Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag, kære læser

En forfærdelig uge for Socialdemokratiet slutter slemt. I går kunne DR fortælle om et tiltagende muggent kommunalt bagland, og nu kommer der her til morgen en for sosserne ganske skrækkelig meningsmåling fra Epinion. Lad os tage et kig på den.

1. Socialdemokratisk krise

Hvis der var valg i morgen, ville blot 17,5 procent af danskerne stemme på Socialdemokratiet. Det er et fald på ti procentpoint(!) siden valget i 2022. Det er den dårligste Epinion-måling for partiet i over 12 år. I maj 2024 fik partiet dog også en måling på sølle 17,8 procent, så det er ikke, fordi det er helt enestående. Det er dog et massivt fald i forhold til den seneste Epinion-måling fra oktober, der viste en opbakning på 20,9 procent.

Ser man tilbage, begyndte krisen med afskaffelsen af store bededag i 2023, som der ikke var nogen begejstring for i befolkningen. Da milliarderne efterfølgende begyndte at vælte ud af hver en skuffe i Finansministeriet, forekom det kun endnu mere meningsløst for mange danskere. I partiet havde man dog is i maven. Det var ikke første gang, at man havde truffet en upopulær beslutning og oplevet modvind. Man var overbevist om, at det ville være muligt at vende udviklingen inden næste valg.

Sådan så det også ud til at gå i en periode, hvor Mette Frederiksen var i stand til at genvinde en del af den tabte tillid. I begyndelsen af året var der for første gang siden bededagens afskaffelse et flertal i befolkningen, der syntes, at statsministeren udførte et godt stykke arbejde. Sådan fortsatte det. For kun en måned siden mente 38 procent af vælgerne, at Mette Frederiksen gjorde det godt som statsminister, mens 33 procent syntes, hun gjorde det dårligt. Det er nu vendt. 44 procent mener, at hun klarer sig dårligt, mens 29 procent synes, hun gør det godt.

Med under et år til næste valg kan en måling som denne næppe hjælpe nattesøvnen for partiledelsen. Alt, man har genvundet, synes tabt på gulvet.

Hvor går partiets vælgere hen? Ikke så overraskende har 18 procent af deres vælgere fra forrige valg nu tænkt sig at stemme SF. Det kan Socialdemokratiet nok leve med. Men hvad der må give alvorlige bekymringer, er den betydelige gruppe af vælgere, der vandrer over midten. Hele 17 procent, der satte deres kryds ved S i 2022, har nu tænkt sig at stemme borgerligt. Seks procent er gået til DF, fire procent til Danmarksdemokraterne, tre procent til Venstre og to procent til både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

2. Borgerligt comeback

Den igangværende vælgervandring over midten, som vi også så i sidste uge til kommunalvalget, ser i Epinion-målingen ud til at være forstærket. Med 11,5 procent får Venstre sin bedste måling siden valget i 2022. Det betyder dog ikke, at midterregeringen belønnes. Den er reduceret fra 89 mandater ved valget i 2022 til nu at være nede på 53. Målingen cementerer den tendens, vi længe har kunnet se ude i vælgerdybet, hvor man aldrig har lært at elske SVM-regeringen, men tværtimod ser den som en mærkelig politisk Frankenstein-skabning.

Nu findes blå blok ikke som andet end et spøgelse, men lægger man V, K, LA, DD og DF sammen, så får de tilsammen 51,3 procent af stemmerne. Der tegner sig således konturerne af et reelt borgerligt alternativ til den siddende regering. Og det er endda uden Borgernes Parti.

Målingen er ikke kun skidt nyt for Socialdemokratiet, også Moderaterne får gedigne tæsk. Med 1,8 procent af stemmerne er de under spærregrænsen og er faldet med 7,5 procentpoint siden forrige valg. Selv hvis de lige nåede op over spærregrænsen og kom ind i Folketinget, ville de borgerlige partier ifølge denne måling kunne danne en regering uden partiets mandater.

Nu skal det understreges, at der kun er tale om én måling. Det kan vise sig at være en outlier. Det sagt, underbygger den en tendens, vi også så i sidste uge til kommunalvalget. Meget kan naturligvis nå at ske inden næste valg. Socialdemokratiet er kendt for at være dygtige i valgkampe. Og mon ikke Lars Løkke Rasmussen finder en kanin eller to nede i sin hat? Uanset hvad er der tale om ganske opsigtsvækkende tal.

3. Bambi-strid

Der er stor uenighed blandt anmelderne om multikunstneren Emma Sehested Høegs nye teaterforestilling Bambi er tilbage på Nørrebro Teater.

Hvis man ikke kender Emma Sehested Høeg, så er man med garanti ikke en millennial-kvinde. Gennem de sidste fem år har hun været her, der og alle vegne. Hun har lavet DR-tv-serien Skyld (2020) og TV 2-tv-serien Killjoy (2023), derudover udgav hun sidste år albummet I Know All The Words But I Can't Say Goodbye. Hun er indiskutabelt ekstremt talentfuld både som sanger og skuespiller og er allerede en af sin generations mest fremtrædende kunstnere.

Tematisk er hun meget optaget af et af de i kulturen mest gennemtærskede emner de sidste ti år: kvindekroppen. Kvindens orgasme, menstruation, fødsler, amning og alt sådan noget fylder utroligt meget hos hende. Hun har lavet en hel sang om menstruation. Killjoy handler om en kvinde, der ikke kan få orgasme. Og så videre. Det hele har det også med at handle meget om hende selv. Hun er trods sine talenter i overhængende fare for at være en parodi på en millennial-kvinde anno 2020.

Tilbage til anmeldelserne af Bambi er tilbage, der efter at Høeg er blevet mor til ingens overraskelse handler om at være mor til en baby. I Politiken er man helt oppe at ringe over den. Fem ud af seks hjerter. I Berlingske er man også begejstret, men med forbehold. Fire ud af seks stjerner. Og så er der Weekendavisens Amalie Langballe, der i dagens avis flænser denne selvoptagede millennial-kvinde og hendes teaterstykke i småstykker. Om Høeg skriver Langballe meget rammende:

»Emma Sehested Høeg inkarnerer den særlige postfeminisme, der har insisteret på retten til at fylde uden at bekymre sig synderligt om, hvad pladsen skulle bruges på, men en analyse, der reducerer projektet til rent egotrip, overser hendes dedikerede fanskare.«

Og om stykket konkluderer hun:

»Men hun kan ikke tage sig selv ud af ligningen, for ligesom influenceren er hendes scenekunstneriske virke bundet op på hendes persona og hendes følgere. Det er denne indbyrdes afhængighed, der diskvalificerer Bambi er tilbage som kunst og forvandler det til content.«

Som man ville have formuleret det inde hos Politikens lederkollegium: Av, av, av.

Tak for at læse med og god weekend!

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes