Pause på fyrtårnet

Jon Hune, abonnent

Hver fredag morgen sidder den i sprækken. Nogen har brugt natten på at fragte den hertil, så jeg nyopstået kan adskille de fire dele og brede dem ud på det papiravisvenlige store spisebord. Ikke alene har nogen bragt WA ud – nogen har også og ikke mindst brugt tid og energi på at skrive artikler, så jeg kan blive orienteret, oplyst og underholdt.

Med spænding bladres hovedsektionen igennem – hvem af WAs yderst velskrivende og sprogligt begavede journalister har skrevet i denne uge, og hvilke emner giver de mig indblik i? Overblikket først – forventningen om spændende og relevant læsning indfries altid.

Sammen med morgenmaden glider tegneserien B'læst og bagsiden af kultursektionen ned. Her bliver der åbnet til de enkelte journalisters liv og levned – og de ofte selvudleverende hverdagshistorier efterlader en med indtryk af, at det er virkelige mennesker og ikke kunstig intelligens, der skriver i ens avis. Gitte Skovs rammende illustrationer fuldender læseoplevelsen.

Resten er koncentreret læsning fra start til slut – bedst når man ikke mærker forudindtagede blå eller røde holdninger som i menighedsblade. Efter mange år opdager man afhængigheden – journalisterne er blevet ens orienteringspushere, der er med til at forme ens holdninger og glæde over sproglig udfoldelse.

Ja, endog direkte adfærd som for eksempel Arne Hardis' opskrift på at koge perfekte blødkogte æg. Men hov – hvor er de? Det er længe siden, de sidst har leveret en artikel. Holder Hans Mortensen nu ferie igen, og er Aske Munck på orlov eller fordriver som straf tiden med at læse korrektur på indlægssedler til hæmoridemedicin? Jon Hustads karske artikler fik en brat ende med hans død. Det var til at forstå.

Jon Hune, abonnement, savner flere skribenter i avisen og sammenligner dem med fyrtårne. Arkivfoto: Henning Bagger, Scanpix. 

Men andre er bare væk og kommer ikke tilbage fra pausen, og ingen forklaring. Københavneren er der heldigvis endnu, men Jyden er forsvundet, går det op for en. Passer han mon stadig sine høns fra Esbjerg, eller hvad? Og lader mafiaen på Sicilien og de jyske byer være ubeskrevne fremover.

Journalister har selvfølgelig lov til at skifte job, ligesom abonnenterne kan skifte avis, men forhåbentlig fortsætter de med at skrive, og helst i min avis, tak. På den yderste udkant af Jyllands vestkyst står Bovbjerg Fyr. Det har stadig en oplysende og i dag også underholdende funktion og nu med Jyden Morten Beiter som leder. Fyrtårne er vigtige – også når de skriver i WA. Forhåbentlig er der blot tale om en pause.

Exit på første klasse

Lotte Qvistorff, abonnent

I WA #44 får man det indtryk, at selvpensionering er en gylden forretning. Men kan man kalde 11.100 kroner før skat om måneden for et exit på første klasse? Det var, hvad jeg kunne opnå, da jeg valgte at selvpensionere mig selv nogle år efter at være blevet afskediget som 60-årig. Men da jeg bor i det forkætrede og forhånede Nordsjælland, står overskriften og artiklens indhold vel til troende.

Det ville være forfriskende, hvis avisen til en forandring rettede blikket mod vest i ny og næ. Mon ikke der findes nogle velbjærgede selvpensionister i det jyske, ovenikøbet med større købekraft?

Mere nejhat

Lise Olsen, abonnent

Jeg har lige læst Markus Floris Christensens kronik »Min flugt fra de dødes rige«. Hvor er den dog vedkommende. Den bør avisen genoptrykke. Måske kunne flere tilslutte sig hans forslag om at blive mere nærværende i denne lidt mørke tid. 

Efter hans seneste spændende kronik »Farvel til nejhatten« kunne avisen passende også lave et samtaleinterview med Pernille Stensgaard, Markus Floris Christensen og Svend Brinkmann. Det kunne være ret interessant.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk