Den indre kulturkamp

I sin seneste artikel i Weekendavisen citerede Emil Jørgensen indbyggerne i Afula indgående. Han har ret: Hvis man vil forstå, hvorfor Netanyahu stadig nyder så stor loyalitet, må man se ud over Tel Avivs boulevarder og i stedet vende blikket mod byer som Afula. Han påpeger, at Afula hverken er en bosættelse, ultraortodoks eller åbenlyst religiøs, og alligevel er den en højrefløjsbastion. På dette punkt kan jeg kun give ham ret.

Men da jeg læste artiklen, kunne jeg ikke lade være med at le. En dansk journalist spadserer gennem Afula med notesbogen i hånden og fremstiller byen som en »forstadsidyl« – en behagelig middelklasseby, tilfældigvis overset af vestlige medier. Han krydrer fortællingen med billeder af grønne marker og pæne bygninger, fæstner den med et chokerende citat fra en ung kvinde i et indkøbscenter og efterlader læserne med indtrykket af stille forstadsliv bag hække, sommerhuse og cafeer.

Jørgensen begår her en uansvarlig journalistisk handling: Han visker den historie væk, som netop giver mening til de stemmer, han har optaget. Selvom han har ret i, at vestlige medier længe har negligeret disse steder, undlader hans reportage at give den kontekst, der er allermest afgørende: Byer som Afula er ikke blot »det almindelige Israel«. De er hjem for efterkommere af jøder, der blev fordrevet fra muslimske lande – arabiske jøder, som i dag udgør omkring 61 procent af Israels jødiske befolkning.

Splittelsen mellem højre og venstre i Israel handler ikke først og fremmest om palæstinenserne, religion eller økonomi. Israels stemmemønstre formes langt mere af geografi, religiøs baggrund og – frem for alt – oprindelse. Venstrefløjen domineres af sekulære jøder med europæisk baggrund, mens Netanyahus base i overvældende grad består af jøder fra muslimske lande, hvoraf mange historisk blev presset af det venstreorienterede, europæisk-jødiske establishment ud i udviklingsbyer og perifere områder som Afula.

Det er derfor, meningsmålinger ofte ikke kan forudsige valgresultater. Arabiske jøder og religiøse familier har langt højere fødselsrater og udgør nu Israels voksende flertal, mens mange europæiske jøder (ashkenazim) bruger deres europæiske pas og emigrerer. Samtidig har venstrefløjen – på trods af sin tale om tolerance – længe undladt at bygge alliancer: De har afvist de ultraortodokse og den nationalistiske højrefløj som illiberale, affærdiget arabiske jøder som nogen, der stemmer »med maven« og lider af et »mindreværdskompleks«, og har ikke formået at inddrage palæstinensiske partier, der historisk næsten altid har afvist at indgå i israelske regeringer. Denne stammelogik gør det muligt for Netanyahu at sy koalitioner sammen, som på papiret virker umulige: ultraortodokse, der afviser værnepligt, side om side med nationalistiske. Stammer går lettere på kompromis end ideologer – og Netanyahu udnytter det.

Mens Israels venstrefløjspartier historisk trak deres vælgere fra Holocaust-overlevende og deres efterkommere, henter Netanyahu sin base fra familier formet af en anden historie: generationer af pogromer, fordrivelser og diskrimination i muslimske lande.

Deres fortælling rækker fra henrettelsen og slaveriet af jøder i Medina i år 627, gennem gentagne forfølgelser under islamisk styre til det 20. århundrede, hvor nazistisk propaganda spredtes – og stadig lever i store dele af den arabiske verden. Oprettelsen af Israel forstærkede den allerede eksisterende forfølgelse. Jøder blev udsat for pogromer på tværs af muslimske lande. Regeringer fratog hele samfund deres statsborgerskab, beslaglagde deres ejendom og tvang dem i eksil.

Alt i alt blev tæt på en million jøder drevet fra deres hjem og kastet ind i en skrøbelig ny stat – en stat, som mange arabiske regeringer forventede ikke ville overleve.

