor høj økonomisk ulighed korrelerer med blandt andet kriminalitet, sundhed og tillid. Men det gør jeg ikke. 

For det andet er nemlig mere væsentligt. Det optimistiske forsvar for kapitalismen, som Norberg plæderer for, grunder i et princip om, at øget ulighed ikke gør noget, så længe alle løftes materielt. Det er umiddelbart overbevisende, særligt hvis de, der får mest materielt, fortjener det. Problemet er bare, at stigningen i ulighed i dag på ingen måder afspejler forskelle i flid og innovation proportionelt. 

Prøv selv at retfærdiggøre, at de én procent mest velhavende i Danmark i dag ejer mindst en fjerdedel af danskernes samlede formue. De rigeste får langt mere, end hvad der kan tilskrives deres evner, valg og kreativitet. Ulighedsstigningen er altså ikke retfærdig. 

Men de fattigste løftes jo stadig, vil indvendingen være? Ja, men hvis ikke de rigeste stak af fra resten, som de gør, så kunne vi i langt højere grad investere i ting, der kommer alle til gode. Gevinsterne ved globaliseringen er på ingen måde lige eller retfærdigt fordelt, hvorfor Norberg nok forbliver »den sidste globalist«.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk