Regenter uden hof

WIMBLEDON – Verdens største, dyreste og mest prestigefulde tennisturnering har udviklet sig til en civiliseret massakre på en række af de bedste spillere i verden. Ingen kan regne sig for sikker, alle har tilsyneladende en chance.

Allerede i første runde strøg en håndfuld favoritter ud af turneringen, enten på grund dårlig form, skader eller den historiske hede, åbningsmandagen var med sine 32,4 grader den varmeste i turneringens historie. Af de 64 seedede singlespillere (32 hos mændene og det samme hos kvinderne) blev 23 slået ud i mandagens og tirsdagens første runde.

Det er ifølge den førende amerikanske tennisjournalist Ben Rothenberg ny rekord ved Wimbledon og en tangering af de største tabstal i en Grand Slam-turnering. Dertil kommer, at seks af de 11 spillere, der præsterede at vinde en af de mange optaktsturneringer på græs, tabte deres første kamp.

Implosionen har mange ansigter. Hos kvinderne snublede tredjeseedede Jessica Pegula, og hos mændene tabte ligeledes tredjeseedede Alexander Zverev til den diskrete franskmand Arthur Rinderknech i fem sæt. Et så tidligt exit er ikke overgået tyskeren de seneste 20 Grand Slam-turneringer. Lige så uventet var den andenseedede Coco Gauffs exit hos kvinderne.

Den unge amerikaner med det både opportunistiske og aggressive spil besejrede verdensetteren Aryna Sabalenka i Roland-Garros-finalen i sidste måned og var spået en ny finaleplads ved Wimbledon. Men i førsterundekampen mod Dajana Jastremska mødte hun ikke op mentalt.

»Det føles, som om jeg stadig er overvældet (efter sejren ved Roland-Garros, red.) og ikke havde nok tid mellem de to turneringer til at være helt klar igen,« prøvede Gauff på det efterfølgende pressemøde.

Den slags undskyldninger (fra en amerikaner på britisk jord) er ikke noget, man tager let på i det sydvestlige London: »Man må efterhånden spørge sig selv, hvor meget længere denne 21-årige dobbelte Grand Slam-vinder kan henvise til sin uerfarenhed og følelsen af 'overvældethed' som undskyldning for dårlige præstationer ved Wimbledon,« skrev Daily Mails udsendte.

Med andre ord: Dette er Wimbledon, »There's Only One Wimbledon«, som turneringens nye motto lyder, så hvis man stiller op, har man bare at være klar. Alt andet er disrespekt for 148 års tradition. Gauff har efter seks optrædener i turneringen stadig til gode at nå en kvartfinale. Den slags kan nemt udlægges som en fornærmelse i All England Lawn Tennis & Croquet Club og dennes præmiesum på 53,5 millioner pund.

OGSÅ DE DELTAGENDE danskere har erfaret hierarkiets rysten, gærdernes fald, på egen krop. Dog ikke Elmer Møller, som intet kunne stille op mod den stærke amerikaner Frances Tiafoe. Men Holger Rune, der var seedet til at nå en kvartfinale, styrtede mod chilenske Nicolás Jarry efter to gode sæt efterfulgt af et besynderligt sammenbrud, der ifølge danskeren skyldtes knæproblemer.

Også Clara Tauson måtte slås indædt for sagen mod den undertippede brite Heather Watson i første runde, men her gik det akkurat – set med danske øjne. Omvendt leverede August Holmgren et af de fineste danske tennisresultater i nyere tid, da han slog den langt højere rangerende Quentin Halys ved en veritabel danskerfest på den lille Court 6.

»Er I familie?« spurgte jeg en ung kvinde, der sammen med sin far og farmor hujede og bed negle, mens de fulgte den danske hardhitter serve sin modstander i sænk. Det var de ikke. Men de var danske, og når ikke Rune kunne, kunne Holmgren måske. Det kunne han i den grad, og hvor klæder han bare sporten. Ikke alene med sin eksplosive græstennis, men også i kraft af sin søgende, reflekterede tale uden for banen. Hvornår han man sidst hørt om en topidrætsudøver, der læser Hermann Hesse?

De seneste dage er temperaturen faldet til mere humane 25 grader, mandefaldet er fortsat, omend i et lavere tempo. Begge dele til flertallets tilfredshed. Onsdag så jeg den topseedede Aryna Sabalenka spille sin andenrundekamp på Centre Court mod Marie Bouzková. Tjekken, der nåede en kvartfinale ved Wimbledon i 2022, er bestemt ikke ueffen og tvang den belarusiske favorit ud i en tiebreak i første sæt. Herefter var der imidlertid ingen begrundet tvivl om udfaldet.

Efter kampen fik jeg mulighed for at stille Sabalenka et spørgsmål i turneringens såkaldte Media Theatre, en biograflignende sal, hvor de største spillere forventes at møde op efter deres kampe (de mindre kendte spillere må nøjes med mere intime interviewværelser med plads til kun en håndfuld pressefolk).