Nazityskland byggede lejre for at udslette Europas jøder; arabiske regimer deporterede deres egne til Israel i forventning om, at ørken, hungersnød og krig ville gøre resten. Denne eksodus udslettede en hel gammel jødisk verden fra Mellemøsten og Nordafrika. For efterkommere af arabisk-jødiske flygtninge er Hamas blot det seneste led i en lang kæde af vold, der har haft til formål at udslette jøder fra muslimske lande. Hvis Jørgensen havde genkendt Afula som en by domineret af arabiske jøder og havde taget sig tid til at lære deres historie at kende, ville han have forstået, at Netanyahus base ser Hamas’ krig som en religiøs udslettelseskrig.

Den europæiske jødiske elite, der byggede Israels tidlige institutioner, så arabiske jøder som tilbagestående og primitive mennesker, hvis arabiske identitet måtte udslettes, for at de kunne »integreres«. Deres navne blev ændret, deres sprog udskammet, deres historie fortiet. De blev stemplet som Mizrahim – »orientalere«, »østlige«. Deres traditionelle jødedom passede ikke ind i det europæiske skema mellem sekulær og religiøs. Dens flydende og spirituelle karakter foruroligede både sekulære socialister og ultraortodokse rabbinere. For en europæisk journalist kan Afula se sekulær ud – men mizrahi-religiøsitet modsætter sig disse eurocentriske kategorier.

Mens europæiske jøder slog sig ned i Tel Aviv, og kibbutzim rutinemæssigt afviste arabisk-jødiske ansøgere, blev mange jøder fra arabiske lande først placeret i flygtningelejre og derefter flyttet til perifere byer som Afula, Dimona, Yeruham og Kiryat Shmona. Med dårlig infrastruktur og ringe adgang til uddannelse og jobs blev disse byer selve fundamentet for Israels klasseskel.

Afula er ikke nogen middelklasseidyl. Den står som et nationalt symbol på den arabisk-jødiske marginalisering i Israel. Børn, der vokser op der, bliver skubbet væk fra muligheder og ofte brugt som eksempler på det, israelere kalder »det andet Israel«. Byens beboere bærer en arv af eksklusion, overset af den europæiske, sekulære venstrefløj, som stadig dominerer universiteterne, retsvæsenet, eliten i hæren og embedsværket – og som kontrollerer landets rigeste jord.

Netanyahu og Likud var det første etablerede parti, der behandlede arabiske jøder med respekt. Netanyahu besøger ofte marginaliserede byer og taler direkte til »folket«. Hans omfavnelse af arabiske jøder kan være kynisk, men hans lederskab opleves som et opgør. Den foragt, han mødes med fra venstrefløjen, ses af mange arabiske jøder blot som endnu et kapitel i en lang historie af europæiske jøders elitisme. Hans udenrigspolitik – med fokus på bånd til arabiske stater og konfrontation med islamistiske regimer frem for at søge europæisk anerkendelse – taler et sprog, der anerkender den arabisk-jødiske fortælling om eksil fra muslimske lande.

Hans politiske base ligger i byer som Afula – ikke fordi indbyggerne er »hårde«, men fordi de bærer en kollektiv erindring fra den muslimske verden: en erindring om fordrivelse, knaphed og eksklusion fra magtens centrum, som danner grundlag for en politik af loyalitet, stolthed og overlevelse. Jørgensen kalder Afula et glimt af »det almindelige Israel«. Men Israel er et land af brudte geografier og lagdelte historier, af immigranter, mange religioner og kulturer. Hver by rummer en anden fortælling, formet af en anden oprindelse. I modsætning til Danmark – hvor ideen om »den almindelige dansker« måske stadig giver mening – var en sådan præmis aldrig mulig i Israel.

Hvis man vil forstå israelsk politik – hvorfor Netanyahu stadig nyder loyalitet, hvorfor Tel Avivs demonstranter og hans base taler forbi hinanden – kan man ikke stoppe ved Tel Avivs boulevarder. Man må gå gennem byer som Afula. Man må spørge: Hvad er dette for en by i Israels dybt fragmenterede, ikkehomogene landskab? Hvem bor her, og hvorfor? Hvor kom deres forældre og bedsteforældre fra? Og hvordan formede statens politik deres liv? Uden den historie giver kløften mellem højre og venstre i Israel ingen mening.

Naama Cohen er antropolog og datter og barnebarn af marokkanske, irakiske og egyptiske jødiske flygtninge.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk