INTIFADAEN ER BLEVET globaliseret. Ikke som en metafor for opstand, men som i en virkelighed, hvor jøder igen føler sig truet og utrygge. Det er en virkelighed, der rammer jøder, som befinder sig så langt fra Gaza, som man overhovedet kan komme. De har intet med krigen at gøre. De hverken stemmer i Israel, bærer våben eller former israelsk politik. Det er vel også det, der menes, når der råbes på en globalisering af kampen.

Problemet er bare, at den ikke rammer sit erklærede mål. Den rammer ikke regeringer. Den rammer ikke militære strukturer. Den rammer ikke beslutningstagere. Den rammer børn. Den rammer gamle. Den rammer mennesker, hvis eneste fællesnævner er, at de er jøder.