I Qooqqut i Grønland udbryder en strubesangerinde nogle mørke og ubestemmelige rytmiske lyde, som instinktivt gør mig ubehageligt tør i halsen. Det er imponerende på en lidt skræmmende måde og ikke så umiddelbart smukt, som da der et øjeblik tidligere stod en ung same på scenen foran os.

Hendes sangstemme var vidunderligt klar og besad den særlige melankoli, som ofte kendetegner folkesange. Mens hun sang, vandrede mit blik over fjeldene omkring os, og jeg fik virkelig en følelse af, at også fjeldene genkendte stemmen og lyden som noget sandt, noget hjemmehørende.