DET er ikke for meget sagt, at der i de vestlige samfund hersker en udtalt grad af kønsforvirring. Senest har den britiske Cass-rapport slået fast, at børn og unge i Storbritannien i flere år er blevet behandlet for kønsdysfori med hormoner på et spinkelt videnskabeligt grundlag, selvom behandlingen har haft uoprettelige konsekvenser for deres helbred. Men det er ikke kun i Storbritannien, at den er gal: Over hele Europa, herunder i Sverige og Danmark, har man ændret praksis i erkendelse af, at stophormoner har en langt mere indgribende effekt, end man havde forestillet sig. Man risikerer at fejludvikle raske kroppe, hvilket er det stik modsatte af det, lægevidenskaben er sat i verden for. Hvordan kunne det gå til? 

BIOLOGISKE forskelle mellem mænd og kvinder er siden 60erne blevet anset for mere og mere uacceptable i vestlige samfund. Myndighederne lovgiver i stigende grad ud fra køn som en social og kulturel konstruktion. Det er derfor, Sundhedsstyrelsen nu bruger udtrykket »fødselstildelt køn« frem for »biologisk køn«, selvom alle ved, at det ikke er jordemoderen, der tildeler barnet dets køn, men naturen. Det er også derfor, at landets fremmeste eksperter i et regeringsudvalg om drenges udfordringer i folkeskolen i fulde alvor kan skrive, at »køn og kønsforskelle bliver til i et samspil mellem det omgivende samfund og individets forventninger …«. Endelig er det derfor, at borgerne i en lang række lande har mulighed for juridisk kønsskifte med eller uden forudgående kønsskifteoperation: på trods af, at det bringer rod i det danske cpr-register, fordi det nu kræver dobbelt bogholderi at udsende indkaldelser til for eksempel screeningsundersøgelser for prostata- eller livmoderhalskræft. For det skal partout være valgfrit, om man vil være mand eller kvinde.