Forløsning. Vi har talt og skrevet meget om August Holmgren under dette års Wimbledon, men lørdagen tilhørte Clara Tauson.

Vreden er borte

Dette års Wimbledon vedbliver med at forbavse, og ingen nation har mærket svimmelheden tydeligere end Danmark. 

Mens vi desværre allerede på den rekordvarme premieredag måtte sige et overraskende farvel til Holger Rune (og et mere forventet til Elmer Møller), har kvalifikationsspilleren August Holmgren og nu også Clara Tauson gjort det langt bedre end forventet.

Før enden på Holmgrens eventyr lørdag mod australske Alex de Minaur, en af turneringens bedst returnerende spillere, hentede Tauson karrierens største sejr mod den tidligere Wimbledon-vinder Elena Rybakina – finere end triumfen mod Jelena Ostapenko ved sidste års Roland-Garros. Begge danskere optrådte på Court 12, sidst den storservende Holmgren, der trods nederlag i tre sæt spillede glimrende. Men dagen tilhørte 22-årige Tauson.

Foto: Andrew Couldridge, Scanpix

Mod en af verdens bedste græsspillere udviste hun et mod og en beslutsomhed, der kan bære hende endnu længere i denne historiske turnering. Ikke engang en timelang regnpause i første sæt kunne ryste Tauson, der utroligt nok var bedre end Rybakina på snart sagt alle parametre.

Danskerens førsteserver var blændende, netspillet eksemplarisk og antallet af uprovokerede relativt få. Hendes lange, stærke modstander gik som altid efter vinderslagene, men viste sig at have problemer med mobiliteten. Netop dét udnyttede Tauson med flere vidunderlige stopbolde, der vidner om den legende tilgang til spillet, som altid har fandtes lige under det lidt mutte ydre.

I forhold til sidstnævnte er der sket en bevægelse denne sommer. Tauson virker mere i pagt med sine omgivelser. Det hjælper naturligvis at vinde tre opgør ved Wimbledon. Men forandringen stikker dybere end det, fortalte hun mig efter sin sejr i anden runde. Det er et indsatsområde; vredesudbruddene gør ikke noget godt for hende, og nu ved hun det også selv.

HOLMGRENS FÆRD TIL tredje runde står tilbage som en af de største sensationer i nyere dansk sportshistorie. Men Tausons meritter bør ikke forklejnes. For en måned siden havde hun aldrig vundet en kamp ved en hovedturnering på græs Men så vandt hun to i Nottingham Open – og nu altså tre ved Wimbledon.

Tauson er i fjerde runde, kun 16 spillere er dermed tilbage. Der er tale om en tangering af det næstbedste danske resultat ved Wimbledon i tennissportens professionelle æra (siden 1968). Caroline Wozniacki nåede netop fjerde runde seks gange, men aldrig videre, mens kun Holger Rune har prøvet at gå en runde længere, til sidste års kvartfinale.

Tirsdag gælder det så den ottendeseedede Iga Swiatek. Polakken er femdobbelt grandslamvinder, og selvom hendes forcer – tålmodigheden, topspindet, den lave fejlmargin og evnen til at glide ind i slagene – passer bedre til det langsommere grusunderlag, er hun blandt favoritterne til at vinde Wimbledon i det resterende, ramponerede kandidatfelt.

Clara Tauson er født til elitesport. Hendes onkel, Michael Tauson, var Danmarks bedste i slutningen af 1980erne. Hendes far var på landsholdet i ishockey. Selv begyndte hun til tennis som seksårig, og da hun var 13, vandt hun DM. Tre år senere blev hun professionel og rangerede som verdens bedste junior. Hun vandt sin første WTA-titel i 2021 og den tredje og seneste i januar i år.

Alligevel har der ofte været noget indestængt over Tauson, selv når hun sejrede. Som om hendes store spil ikke rigtig har kunnet udfolde sig frit. Indtil i går. 

Foto: Adrian Dennis, Scanpix

Ved Wimbledon 2025 er hun blevet bedre kamp for kamp, og meget skal gå galt, før hun ikke figurerer på verdensranglistens top 20, når turneringen i London er ovre. Det har hun aldrig prøvet før. Vi er vidner til en forløsning.

Følg Asker Hedegaard Boyes reportager og analyser fra Wimbledon her.

xahb
(f. 1982) er cand.mag. i idéhistorie og har skrevet for Weekendavisen siden 2009. Han er sports- og kulturskribent samt litteratur- og teaterkritiker. Han har skrevet en lang række bøger om sport til både børn og voksne, blandt andet Spillets forvandling, Europæisk fodbold i 30 år (2019) og Om fodbold (2021).

Andre læser også