For nogle uger siden skrev jeg en længere artikel om Paradise Hotel, hvor jeg indrømmede, at jeg ikke kunne levere en stor forkromet analyse af, hvorfor det hedonistiske realityprogram i sin 22. sæson pludselig havde flere seere end nogensinde før. Det var imidlertid, før jeg gik på Reddit og fortabte mig fuldstændig.

Det er her, Paradise-seerne går hen, når de har set et af ugens tre afsnit til ende og har et akut behov for diskutere, hvorvidt det for eksempel var i orden, at Karl gik i seng med Jasmin, når nu han havde lovet Nikoline at lade være.