»Vores måde at se verden på er at holde fast i kunsten«

– I udstiller en israelsk kunstner. Hvad har der været af reaktioner, hvis nogen?

»Vi er, ligesom mange andre kunstinstitutioner, hele tiden udsat for et ønske om, at vi skal melde noget ud i forhold til krigen. Både internt og eksternt. Jeg har diskuteret det med andre kunsthalsdirektører, hvordan forholder man sig til det her, og jeg har bevidst valgt, at vi ikke melder noget ud. Denne her situation er så kompleks og har så mange lag, så ligegyldigt hvad er det svært at sige noget i et enkelt billede på Instagram, der rummer, hvad man nu end vil sige. Jeg synes, vores rolle handler om at vise kunsten, det gør vi med hende nu, og det har vi aldrig været i tvivl om. Den beslutning har på intet tidspunkt været til diskussion. Det er der mange, der har spurgt mig om: Flytter I udstillingen? Kan I vise det? Det rykker vi simpelthen ikke på. Vores måde at se verden på er at holde fast i kunsten.«

– Hvorfor har I valgt, blandt alle verdens kunstnere, at Yael Bartana skulle udstille her i 2024?

»Først og fremmest fordi hun er en fantastisk kunstner. Hun er enestående, fordi hun prikker hul på virkeligheden og er med til at nuancere vores historie, kultur og identitet og de billeder, vi omgiver os med. Det er jo højst relevant, at vi bliver bedre til at forstå alle de billeder, vi bliver bombarderet med konstant. Oprindelig valgte vi hende også, fordi vi tænkte, at nu er der krig i Europa, noget, vi ikke troede skulle ske igen. På et tidspunkt stopper den krig, og så skal vi i gang med at hele traumerne, og det er en af de ting, jeg gerne vil med GS (det tidligere Kunstforeningen GL STRAND, red.) – være et sted, der kan give et perspektiv på det, der sker i verden. Det er Bartana god til.«

– Så skete 7. oktober, og hvad tænkte du så? Ændrede det noget i planlægningen, materialevalg og så videre?

»Det fik indflydelse på det hele, fordi vi lige pludselig stod i en helt anden situation, også fordi kunstneren og hele hendes team pludselig var blæst ind i en anden virkelighed. Jeg talte med Yael allerede 8. oktober, hvor man stadig ikke havde tilnærmelsesvis fuldt overblik, men vi var begge klar over, at den kontekst, hendes udstilling ville komme til at blive vist i, ville være en helt anden. Så der er en periode, hvor vi holder pause i beslutningerne, selvom vi er i dialog hele tiden, fordi det hele vælter sammen. Vi tænkte over, hvad det danske publikum kommer til at komme ind med i tankerne til udstillingen, når mediebilledet brager løs. Det kunne betyde noget, i forhold til hvor meget humor vi tager med, for hun har ret mange værker, der er dybt humoristiske på en tongue-in-cheek-agtig måde. Vi har i det hele taget mange diskussioner, men på et tidspunkt siger vi: 'Okay, nu beslutter vi os for, at vi ikke vil lægge bånd på noget for at prøve at ramme et diffust rigtigt snit i værket.' Vi kommer til at stå ved værkerne og den praksis, Yael har, og så kommer vi til at gøre, ligesom vi gjorde før 7. oktober, nemlig prøve at lave en rigtig god udstilling. Vi kan ikke styre reaktionerne alligevel, det kan man aldrig, og det skal man heller ikke.«

– Hvorfor synes du, det er vigtigt at komme og se netop den udstilling lige nu?

»Min bedste anbefaling er at se værket, så man som beskuer eller publikum forholder sig til, hvad man selv synes. Fordi der er så mange holdninger, der er så mange ting, der bliver sagt, der er så mange ting, der ikke bliver sagt, så det eneste, man kan gøre, er at finde ud af, hvad man selv mener. Det gør man jo ved at sætte sig ind i tingene og få forstand af dem, og der synes jeg, hun er et rigtig godt sted at starte, for man får præsenteret en masse kompleks viden og billeder og associationer. Der er jo ikke nogen entydige svar i hendes værker, så det kræver, at man tager sig tid til at se det, forholde sig til det og bagefter reflektere over, hvad det er, man har set, og hvad man kan bruge det til, hvis noget. Hun nuancerer i hvert fald et billede af en indviklet situation. Og hun taler fra et meget klart sted, som en, der er vokset op i Israel og har været bosat i lang tid i Europa, ikke mindst i Berlin. Hun er meget bevidst om, at hun ikke taler på andres vegne, og det er måske noget, der er meget godt at huske i den her situation: at man ikke pr. automatik taler på nogen andres vegne. At man forholder sig til, hvad man selv synes, men har empati i forhold til, at der er andre steder at stå i det landskab. Også når man som dansker, bosat i København og omegn, ikke har sådan en direkte historisk eller familiær forbindelse til den ulykkelige situation. Det er det, kunsten kan: vise sansninger og synsninger, som skubber til os.«