Vi er, hvad vi fortæller

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

Da jeg interviewede den engelske forfatter Zadie Smith tidligere på året, handlede det blandt andet om Jonathan Glazers film The Zone of Interest. Særligt optaget var hun af filmens titel, for som hun sagde:

»Hvor stort er dit interesseområde? Drejer det sig kun om dig og din lille småborgerlige familie? Eller drejer det sig også om USA? Eller hele Vesten? Eller hele verden? Det er det, som bliver forhandlet nu.«

Jeg kom i tanke om udsagnet, da jeg i denne uge deltog i avisens podcast Avistid sammen med Gyldendals forlagschef, Simon Pasternak, for at diskutere hans ønske om at gøre den danske forfatterportefølje mere divers, og det stod klart, hvor vanskeligt det rent faktisk er at tale om netop det emne. For hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler om repræsentation?

Tager man Zadie Smith for pålydende, drejer det sig om, hvem vi er. Derfor pirrer det os, når Simon Pasternak insisterer på, at der mangler stemmer. For han kunne lige så godt have sagt, at vi fortæller historien om, hvem vi er, forkert. Eller i hvert fald antyder han, at vi fortæller historien med væsentlige mangler.

En tilsvarende idé kommer til udtryk i Synne Rifbjergs interview med Blaagaard Teaters nye direktør, Alexander Mayah Larsen, i ugens avis. I både digtform og på teatret har han bearbejdet sit forhold til sin far, som i sin tid flygtede fra Iran til Danmark og i en årrække forsøgte at passe ind, indtil han fik nok og flyttede tilbage. Da jeg læste interviewet, hæftede jeg mig især ved, at Mayah Larsen afviser at ville opsætte Tjekhov, som han ellers elsker for hans evne til at vise mennesket i al dets menneskelighed, med den begrundelse, at der er en hel masse skæbner rundt omkring direktøren, som vi ikke taler så meget om, og som skal ind på scenen og portrætteres. For som han siger: »Det er den eneste måde, vi kan blive klogere på os selv i mødet med dem.«

Det lyder jo i udgangspunktet snusfornuftigt, langt vanskeligere er det at tale om, at denne inkorporering af nye historier langtfra er gnidningsfri, for historier handler jo om værdier og identitet, og idet historierne, vi fortæller, ændrer sig, ændrer vi os også.

Hvor efterlader det debatten om repræsentation? På den ene side er der dem af os, der lader, som om det er omkostningsfrit at ændre vores interesseområde. At det er til det fælles bedste, at nye stemmer får plads. Men repræsentation handler om magt, og derfor er vi nødt til at begynde at tale mere ærligt om, hvad det rent faktisk er for nogle historier om, hvem vi er, som de såkaldt »nye stemmer« formidler.

På den anden side er der dem af os, der afviser ideen om repræsentation som organiserende princip. Det, som vi skal huske på, er, at det altid er en god ting at se tingene fra flere perspektiver. Det lyder banalt, men kræver i praksis en vældig anstrengelse. Men lykkes det, betyder det måske, at vi opdager, at »vi« er noget andet, end vi gik og troede. Og måske bliver vi også klogere på, hvordan andre ser på os.

En af mine største læseoplevelser i de seneste år var den indiskfødte Pankaj Mishras Age of Anger fra 2017. Bogens påstand er, at de aktuelle konflikter i verden har fælles rod i den dobbelte revolution, som blev indledt i Frankrig og England mellem 1789 og 1849 og indvarslede den moderne epoke. Men det, der adskiller bogen, er, at den er skrevet fra et distinkt, ikkevestligt perspektiv. Pankaj Mishra fortæller med andre ord vores historie, men hans interesseområde, som Zadie Smith ville kalde det, er et andet.

At give plads til alternative perspektiver som dette, at lade sig oplyse, er ikke at give afkald på os selv, men at træde ud af den selvforskyldte umyndighed, det er at tage til takke med en yderst begrænset forestilling om, hvem vi er.