Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Godformiddag og velkommen tilbage til Weekendavisens daglige nyhedsbrev, som jeg har fået det ærefulde hverv at stykke sammen. Min ambition er at hæve blikket over den evigt kværnende nyhedssumps plumpe masse og fokusere på anderledes og betydningsfulde emner. 

Det betyder så også, at jeg ikke giver mig i kast med en retsteknisk gennemgang af Mette Frederiksens (S) famøse slettede Mink-sms’er, og hvorvidt hendes embedsmandsentourage rent faktisk gjorde alt for at genskabe dem (spoiler alert: Det gjorde de næppe). 

Mette Frederiksens sms’er minder lidt om det, man kalder fiktionens ontologiske paradoks (et begreb, der kredser om, hvorvidt noget virkelig eksisterer, hvis ikke læseren læser det). 

Eller som Jorge Luis Borges skriver i novellen De cirkulære ruiner (1940): »Med lettelse, med ydmygelse, med rædsel forstod han, at også han var et skinbillede, at en anden drømte ham.«

1. Fransk politisk kaos koster

Vi slipper ikke for en lille dosis Frankrig, som så ofte bliver sjoflet i nyhedsdækning, fordi så få læser og taler sproget. 

Men med blot 14 timers levetid satte den senest afgåede regering ny frankrigsrekord. Den slags er ikke noget, erhvervslivet er begejstret for. Allerede sidst i august (da den forrige regering var begyndt at skrante) våndede de franske virksomhedsledere sig i det konservative dagblad Le Figaro: »Vi aner ikke, hvilken sauce vi bliver spist med (fransk for: Vi har ingen idé om, hvad der kommer til at ske, red.),« lød det fra lederen af foreningen af små og mellemstore virksomheder CPME, Amir Reza-Tofighi.

Og det var ovenikøbet før det seneste kaos. Man forstår ængstelsen. Uvished om nye regeringers retning får øjeblikkeligt virksomhederne til at bremse større investeringer. Pengene bliver på kontoen, til der er klarhed om situationen, og jo længere usikkerheden varer, desto dyrere bliver det for samfundet. Også denne gang. Knap var nyheden om Sébastien Lecornus afgang blevet kendt i fransk presse, før det franske aktieindeks CAC40 gjorde ham selskab på den pludselige deroute.

Hele to point dykkede indekset med, ligesom de franske låneomkostninger steg til 3,61 procent.

Ingen rar nyhed, når det netop er kommet frem, at prisen for Macrons tjubangopløsning af Nationalforsamlingen sidste sommer ifølge Det franske observatorium for økonomiske konjunkturer (OFCE) lyder på knap 100 milliarder kroner.

Ikke så lidt, når man betænker, at den foregående regering faldt på en spareplan på 330 milliarder kroner.

Samtidig reducerede kreditvurderingsbureauet Fitch sidste måned Frankrigs internationale vurdering fra AA- til A+, så Frankrig nu er på niveau med Malta, Belgien og Litauen, og den vurdering er med til at afgøre, hvad det koster Frankrig at låne til sin kolossale gæld på nu 3.416 milliarder euro.

2. Nyheder fra en bog

Som reaktion på den såkaldte Gutenberg-parentes, som læserne fik så glimrende forklaret af Lasse Winther Jensen i denne uges udgave af Weekendavisen, har jeg besluttet at falsificere tesen og påvise, at bogen stadig har sin eksistensberettigelse som afsluttet udsagn – og nyhed. Så derfor vil jeg præsentere den gunstige læser for nogle af de bøger, jeg er i gang med, men som midlertidigt har måttet vige pladsen på natbordet for de otte tilbageværende titler, som stadig er i spil til Frankrigs mest prestigiøse litterære udmærkelser Le Prix Goncourt, der uddeles 4. november (og som jeg bunkeanmelder deromkring).

Jeg kæmper dagligt mod det, man i litterære kredse kalder Schopenhauers fælde: at man forveksler køb af bøger med tilegnelse af deres indhold. (Jeg kalder det »power-Schopen«, høhø). Ak, hvis blot man også kunne købe tiden til at læse dem ... En af de mest interessante bøger, der ligger halvlæst og allerede fuld af overstregninger, er graverjournalisten Nora Bussignys Les nouveaux antisémites (de nye antisemitter), som er rasende aktuel her på toårsdagen for Hamas’ massakre på de knap 1.200 civile israelere, som er blevet overskygget af Netanyahu-regeringens efterfølgende ødelæggelse af Gaza.

Bogen er resultatet af et helt års arbejde under dække, hvor hun har infiltreret demonstrationer, islamistiske grupper, universitetscampusser, det yderste venstrefløjsparti La France Insoumise, og som har bragt hende både rundt i Frankrig til Bruxelles og til Columbia i New York. Overalt møder hun det samme fænomen: antisemitisme forklædt som antizionisme. Og som hun skriver i sin konklusion, som hun kalder »et desperat råb«: »Nu da De har læst min bog, kan De ikke længere sige, at De ikke vidste det.«

Uden sammenligning i øvrigt må jeg tilstå, at jeg har undret mig over, at Enhedslisten vil gøre det kommende kommunalvalg til november til et Palæstina-valg. Det er lidt ligesom dem, der når man klager over, hvor svært det er at finde en parkeringsplads ved at hvæse »det er bare det værste i verden«, svarer »nej, det er incest, pædofili og krig«.

3. Skyl læsebrillerne bort

Nå, helt sort skal det jo ikke være. Så igen i dag disker vi op med dagens gode videnskabsnyhed. Og det er intet mindre end et remedium, som kan kurere gammelmandssyn (presbyopi) permanent, så man igen kan sætte sig til rette i lænestolen med en god bog uden en tyngende brille på næseryggen. 

De vil muligvis indvende, at det har man kunnet længe. Ja, med laserkirurgi. Men på den 43. ESCRS-kongres (European Society of Cataract and Refractive Surgery), der ovenikøbet fandt sted i Bella Center i midten af september, præsenterede øjenlægen Giovanna Benozzi fra Buenos Aires et præparat, som efter blot et par dråber og en times tid gav et overvældende flertal af respondenterne det nære syn tilbage. Dråberne indeholder en blanding af pilocarpin (der får pupillerne til at trække sig sammen) og det ikkesteroidholdige antiinflammatoriske stof diclofenac (som skal tackle nogle af pilocarpins mest almindelige bivirkninger). I den lettest ramte forsøgsgruppe opnåede 99 procent optimalt læsesyn, de fleste i op til to år.

Så nu, hvor vi kan forberede os på at leve længere, er der også håb om at kunne se bedre uden at skulle under kniven.

Det var, hvad det lykkedes at klemme mere ind i Deres e-postkasse i denne ombæring, men vi ses i morgen, og indtil da vil jeg efterlade Dem med følgende lystige ord fra aforisme-stakhanovisten Mark Twain: »Man kan ikke forlade sig på sine øjne, hvis ens forestillingsevne er ude af fokus.«

Med Weekendavisen ved hånden er De dog nogenlunde sikker på at se verden lidt skarpere.

På gensyn i morgen,

Ærbødigst

Aske Munck