Fem ting, De (måske) ikke vidste om Wimbledon

Hvorfor hvidt?

I modsætning til tennissportens tre øvrige grandslamturneringer – Roland-Garros i Paris, U.S. Open i New York og Australian Open i Melbourne, der arrangeres af de respektive nationale forbund – er Wimbledon et privat foretagende. Arrangøren er The All England Lawn Tennis and Croquet Club (AELTC), der blev stiftet i 1868 og organiserede det første Wimbledon ni år senere.

I dag har AELTC et loft på 875 medlemmer, heraf 500 æresmedlemmer (blandt andet tidligere Wimbledon-mestre), og alle på livstid. Et medlemskab, der følgelig først kan tilbydes, når et andet medlem dør, gives til personer, der har ydet et særligt bidrag til sporten. Desuden skal fire siddende medlemmer sige god for kandidaten, to af disse må desuden have kendt vedkommende i mindst tre år.

Ifølge foreningens statutter skal de 375 ikke-æresmedlemmer kunne fremvise et britisk statsborgerskab. I modsætning til Storbritanniens mest prestigefulde golfklubber, der først de senere år – og efter omverdenens pres – er begyndt at tillade kvindelige medlemmer, har AELC fra begyndelsen budt både gentlemen og ladies indenfor.

Kravet om at alle spillere ved Wimbledon skal bære hvidt fra top til tå blev indført i 1963 og er et hævdvundet nik til AELTCs interne og stadig opretholdte 1800-talsregler om netop hvide klæder og sko. Oprindeligt fordi man anså det for upassende at forårsage svedpletter på tøjet, hvilket var nemmere at skjule i hvidt. Først i 2023 fik de kvindelige spillere lov til at bære mørke indershorts.

Velbetalte boldbørn

En stor tennisturnering som Wimbledon har brug for en hær af boldbørn, blot kaldet BBGs (ball boys and girls). Hvert år i marts udvælges således 170 børn – mellem flere end 1.000 ansøgere – i alderen 14-15 år fra lokalområdet til et kort, intensivt uddannelsesforløb.

I 12 uger fritages børnene fra skolegang, mens de hver dag lærer om disciplin, fokus og den lydløse effektivitet, der forventes, når boldene skal opryddes, samles, gribes og udleveres til spillerne i servesituationer. Som supplement til de 170 BBGs udpeges 80 lidt ældre børn med turneringserfaring fra året forinden.

Børnene, der rekrutteres fra skoler som Grey Court School, Sacred Heart High School og Tolworth Girls' School i det sydvestlige London, arbejder ingenlunde gratis. For anstrengelserne modtager de hver flotte 200 pund (1.730 kroner) samt den smukke Ralph Lauren-uniform, de bærer under turneringen.

Gaza, AI og Jehova

Området omkring Wimbledon virker som en magnet på agitatorer og propagandister, apostle for en anden verden, der håber på at kunne aflede opmærksomheden hos nogle få søgende sjæle i strømmen af tilskuere. På den lange Church Road, der leder titusindvis af mennesker fra stationen Southfields til tennisfest, har jeg flere dage set tre grupperinger med hver sin dagsorden:

Først millenaristerne fra Jehovas Vidner, der på bannere og magasinforsider spørger: »Can the planet be saved?« Et godt spørgsmål, som dog har vist sig hverken at handle om global opvarmning eller atomkrig, men om at ruste sig til Harmagedon, verdenskonflikten, der skal finde sted, før Guds gode rige kan etableres.

Dernæst ses tre unge, barmavede fyre med lange skilte, der advarer mod en fremtidig AI-verden. »Hvorfor en computer frem for mig?« og »Kød slår data!« lyder to af budskaberne, som tirsdag fik en ældre mand til at stoppe op: »Lige mine ord! Hyld menneskene!« God idé, lad os begynde inde ved tennisbanerne.

Foran den eksklusive Gate 1, der lukker All England Lawn Tennis Clubs medlemmer ind, findes den største protest. Et par snese propalæstinensiske demonstranter kræver, at turneringen bryder med hovedsponsoren Barclays på grund af den britiske bankkoncerns forbindelser til Israel. Gruppen har parkeret en gennemhullet bil dekoreret med fotos af døde børn. »Stop banking on genocide,« lyder et af de catchy mottoer.

800 pastaretter dagligt

Sidste år tog Wimbledon imod 526.455 gæster i løbet af turneringens 14 dage. Den rekord ventes at blive slået i år, hvor 42.756 gik gennem portene alene på den tropevarme førstedag. I den store, tronende Millennium Building midt på anlægget er medier fra hele verden fordelt på små, bekvemme arbejdsstationer.

Turneringen transmitteres til mere end 200 lande verden over, og alene i Storbritannien opnåede BBC 50,2 millioner streams sidste år. Mændenes finale mellem Carlos Alcaraz og Novak Djokovic blev set af op mod 7,5 millioner mennesker live på BBC One.

De hundredvis af journalister og fotografer på Wimbledon skal bespises hver dag, og til formålet findes en såkaldt »media restaurant« med eget grillkøkken, pizzeria samt deli og kaffebar. Den ambitiøse kokkerering skal foregå i et pænt højt tempo, fra tidlig morgen til midnat og kræver en vis stamina.

Derfor synes det helt på sin plads, at ansvaret for pastaretterne, der tilberedes individuelt, er lagt i hænderne på en tidligere militærmand, hvis navn jeg desværre undslap mig. Men sent onsdag aften kunne han fortælle mig, at han havde serveret 800 portioner siden middag.

Brugte bolde

På Wimbledon findes en række merchandisebutikker. Fra de små udsalg, hvor man i farten kan gribe en kasket eller et svedbånd, til den stormagasinlignende The Wimbledon Shop med T-shirts, poloer, sweatshirts, toppe, jakker, sko, hatte, solbriller, halstørklæder, strik, hoodies og håndklæder til børn og voksne, køkken- og babyudstyr, drikkedunke, nøgleringe, magneter, plakater, bøger, spil, sengetøj og lysestager.

Et af de pudsigste indkøbssteder på anlægget hedder »Used balls«. En lille forretning, der sælger turneringens brugte Slazenger-bolde – enten enkeltvis eller i rør. Tre bolde kan erhverves for 2,50 pund. 

I løbet af de 14 dage, Wimbledon varer, bruges cirka 55.000 bolde, hvilket giver en indtjening på et beløb svarende til 165.000 kroner til velgørenhedsorganisationen Wimbledon Foundation.

Wimbledons samarbejde med Slazenger er et af de ældste partnerskaber overhovedet i sportsverdenen: Lige siden 1902 har den britiske sportsudstyrsproducent leveret boldene, som i øvrigt var hvide før 1986. Først herefter introduceredes de gule, der er nemmere at se på farve-tv.

Følg Asker Hedegaard Boyes reportager fra Wimbledon her.