Hvordan havde hun mon oplevet de første urolige, ukontrollable spilledage? Havde også hun, favorit til at vinde kvindernes turnering, mærket uforudsigelighedens vindpust i nakken? Hun smilede bredt og selvsikkert, som hun næsten altid gør, før hun antog en anden, mere bekymret mine:

»Alle de sensationer … Det har været hårdt at være vidne til, både hos kvinderne og mændene. Det er ikke længere til at spå om, hvem der vil være at finde længere fremme i turneringen. Det er ikke rart at tænke på, men jeg kan kun fokusere på mig selv og mit eget spil, det er alt, jeg kan gøre.«

Dér sad hun så – som en dronning uden hof. Begge hendes to største konkurrenter, Pegula og Gauff, er rejst hjem. Havde man forventet, at Sabalenka ville glæde sig på vegne af de mindre bemidlede spillere, som rejser på budget og knokler uge efter uge ved dårligt betalte turneringer for at få det hele til at løbe rundt, ville man hverken kende belaruseren, The Wimbledon Vibe eller toppen af tennistouren særlig godt.

Dette er trods alt etablissementet, der deler sine tilskuere op i en myriade af underkategorier fra The Royal Box over »members' guests« til »non-ticket holders«, og som døbte den onsdag i 2013, da den mægtige Roger Federer i en ufattelig 25-årshændelse tabte til den upåagtede ukrainer Serhij Stakhovskyj, Black Wednesday. Hvor man i andre sportsgrene hylder sensationen, rynker man i tennissporten på næsen. Her er hierarkiet og genkendeligheden de grundpiller, der bærer tilværelsen.

Selv Sabalenka udtrykte en ængstelig vished om, at hun kan blive det næste prestigiøse offer. Det bliver hun nu næppe. Fredag skal hun op mod briternes darling Emma Raducanu, der tilbage i 2021 vandt U.S. Open (uden at afgive et sæt) som 18-årig kvalifikationsspiller, men siden har fundet et mere mindeligt niveau omkring verdensranglistens 40.-plads.

Lidt genkendelighed findes der imidlertid. Mændenes nummer et, den stoiske sydtyroler Jannik Sinner, har gjort sine ting uden at virke synderlig præget af virakken og mandefaldet rundt om ham. Tirsdag brugte han bare en time og tre kvarter på at tromle landsmanden Luca Nardi baglæns ud af Court 1. For øjeblikket virker det, som om italieneren er ude af stand til at tabe til nogen modstander – med undtagelse af den andenseedede Carlos Alcaraz, der for få uger siden vandt de to spilleres møde i en storslået Roland-Garros-finale.

Spanieren er også stadig med. De to, 23-årige Sinner og 22-årige Alcaraz, der har delt de seneste seks Grand Slam-sejre mellem sig, synes at være en hylde over konkurrenterne. Ud over Zverev og Rune er også Lorenzo Musetti og Daniil Medvedev færdige. De fire, alle i verdens top-10, fik kun én kamp ved årets Wimbledon.

Men er der slet ingen, der kan ændre på den efterhånden nemme forudsigelse om endnu en finale mellem spanieren og italieneren? Amerikanske Taylor Fritz (seedet 5) har set shaky ud og taber sæt, hver gang han går på banen. Gamle Novak Djokovic (6) er her stadig og står vanligt skarpt, men hans seneste Grand Slam-triumf ligger næsten to år tilbage. Ingen tror, at spillere som Ben Shelton (10) og Alex de Minaur (11) har det, der skal til – endnu.

Tilbage er én reel udfordrer til det spansk-italienske duopol: fjerdeseedede Jack Draper, en venstrehåndet upper class-dreng født og opvokset få mil fra Wimbledon-anlægget som søn af en leder i det engelske tennisforbund. Den atletiske Draper, der studerer ved et onlineuniversitet, syner med sin omvendte kasket og forkærlighed for MMA så amerikansk, som mange briter i Generation Z.

Men har han det, der skal til? Forventninger er store, det er de altid til Britain's No. 1. Før Draper er mange stødt på grund. Tim Henman, græsspecialist og briternes veltempererede yndling omkring årtusindskiftet nåede aldrig en Grand Slam-finale. Dog huskes stadig hans fire semifinaler på fem år mellem 1998 og 2002.

Så gik det bedre for sir Andy Murray, Drapers store idol, der vandt Wimbledon i 2013 og 2016. I en æra domineret af de tre store – schweiziske Roger Federer, mallorcinske Rafael Nadal og serbiske Novak Djokovic – var Murray den gamle verdens sidste håb. Han var godt nok skotte, men i London var han en af deres. Allerede mens han stadig spillede, blev han slået til ridder.

De seneste dage har de britiske medier, selv de mere seriøse, skumlet en del over, at Draper i sine to første kampe har været henvist til Court 1 og dermed endnu har til gode at spille på selveste Centre Court. For hvad bilder arrangørerne sig egentlig ind?! Ønsker ikke også de, at han, denne ædle englænder, skal få den bedste og størst mulige opbakning?

Sommetider glemmer både publikum og medier herovre, at Wimbledon ikke først og fremmest er en lokalturnering for de indviede. Overraskelser kan faktisk ske. Det er jo uhyggeligt, især for dem, der regnede med at skulle herske. Thi hvad er en regent uden sit hof? For os andre er det først og fremmest fascinerende.

Følg Asker Hedegaard Boyes reportager fra Wimbledon her.