Læserbreve

Atwoods AI-kur

Nanna Flindt Kreiner, lektor, Rysensteen Gymnasium

Skal man tro Lasse Winther Jensens kommentar »Tvunget pensum«, lader gymnasierne bare stå til, mens AI æder elevernes læring. Men vi er altså i fuld gang med at omkalfatre måden, vi underviser på.

Tag nu min egen engelskundervisning om Margaret Atwoods dystopiske roman The Handmaid’s Tale, som jeg har tilrettelagt ud fra tre dogmer.

Først og fremmest: Læs på papir. Glem alt om at lade elever læse teksten på skærm og bagefter besvare spørgsmål i grupper. Det er den lige motorvej i favnen på ChatGPT. Selv flittige elever stoler ikke nok på egne evner til at undlade at spørge AI, hvad de røde tjenerindedragter symboliserer. I stedet får eleverne teksten udleveret på print på dagen, læser højt i grupper og markerer relevante dele med hver sin farve. Herefter spørger de hinanden: Hvorfor lige dén passage? Det træner hjernen i at være tekstnær.

Dogme to: Hav en faglig dialog uden noter. Jeg deler klassen op i to, den ene halvdel sidder i rundkreds, så alle kan se hinanden. På tur læser eleverne en passage højt fra romanen og vælger så den næste, der skal kommentere på passagen. På den måde bliver eleverne afhængige af hinanden. Den halvdel, der starter ude, ser de første 30 minutter af filmatiseringen og skriver ned: Hvordan er den anderledes end de billeder, de selv havde dannet i hovedet? Når vi senere taler om deres refleksioner, foregår det med skærmen klappet i. I det hele taget træner vi hukommelse og dialog uden hjælpemidler i langt højere grad, end vi gjorde inden AI.

Mit sidste dogme lyder: Lær fagets begreber udenad. På syv små bærbare tavler rundt i klasselokalet skriver eleverne på tre minutter så mange begreber, de kan huske fra arbejdet med The Handmaid’s Tale. Herefter vælger de to begreber, de kan forklare, og to, som de er usikre på. Tænk, om en anden elev kunne hjælpe?

Det er min erfaring, at eleverne er begejstrede for øvelser, hvor de har brug for hinanden. Lærte vi noget under covid-19, var det dette: Det er sjovere at lære i fællesskab.

Når lærere fra landets gymnasier i disse uger mødes som censorer og eksaminatorer, handler 95 procent af samtalerne sandsynligvis om, hvordan vi underviser i en tid med AI. Vi er ikke i mål. Men vi er i gang.

Mønsterbryder på tværs

Trine Steen, højskolelærer

I WA #24 bragte Weekendavisen Katrine Hornstrup Ydes anmeldelse af Glenn Bech og Muttis bog Det skal blive godt nu. Det var en lang nedladende tirade om hele Glenn Bechs forfatterskab, som efterlod mig med det indtryk, at kultureliten gerne ville have haft Glenn Bech i deres cirkel og formet ham som en dydig intellektuel til samlingen af umedgørlige, skrivende mønsterbrydere, der længes efter det dannede litterære selskabs anerkendelse. Glenn Bech ville bare ikke. For hvis man virkelig vil mønsterbryde, må man først og fremmest forme sig som sig selv.

Glenn Bech har i sit endnu unge forfatterskab bevæget sig fra tidens obligatoriske autofiktionsdebut og videre til andre genrer. At han nu skriver en relationsoprydning-møder-selvhjælpsgenren med Mutti, er blot endnu en bevægelse. Det er ikke nødvendigvis et fravalg af fremtidige litterære sværvægtere. Det ved kun Glenn Bech.

Her fra mønsterbryderland, hvor vi aldrig rigtig passer ind, skal lyde en stor tak til Glenn Bech. For os er druk, vold og tidlig død en erfaring – ikke en litterær præference eller et eksotisk besøg i de lavere klasser. Glenn Bech er en dygtig forfatter, generøst ærlig i både bøger, shows og på SoMe. Der er sårbarhed og en aflagt forråelse. Det gør ham til et ægte menneske.