En højgravid, stærkt blødende kvinde, såret efter et russisk bombeangreb mod en fødeklinik i Mariupol, bæres i hast ind på byens akuthospital. Hendes ene fod står ikke til at redde og må amputeres. Kort efter går fødslen i gang. Alle venter i spænding: Lever barnet? Har det taget skade? Barnet kommer ud, bankes på ryggen af jordemoderen, i hvad der føles som flere minutter, for at få åndedrættet i gang.

Den nyfødtes første spæde vræl afslører, at et nyt menneske er kommet til verden. Blodtilsølet, men velskabt bliver det lagt i favnen på en svær babusjka af en sygeplejerske. Lettelse, jubel breder sig på hospitalsstuen. Nogle græder. Livet har vundet, denne gang. Så lyder to drøn efter granatnedslag tæt på. Hospitalsstuens vinduer klirrer, alle gennes væk, i al hast må lokalet evakueres. Krigen er her endnu.