Doktor Doom. Katastrofeforskeren Luke Kemp bruger psykologi og historiske databaser til at forudsige kommende samfundskollaps. I mammutværket Goliath's Curse stiller han en dyster diagnose for Vesten.
Civilisationens forbandelse
For 1.000 år siden lå der en by på det sted, hvor den amerikanske storby St. Louis ligger i dag, som på mange måder mindede om et dansk rækkehuskvarter. Husene havde stort set samme form og størrelse. De lå i små klynger rundt om nogle kunstigt skabte jordhøje og grønne arealer, som blev brugt til boldspil og fællesspisning.
Men efter flere hundrede år med fred og idyl skete der noget i Cahokia, som byen er kendt som i dag. Nye, større boliger skød op på toppen af jordhøjene. De blev omkranset af først hegn og senere forsvarsværker med spidse pæle. Beboerne begyndte at bruge fællesarealerne til dekadente fester og ritualer, hvor de hyldede en slags krigerpræst. Han krævede offergaver, først i form af korn og tobak, senere også mennesker. Ved en enkelt ceremoni blev 53 kvinder henrettet og begravet ved siden af hinanden.



