I Weekendavisen affærdigede Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder, i sidste uge den kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som min kollega, professor dr.jur. Mads Bryde Andersen, fremsætter i sin nye bog, Misforståede menneskerettigheder. Strategien synes at være at benægte, at der overhovedet er noget problem.

Et tilsvarende mønster ses i de anmeldelser af bogen, som er skrevet af jurister fra det snævre menneskerettighedsmiljø, der kompenserer for sin beskedne størrelse ved at foregive, at han står ganske alene med sin kritik. Herved overses det bekvemt, at jurister fra alle de mange og brede områder, der ligger uden for menneskerettighedsområdet, men som alligevel rammes af dens praksis, deler hans kritik. Ikke mindst den kritik fra højesteretspræsidenter fra ind- og udland, som citeres i bogen, burde føre til en erkendelse af, at noget er alvorligt galt.