Børn af hyperpolitikken

»Hvorfor fanden sidder de unge mennesker og tænker på poppersonligheder og lever i deres mærkelige bobleuniverser i cyberspace frem for faktisk at gøre noget i verden?«

Sådan siger Lone Frank i sidste uges Avistid, og hendes udtalelse er endnu et af de trættende eksempler på den ungebashing, som for evigt har fundet sted. Oftest handler kritikken om, at de unge ikke lever op til tidligere generationers måde at være i verden på, hvorefter de nedgøres for at være uaktivistiske, uengagerede, uansvarlige og uinteresserede i verden omkring sig, alt imens de udviser en uklædelig egoistisk og egocentreret adfærd, der toppes med mangel på respekt for de ældre generationer.

Kritikken er ikke bare uambitiøs, den er også uintelligent. Hvis hver eneste ungegeneration havde været lige så uduelig, som de ældre generationer anklagede dem for at være, havde vi nok ikke overlevet som art, hvilket 8,3 milliarder mennesker på kloden modbeviser.

Til gengæld er vores tids unge vidner til flere katastrofer, som de ældre generationer udsætter dem for: en klimakrise, der aktuelt har affødt skovbrande flere steder på kloden, krig i Europa, et FN, der vakler. En mistrivselskrise, der især går ud over de unge, og nu også AI, der både skaber en grundlæggende ontologisk usikkerhed og en medietroværdighedskrise.

Derfor er det så beskæmmende, når en kapacitet som Lone Frank beskylder de unge for ikke at tage del i samfundsudviklingen. Især fordi det forholder sig modsat.

SIDEN 2022 har Generation Z stået i spidsen for politiske og sociale oprør i en lang række lande i især Asien og Sydamerika, fordi de ikke længere vil lægge liv og fremtid til korruption, nepotisme og stigende ulighed. Det har blandt andet medført, at regeringerne i Nepal og Madagaskar er gået af. Helt aktuelt fyrede Indiens premierminister Modi i sidste uge landets uddannelsesminister Pradhan efter pres fra især Generation Z, der initierede landsdækkende protester mod omfattende svindel og lækager af nationale eksamensopgaver.

Herhjemme har 73 procent af de unge ifølge Demokratiundersøgelsen 2025 deltaget i politiske aktiviteter – mod 66 procent af den øvrige befolkning. Men hvor boomerne ændrede samfundet i store kollektivistiske bevægelser, for eksempel borgerrettighedsbevægelsen, er Z-generationens aktivisme en anden: De laver mikroaktivisme – lokale tiltag – og makroaktivisme – som miljøbevægelsen Fridays for Future – ved effektivt at samle store grupper om en sag, ofte gennem sociale medier. Vi så det for eksempel med MeToo-bevægelsen og altså nu det seneste globale ungdomsoprør.

Faktisk er de unge så gode til at lave denne form for aktivisme, at idéhistorikeren og politologen Anton Jäger har givet det et navn: hyperpolitik. Begrebet forklarer, hvordan der i dag sker en ekstrem politisering uden politiske resultater og institutionalisering, fordi mobiliseringen er baseret på store følelser og fællesskaber, der ikke altid ender i en forpligtende organisering. Og derfor risikerer at dø ud.

Men her kommer Lone Frank og alle os andre, der ikke længere er unge, ind i billedet. Vi har erfaringen, vi kender institutionerne og ved, hvordan engagement kan omsættes til varig politik. Hvis vi tog et ansvar for den fælles sag sammen med de unge, kunne verden for alvor flytte sig. Den slags er selvfølgelig betinget af, at man respekterer hinandens forskelligheder og evner og er åbne over for, at ikke alle er i verden på samme måde som en selv. Uanset hvor længe man har levet.

Emilia van Hauen er sociolog og forfatter til bogen »Generationen der skal redde verden … med lidt hjælp fra os andre«

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk