Debat. Fire kortere indlæg fra Weekendavisens læsere.
Læserbreve
Kvælstofdøden på landet
Kurt Ramskov Laursen, beboer på landet og naturnyder
Landmandskone Eva Sommer-Madsen beklager sig i Weekendavisen #42 over, at landmænd bliver overfuset og hånet. Harmen burde i stedet primært rettes mod de seneste mange regeringer, som i årevis har tilladt alt for høje kvælstofudledninger fra landbruget. De sidste par år er konsekvenserne blevet meget synlige: Fisk er så godt som elimineret fra fjordene, ligesom der hyppigere er fedtemøg i badevandet. Ifølge eksperterne skyldes dette kvælstofudledningen fra landbruget.
Vi er mange, der gerne vil fiske eller bade i rent vand, som nu ser frem til, at der endelig gennemføres politiske tiltag for at rette op på dette. Men det fortørner mange, at landbruget ikke vil løfte sin store del af denne (og andre) samfundsopgave(r), men bare ønsker, at alt er uændret – og derfor bruger alle kneb for at få tiltag udsat.
Gødskningsloven er ikke en konflikt mellem land og by. Vi er mange, der bor på landet, som hilser den og treparten velkommen, så vi på sigt igen kan nyde nogle af de ting, der er grunden til, at vi bor på landet. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at påstå, at landbrugets ansvarsløse opførsel medvirker til affolkningen af landdistrikterne.
Det er et lille mindretal af befolkningen på landet, som er beskæftiget i landbruget. Vi andre må leve med svinefabrikker, store maskiner på små veje og sprøjtegifte som en pestilens i vores lokalområde.
Frustrerede landmænd
Erik Pedersen, pensionist
Man forstår godt Eva Sommer-Madsens bekymring som landmandskone i WA#42. For hvordan bliver fremtiden for landbruget? Uden at være i faget – og som pensionist – kan jeg kun sige, at med den ræverøde regering, som vi har fået, ser fremtiden ikke lys ud. Man kan blot pege på Christian Rabjerg Madsen (S) og Maria Reumert Gjerding (SF), hvor sidstnævnte som fremtrædende medlem af Enhedslisten meget hurtigt skiftede til SF, da en ministerpost blev ledig. Men det røde København er sikkert ligeglad med landbruget.
Københavnske vandveje
Morten Riise-Knudsen, advokat
Pernille Steensgaards velskrevne og oplysende artikel om Ladegårdsåen i WA#41 nævner ikke en – finder jeg – ret så afgørende oplysning om, hvor vandet i denne nedgravede å kommer fra. Den kommer fra hele to steder: Damhussøen og Utterslev Mose. Fra disse to vådområder strømmer vandet sammen ad sindrige mønstre og mødes i Ladegårdsåen. Og navnet « Rosen« angiver faktisk et overdækket vandløb (Rosenørns Allé, Rosengården, Rosenvængets Allé som et par eksempler).
Men det kunne måske give anledning til yderligere en artikel om overdækkede vandveje i København?
En dansk Clinton
Steen Ehlers, abonnent
Vi har nu fået en dansk version af Hillary Clintons bemærkning om, at de vælgere, der ikke stemte, som hun ønskede, var deplorables (ynkelige). En arrogant og nedladende udtalelse, som måske fortjent kostede hende præsidentposten. Lars Løkke har udtalt om Dansk Folkepartis vælgere i Berlingske, at de er udannede og uvidende – en udtalelse, der påfaldende minder om Hilary Clintons. Pudsigt nok er begge udtalelser foretaget med baggrund i en udenrigsministerstilling.

Det interessante spørgsmål er nu, hvilke konsekvenser Lars Løkkes arrogante og nedladende (og i øvrigt fuldstændig udokumenterede) udtalelse får hos danske vælgere.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk

