Jura er ikke altid en tør kiks. Tag nu bare den usædvanlige erstatningssag i Lyngby Byret, hvor vi bliver inviteret indenfor til et af de mange mystiske spor i sagen om Lars Findsen. PET og Justitsministeriet har delt nogle lydbånd med sexoptagelser fra 2022. Politikerne fik her et smugkig, eller smuglyt, i hans sexliv. 

Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste har fremsat krav om erstatning for PETs briefinger af udvalgte politiske ledere om, hvad der foregik i hans soveværelse. Erstatningssagen topper et forløb med mange dramaer, herunder hjemsendelse af Lars Findsen fra jobbet som FE-chef i 2020, siden anholdelse, sigtelse, varetægtsfængsling og tiltale. Kraftig modvind på cykelstien for at sige det mildt.