Levned & meninger. Jeg følte mig kvalt af nutiden, så jeg besluttede mig for at gå baglæns.
Om at købe en dvd-afspiller
For nogle uger siden gik jeg i Føtex for at sikre mig et parti rimelige frysepizzaer på tilbud, men da jeg trådte ud af butikken, havde jeg erhvervet mig en dvd-afspiller.
Jeg var enormt tilfreds med mig selv. Dels fordi den kun kostede 200 kroner, dels fordi den måske var svaret på det på det tidspunkt mest akutte problem i min tilværelse:
Jeg havde bestilt billetter til årets for mig mest ventede biograffilm, One Battle After Another af Paul Thomas Anderson, og havde derfor sat mig for at gense alle mesterinstruktørens film og i særlig grad det tre timer lange og hektisk dramatiske emodrama fra 1999, Magnolia, hvor Tom Cruise spiller en fortvivlet mandeguru med hestehale, og som slutter med, at det regner med frøer over Los Angeles. Jeg så den som peak-påvirkelig 15-årig i den lokale forstadsbiograf, og siden har jeg regnet den blandt mine absolutte favoritfilm. Men nu var den umulig at finde.
Og her var problemet. Selvom jeg som tv-anmelder er nærmest grotesk privilegeret, når det kommer til det antal streamingtjenester, jeg har adgang til, så er denne fjernsynsepokes løfte om, at man selv kan vælge, hvad man vil se og hvornår, altid løgn.
Eller mildere formuleret: Da vi for godt et årti siden var mange, der besluttede os for at skille os af med de dvd’er og vhs’er, vi ellers havde slæbt med igennem de første fem flytninger, fordi man jo bare kunne finde det online, gjorde vi regning uden vært.
For i takt med, at de mange udlejere og forhandlere lukkede, mistede vi over årene lidt efter lidt muligheden for at gå lige netop hen til den bestemte butik, hvor man kunne finde lige netop den film. Jeg vil for eksempel altid være taknemmelig for, at kæden TP Musik solgte et bredt udvalg af art house-dvd’er til 29,95. Det havde de ikke behøvet. I dag er kulturforbruget styret af kælne algoritmer og vores egen ængstelige iver efter at være en del af en større samtale, og begge dele er kvælende for enhver følelse af punk.
MEN NU SKULLE det være anderledes, og jeg fløj ud af Føtex på den følelse! Det var, som om jeg var kommet i kontakt med en glemt side af mig selv. I hvert fald det selv, der over årene byggesten for byggesten er blevet skabt ved at se netop den og den film på netop det og det tidspunkt.
Kernemindet, som alt det her cirkler om, var, da jeg i 1999 – blot få måneder før jeg så Magnolia – var i New York med min familie. På Times Square købte jeg vhs-bootlegversioner af de netop udkomne biograffilm The Matrix og The Sixth Sense, som jeg skulle se igen og igen, selvom de var optaget med digitalkamera inde i en biografsal, og man mest kunne se baghoveder af publikumsrækken foran. Men vigtigst af alt var dvd’erne. Vi boede på Upper East Side hos en dansk diplomat, min journalistfar havde mødt til en havretskonference i Jamaica, og i den store lejlighed var alle vægge dækket med reoler fra gulv til loft med ekstreme samlinger af lp’er, cd’er, vhs’er og kogebøger.
Og så der, øverst på reolen inde i stuen, stod de. En spæd samling af det nye medium, jeg kun havde hørt om. Tre hylder med disse sofistikerede slanke kassetter. Aldrig mere vhs! Aldrig mere spole tilbage, aldrig mere ved en fejl få overspillet Pulp Fiction med DR-programmet »Joakim og Alex i Bolivia«, hvilket var sket kort før afrejse. Nej, her var den ultimative drøm om at kunne eje film i god kvalitet, så jeg bad min far om at spørge, om vi kunne få lov til at se en? Men nej. Hver og en var stadig plomberet, og det skulle de fortsætte med at være, sagde diplomaten med samlerens særlige nærighed.
Da jeg kom hjem fra Føtex, udlagde jeg min plan for min hustru. Jeg ville ganske enkelt vente på, at Magnolia kom til mig, for dvd’er bliver i disse dage givet væk så godt som gratis. Hun så skeptisk på mig og mindede mig om dengang, jeg fuld af fremtidstro brugte alle mine konfirmationspenge på en minidiscafspiller.
Men hvor hun skulle tage fejl! Samme aften gik jeg ned i min andelsforenings såkaldte bytterum, og dér stod den bare og ventede på mig i en skæbnens lyskegle: Dobbelt-dvd’en med magnolieblomsten på forsiden. Jeg tonsede op ad trappen og viste stolt kassetten frem. »Ja, tænk engang,« sagde min hustru mildt anerkendende, så jeg tøvede med at dele det, da jeg efterfølgende fandt ud af, at den ene ud af de to dvd’er manglede. Der var kun det såkaldte ekstramateriale.
Så jeg gik til plan B og bestilte den på biblioteket. Det var ikke uden håndens rysten, for jeg havde allerede fået Andersons gennembrudsfilm, det perfekte pornodrama Boogie Nights, hjem fra Ringsted Bibliotek, og den gik i hak rimelig præcist midt i. Og mens jeg sad der og åndede på den sønderridsede dvd-skive og forsøgte at huske, om det nu var tandpasta, man skulle smøre på overfladen, virkede det pludselig grotesk, at jeg havde sat min lid til, at denne jo i grunden ret skrækkelige teknologi skulle revitalisere min punk.
Og dog. For få dage senere og hele vejen fra Zentralbücherei Apenrade, altså mindretalsbiblioteket i Aabenraa, kom den nu hjem i en særlig bookletversion fra Süddeutsche Zeitung, hvor filmredaktionen havde lavet en udgivelsesserie med deres 50 lieblingsfilme. Og sikke en klub at blive en del af! Som at møde en flok ligesindede foran tilbudshylden i TP.
Samme aften kunne jeg så endelig sætte dvd’en i maskinen, og: stadig totalt en lieblingsfilm. Langt bedre end One Battle After Another, som jeg ellers så i en stor biograf. Og måske, slog det mig, var det faktisk et plus at se Magnolia på den her måde. Det var en så godt som proustiansk oplevelse at lytte til den jo nok lidt for billige maskines konstante og højfrekvente cikadelyd for ikke at tale om de brutale hakkelyde, som om den er ved at kløjes, når den loader.
I hvert fald endte jeg med – igen – at være rigtig godt tilfreds med mig selv. Frihed kan være en meget kompliceret følelse. Andre gange – som nu – så simpel, ja nærmest enfoldig. Ikke desto mindre er alting anderledes nu. For jeg ejer min egen filmmaskine, og hverken streamingtjenester eller diplomater skal nogensinde bestemme over mig igen.
