Den 27. juni udsendte Nationalmuseet en pressemeddelelse om, at museet havde doneret en sjælden fjerkappe til Brasilien efter anmodninger fra repræsentanter for Tupinambá-folket og Museu Nacional i Rio de Janeiro. Tager man pressemeddelelsen for pålydende, kan man få det indtryk, at der er tale om en ukontroversiel disposition, men i Weekendavisen denne uge opruller Poul Pilgaard Johnsen og Katja Kvaale hele forløbet, og ud fra det kan man i hvert fald udlede følgende konklusioner: Der er tale om en højprofileret repatrieringssag, eftersom fjerkappen siden 1600-tallet har været en af kostbarhederne i Det Kongelige Kunstkammer – kernen i Nationalmuseets samlinger – og derfor er registreret af museet selv som værende af såkaldt Enestående National Betydning for Danmark. Derudover viser det sig, at Brasiliens ambassadør til Danmark, Rodrigo de Azeredo Santos, har spillet en langt mere aktiv rolle, end det hidtil har fremgået af Nationalmuseets sagsfremstilling.

Sagen drejer sig i sin essens om den krise, som etnografiske museer i den vestlige verden gennemlever disse år. Nogle forsøger at »afkolonisere« sig selv ved at repatriere genstande til tidligere kolonier, mens andre museer fastholder et universalistisk syn funderet i senrenæssancen og oplysningstiden. Nationalmuseets forskningschef, Christian Sune Pedersen, afviser, at den såkaldte donation skulle være udtryk for en ny »tribalistisk« museumsideologi, men antyder samtidig, at museet fremover vil prioritere en anden slags »historier« end hidtil.

Hvis man er interesseret i debatten om kulturarv og repatriering, vil jeg også foreslå, at man også læser Katja Kvaales interview med den amerikanske professor i politisk filosofi Kwame Anthony Appiah, som vi bragte for nogle uger siden. Og så bør man selvfølgelig heller ikke snyde sig selv for synet af fjerkappen, som stadig kan opleves på Nationalmuseet indtil efteråret, hvor kappen tages ud af den faste udstilling for nogle måneder senere at blive sendt ud af landet.

I kultursektionen finder man selvfølgelig også et væld af gode anbefalinger om, hvad man kan se og lytte til den kommende uge. Tysklandskorrespondent Jesper Vind har set fjerde sæson af Babylon Berlin og skriver både langt og begejstret om den tyske tv-serie og det specifikke år, som den aktuelle sæson foregår i. Året er 1931, og i modsætning til tidligere sæsoner, som alle foregik i 1929, er Tysklandsapokalypsen for alvor i gang. Men det er ikke det eneste, som Jesper Vind hæfter sig ved: Hidtil har han betragtet serien som en beretning om fortiden, men undervejs i denne sæson fik han pludselig følelsen af, at den også handler om vores egen tid.

Mere optimistisk er Linea Maja Ernst, som nominerer Janelle Monáes nye album The Age of Pleasure til årets sommersoundtrack. Men også hun får bedre indtryk af samtiden ved at lytte til Janelle Monáes uimodståelige tekster. For som hun skriver:

»The Age of Pleasure er korrekt i den forstand, at den lever op til nogle tidstypiske, progressive mærkater. Det er helt indforstået, at albummet og Monáe taler fra en queer, panseksuel, nonbinær position. De positioner kan nogle gange falde sammen med en bestemt attitude, som er tvær, forurettet, parat til at udskamme dem, der ikke taler den nye terminologi flydende. Det progressive segment kan komme til at fremstå begrænsende og belærende udi, hvad man ikke må gøre og ikke må sige. Men The Age of Pleasure er lige omvendt …

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Simon Ejbye Schmidt, som jeg kan afsløre i disse dage arbejder med udsigt til en tv-skærm, der holder ham opdateret om, hvad der sker i Wimbledon.

Tenniskampe er igen blevet public service, og den traditionsrige Grand Slam-turnering Wimbledon ruller over skærmen hos DR i disse dage. Og selvom Holger Rune ikke formåede at vinde kvartfinalen over den spanske verdensetter Carlos Alcaraz, har den 20-årige danskers indtog i verdenseliten fremkaldt en omsiggribende interesse for tennis herhjemme. For de mange tennisnovicer, det har medført, kan dokumentarserien Break Point være det, der cementerer den nyfundne kærlighed. Skaberne af serien, der også står bag kæmpesuccesen Drive to Survive om Formel 1 og Tour de France: Unchained om cykling, har i hvert fald mestret berettermodellen i sådan en grad, at man næsten glemmer, hvad der skete i de forskellige turneringer i tennisåret 2022, hvor serien foregår – og det bliver kun bedre, hvis man nu rent faktisk ikke ved, hvem der vandt titlen til ATP Masters 1000-turneringen Indian Wells. På og uden for banen følger serien en stjernerække af både kvindelige og mandlige tennisspillere gennem sæsonen. Ud over at være en glimrende appetitvækker ender serien som en stribe af unikke karakterportrætter om, hvilken slags menneske det kræver at være for at nå til tops i en sport, hvor de store sejre er få, og de mange, mange nederlag tærer på både krop og sind.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.