Fremmedgjort. Karl Ove Knausgård så sin første edb-maskine som 15-årig. I dag er teknologien overalt, alligevel har han aldrig forsøgt at forstå, hvordan den virker, og hvordan den påvirker ham. Det forsøger han nu at gøre noget ved.
Verden, der forsvandt
Illustration: Klaus Kremmerz
Første gang jeg så en computer, var i 1984. Jeg var 15 år gammel og boede ved en elv i et område med spredt bebyggelse, langt fra den nærmeste by, i et land langt mod nord, i udkanten af verden. Et skilt lyste over købmandsforretningen, som lukkede klokken fire hver dag, derudover var de visuelle stimuli begrænset til marker og træer, træer og marker, og til bilerne, der kørte på vejene. Om efteråret og foråret regnede det så meget, at elven gik over sine bredder. Jeg kan huske, at jeg af og til stod foran vinduet inde i stuen og så den dække marken, vi plejede at spille fodbold på, målene der stak op af vandet. Der var én tv-kanal, to radiokanaler, og aviserne blev trykt i sort-hvid. Nyhederne fra Iran og Israel, Egypten og Sydafrika, England og Nordirland, USA og Indien, Libanon og Sovjetunionen foregik langt, langt væk, som i en anden verden.
For at forstå et menneske er man nødt til at vide, hvad der skete i verden, da det var 20 år gammelt, skal Napoleon engang have sagt. Citatet er nok ikke helt autentisk, men det gør det ikke mindre sandt. For mit vedkommende er det denne verden ved elven, der gælder. Når jeg sætter mig ned for at skrive en roman, er 80erne den naturlige tid, som om den tid skulle være verdens egentlige form, dens essens, mens alt det, der kom senere og dominerer vores tid, er en slags afvigelse. Selvom jeg googler forskellige emner, mens jeg skriver, googler personerne i romanen ikke af sig selv, det kommer kun til dem med viljestyrke fra min side. Det samme gælder, når jeg drømmer. Mobiltelefoner og internet optræder aldrig i mine drømme, og de er som regel befolket af mennesker, jeg var omgivet af for 40 år siden.
Del:
