Et godt råd fra Karl Ove Knausgård

Kære læser 

Her i sommermånederne springer jeg ud af sengen hver anden morgen for at vande planterne på mine altaner. At det overhovedet sker, skyldes noget, den norske forfatter Karl Ove Knausgård fortalte, da jeg interviewede ham i efteråret.

Samtalen drejede sig om ondskab og om, hvordan mennesker ender med at gøre grusomme ting. Derfor blev jeg også lidt forvirret, da han begyndte at fortælle mig om sin have. I lang tid forsømte han den, og planterne blev ved med at visne. Vendepunktet kom, da hans gartner satte foden ned og opfordrede Knausgård til selv at tage ansvar for sin egen have. Det ændrede alt, fortalte han. For pludselig lå han og tænkte på planterne, inden han faldt i søvn. Han følte omsorg for dem.

Haven var Knausgårds eksempel på moderne menneskers store problem: Når vi ikke forstår noget, bliver vi ligeglade med det og overlader det til andre. Og det er farligt, for det er ikke sikkert, at andre tager sig af det. Eller at de andre vil det samme som os selv.

Kort efter at interviewet fandt sted, flyttede jeg ind i en ny lejlighed, og da foråret kom, styrtede jeg ud på en planteskole og fyldte mine altaner med planter. Og ganske rigtigt: Jeg kunne ikke holde op med at tænke på dem. Knausgårds haveråd inkarnerer en af de ideer, som hans forfatterskab altid har kredset om: Hvis afstand er årsagen til syndefald, så er nærvær antitesen.

I denne uge bringer Weekendavisen første del af et nyskrevet essay af Knausgård, der udfolder ideen yderligere, og hvor historien om hans egen have også optræder.

I essayet beretter han, at det 40 år siden, at han så sin første edb-maskine. Synet fandt sted hjemme i en vens kælder, men selvom computerteknologien siden da har overtaget vores livsverden fuldstændig, så har han, ligesom med sin have, forsømt at interessere sig for, hvad computere er, og hvad de gør ved os. Eller som han skriver: »At holde sig sådan nogenlunde orienteret om den politiske situation i verden er en pligt, noget, man ikke har ret til at vende ryggen til. Burde det samme ikke gælde for teknologi med den enorme påvirkningskraft, den har?« Essayet er hans forsøg på at indkredse det teknologiske, en skriftlig pendant til en uhyre grundig havevanding.

Den tekst, som han har skrevet, er ganske lang, så jeg har tilladt mig at dele den op i to dele. I anden del opsøger han i øvrigt forfatteren og kunstneren James Bridle på en ø i Grækenland, og den samtale, som altså bliver bragt i næste uge, åbner for en anden forståelse af intelligens – og et nyt blik på, hvad det vil sige at være menneske.

Og nu vi opholder os i planternes verden, vil jeg anbefale, at man genlæser Synne Rifbjergs store og smukt illustrerede haveessay fra sidste år. Også det handler om, hvad der sker med os, når vi forbinder os til naturen gennem arbejdet i en have.

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Sune Anderberg, som sender en redningskrans til sommerturismefordrevne danskere i form af et album, vores musikanmelder betegner som »yachtjazz«.

Endelig en smule godt nyt til de internt fordrevne tisvildeanere, der denne weekend får julifreden forstyrret af Musik i Lejet. For den danske saxofonist, fløjtenist og i det hele taget alle-instrumenter-ist Oilly Wallace har med sit seneste album, Sugar Baby Butterfly, skabt et oplagt soundtrack til flugten fra helvedet i nord, især hvis den foregår ad søvejen.

Musikken kan således bedst beskrives som yachtjazz: ni stramme, solblegede fusionsdrømme om evig roséberuselse, der trives et ubekymret sted mellem telefonmuzak, demotracks på et Roland-keyboard og introtemaer fra 80ernes tv-underholdning på DR. Her er blid, hvid bossa, tværfløjter i frejdige synkronløb og lumske monologer signeret af Emma Sehested Høeg. Alt skriger kitsch, men Wallace og de medvirkende – såsom Jonathan Bremer på bas, Rasmus Sørensen på Wurlitzer – hviler fuldstændig i udtrykket, og det smitter.

Man kan kalde det Jonas Visti-bølgen: en omfavnelse af den lette fusionsjazz fra 70erne og 80erne, som radioværten på P8 har været med til at udbrede de seneste år, så en ny sorgløshed er begyndt at trives i jazzmiljøet. Og faktisk optræder Visti og Wallace sammen – med venner – på Musik i Lejet fredag aften. Med det nye album kan musikken dog heldigvis høres på sikker afstand fra en lystbåd.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.

Vi ses i indbakken næste fredag!

Kathrine Tschemerinsky
Kulturredaktør